KIS-redaktionen: Vi bringer nedenstående artikel om situationen i Gaza, skrevet af Chris Hedges.
Dette er endnu en, og meget rystende beskrivelse, af forholdene som palæstinenserne lever og dør under, i de totalt udbombede områder i Gaza.
Som Chris Hedges skriver:
“Folkedrabet er næsten komplet. Når det afsluttes, vil det ikke kun have decimeret palæstinenserne, men vil have udstillet det moralske forfald i hele den vestlige civilisation”
Mere præcist kan det ikke siges,- og dog.
Artiklen herunder er ikke for sarte sjæle. Den beskriver, med Hedges skarpe pen, en eksistentiel afmagtssituation – men også en følelsesmæssig afstumpethed – begge fænomener som bagvedliggende motiver for de handlinger som er med til at føre endnu mere sorg, had og hævntørst, med sig.
Til læserens orientering har Chris Hedges primært valgt at skrive artiklen direkte til sine medborgere i USA ,- men også til resten af Vesten.
Af Chris Hedges – 10. juni – 2025
Dette er slutningen. Det sidste, blodige kapitel af folkedrabet. Det vil snart være overstået. Om højest få uger. To millioner mennesker har slået lejr blandt murbrokkerne eller i det fri. Snesevis bliver dræbt og såret dagligt af israelske granater, missiler, droner, bomber og kugler. De mangler rent vand, medicin og mad. De har nået et punkt, hvor de er ved at kollapse. Syge. Sårede. Skrækslagne. Ydmygede. Forladte. Forarmede. Sultende. Håbløse.
På de sidste sider af denne skrækhistorie, lokker Israel, sadistisk, sultende palæstinensere med løfter om mad, og fører dem til det smalle og overbelastede ni kilometer lange landområde, der grænser op til Egypten. Israel og dets kynisk navngivne Gaza Humanitarian Foundation (GHF), angiveligt finansieret af Israels forsvarsministerium og Mossad, gør sult til et våben. Det lokker palæstinensere til det sydlige Gaza, ligesom nazisterne lokkede sultende jøder i Warszawaghettoen, til at tage tog til dødslejrene. Målet er ikke at brødføde palæstinenserne. Ingen argumenterer seriøst for, at der er nok mad eller hjælpecentre. Målet er, at proppe palæstinensere ind i stærkt bevogtede lejre og deportere dem.
Hvad bliver det næste?
Jeg er for længst holdt op med at forsøge at forudsige fremtiden. Skæbnen har en tendens til at overraske os. Men der vil komme en endelig humanitær eksplosion i Gazas menneskeslagteri. Vi ser det med de stigende folkemængder af palæstinensere, der kæmper for at få en fødevarepakke, hvilket har resulteret i, at israelske og amerikanske private entreprenører har skudt mindst 130 mennesker ihjel og såret over syv hundrede andre i de første otte dage af hjælpeuddelingen. Vi ser det med Benjamin Netanyahus bevæbning af ISIS-forbundne bander i Gaza, der plyndrer fødevareforsyninger. Israel, som har elimineret hundredvis af ansatte hos FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), læger, journalister, embedsmænd og politi i målrettede attentater, har orkestreret civilsamfundets implosion.
Jeg formoder, at Israel vil muliggøre et brud på hegnet langs den egyptiske grænse. Desperate palæstinensere vil storme ind i det egyptiske Sinai. Måske ender det på en anden måde. Men det slutter snart. Palæstinenserne kan ikke tåle meget mere.
Vi – fuldgyldige deltagere i dette folkedrab – vil have opnået vores vanvittige mål om at tømme Gaza og udvide Stor-Israel. Vi vil trække tæppet ned for det livestreamede folkedrab. Vi vil have hånet de allestedsnærværende universitetsprogrammer i Holocaust-studier, der, viser det sig, ikke er designet til at udstyre os til at afslutte folkedrab, men til at guddommeliggøre Israel som et evigt offer, med licens til at udføre masseslagtning. Mantraet om aldrig igen er en joke. Forståelsen af, at vi er skyldige når vi har kapacitet til at stoppe folkedrab men ikke gør det, gælder ikke for os. Folkedrab er offentlig politik. Støttet og vedligeholdt af vores to regerende partier.
Intet tilbage at sige
Der er intet tilbage at sige. Måske er det pointen. At gøre os målløse. Hvem føler sig ikke lammet? Og måske er det også pointen. At lamme os. Hvem er ikke traumatiseret? Og måske var det også planlagt. Intet af det vi gør, ser det ud til at kunne stoppe drabene. Vi føler os forsvarsløse. Vi føler os hjælpeløse. Folkedrab som skuespil.
Jeg er holdt op med at se på billederne. Rækkerne af små, indhyllede lig. De halshuggede mænd og kvinder. Familier, der er brændt levende i deres telte. Børnene, der har mistet lemmer eller er lammede. De kridtagtige dødsmasker af dem, der er trukket frem under murbrokkerne. Sorgens gråd. De afmagrede ansigter. Jeg kan ikke.
Dette folkedrab vil hjemsøge os. Det vil give genlyd gennem historien med en tsunamis kraft. Det vil splitte os for evigt. Der er ingen vej tilbage.
Og hvordan skal vi huske? Ved ikke at huske.
Når det er overstået, vil alle dem, der støttede det, alle dem, der ignorerede det, alle dem, der ikke gjorde noget, omskrive historien, inklusive deres personlige historie.
Det var svært at finde nogen, der indrømmede at have været nazist i efterkrigstidens Tyskland, eller et medlem af Klu-Klux-Klan, da segregationen i det sydlige USA ophørte. En nation af uskyldige. Endda ofre. Det vil være det samme. Vi kan godt lide at tro, at vi ville have reddet Anne Frank. Sandheden er anderledes. Sandheden er, at vi, lammet af frygt, næsten alle kun vil redde os selv, selv på bekostning af andre. Men det er en sandhed, der er svær at se i øjnene. Dette er den virkelige lektie fra Holocaust. Måske er det bedre at den bliver glemt.
I sin bog “One Day, Everyone Will Have Always Been Against This” skriver Omar El Akkad:
“Hvis en drone skulle fordampe en navnløs sjæl på den anden side af planeten, hvem af os vil så lave postyr? Hvad nu hvis det viser sig, at de var terrorister? Hvad nu hvis standardbeskyldningen viser sig at være sand, og vi implicit bliver stemplet som terroristsympatisører, udstødt og råbt ad? Det er generelt tilfældet, at folk er mest ivrigt motiverede af den værst tænkelige ting, der kan ske for dem. For nogle kan den værst tænkelige ting være afslutningen på deres blodslinje i et missilangreb. Hele deres liv blev til murbrokker, og alt sammen forebyggende retfærdiggjort i kampen mod terrorister, der per automatik er terrorister, fordi de er blevet dræbt. For andre er den værst tænkelige ting at blive råbt ad.”
Du kan se mit interview med El Akkad her.
Man kan ikke decimere et folk, udføre tæppebombninger over 20 måneder for at udslette deres hjem, landsbyer og byer, massakrere titusindvis af uskyldige mennesker, oprette en belejring for at sikre massesult, fordrive dem fra områder, hvor de har boet i århundreder, og ikke forvente et modangreb. Folkedrabet vil slutte. Reaktionen på statsterrorregimet vil begynde. Hvis du tror, det ikke vil, ved du intet om menneskets natur eller historie. Drabet på to israelske diplomater i Washington og angrebet mod israelske tilhængere ved en protest i Boulder, Colorado, er nok kun begyndelsen.
Chaim Engel, der deltog i oprøret i nazisternes udryddelseslejr Sobibor i Polen, beskrev, hvordan han bevæbnet med en kniv angreb en vagt i lejren.
“Det er ikke en beslutning,” forklarede Engel år senere. “Man reagerer bare, instinktivt reagerer man på det, og jeg tænkte: Lad os gøre det, og gå hen og gøre det. Og jeg tog afsted. Jeg tog afsted med manden på kontoret, og vi dræbte denne tysker. Ved hvert stik sagde jeg: Det er for min far, for min mor, for alle disse mennesker, alle de jøder, I dræbte.”
Forventer nogen, at palæstinensere vil handle anderledes? Hvordan skal de reagere, når Europa og USA, der fremstår som civilisationens fortrop, støtter et folkedrab, der slagter deres forældre, deres børn, deres lokalsamfund, besætter deres jord og sprænger deres byer og hjem til ruiner? Hvordan kan de ikke hade dem, der gør dette imod dem?
Hvilket budskab har dette folkedrab formidlet?
Ikke kun til palæstinenserne, men til alle i det globale syd?
Det er utvetydigt. I betyder ikke noget. Humanitær ret gælder ikke for jer. Vi er ligeglade med jeres lidelse, mordet på jeres børn. I er skadedyr. I er værdiløse. I fortjener at blive dræbt, sultet og fordrevet fra jeres ejendom. I bør udslettes fra jordens overflade.
“For at bevare den civiliserede verdens værdier er det nødvendigt at sætte ild til et bibliotek,” skriver El Akkad:
“At sprænge en moské i luften. At brænde oliventræer. At klæde fanger ud i lingeri fra kvinder, der er flygtet, og derefter tage billeder. At jævne universiteter med jorden. At plyndre smykker, kunst, mad og banker. At arrestere børn for at plukke grøntsager. At skyde børn for at kaste sten. At vise de tilfangetagne frem i deres undertøj. At knække en mands tænder og proppe en toiletbørste i munden på ham. At slippe kamphunde løs på en mand med Downs syndrom og derefter lade ham dø. I modsat fald kunne den uciviliserede verden jo vinde.“
Der er mennesker, jeg har kendt i årevis, som jeg aldrig vil tale med igen. De ved, hvad der sker. Hvem ved det ikke? De vil ikke risikere at fremmedgøre deres kolleger, blive kaldt for antisemit, bringe deres status i fare, blive irettesat eller miste deres job. De risikerer ikke døden, sådan som palæstinenserne gør. De risikerer at plette de ynkelige monumenter af status og rigdom, som de har brugt deres liv på at bygge. Idoler. De bøjer sig ned for disse idoler. De tilbeder disse idoler. De er slavebundet af dem.
Ved fødderne af disse idoler ligger titusindvis af myrdede palæstinensere…….
Chris Hedges – Scheerpost.com
NOTE TO SCHEERPOST READERS FROM CHRIS HEDGES: There is now no way left for me to continue to write a weekly column for ScheerPost and produce my weekly television show without your help. The walls are closing in, with startling rapidity, on independent journalism, with the elites, including the Democratic Party elites, clamoring for more and more censorship. Bob Scheer, who runs ScheerPost on a shoestring budget, and I will not waver in our commitment to independent and honest journalism, and we will never put ScheerPost behind a paywall, charge a subscription for it, sell your data or accept advertising. Please, if you can, sign up at chrishedges.substack.com so I can continue to post my now weekly Monday column on ScheerPost and produce my weekly television show, The Chris Hedges Report.
KIS-redaktionen
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: Mr. Fish
KIS-redaktionen