KIS-redaktionen: European Democracy Shield er et EU-overvågningscenter, der skal identificere og fjerne “falsk indhold” og “desinformation” fra internettet og på denne måde “forsvare demokratierne” i Europa.
Men gør overvågningscentret i praksis det modsatte ved at udelukke information og centralisere kontrollen over informationsstrømmen, for på denne måde at påtvinge den enkelte borger en “sandhed” defineret af Bruxelles?
Europas transformation til en tekno-autoritær kæmpe, overvåger nu ikke kun sine udenlandske fjender, men også sine egne borgere.
Eksempelvis skal et særligt overstatsligt efterretningsorgan, under ledese af Kommissionen, nu til at samle efterretninger om EU-borgere i alle medlemslande.
Og EU støtter adskillige NGO’ere til at indsamle data fra de enkelte lande, eksempelvis den danske organisation stopfake.org.
Føres den virkelige krig mod demokratiet således ikke af Moskva eller Beijing, men indefra i EU, af de samme institutioner der hævder at forsvare det?
Dette er blot nogle af tankerne i nedenstående artikel af journalist Thomas Fazi.
Af Thomas Fazi – 17. november – 2025
EU elsker at tale om frihed. Se bare en af dets nylige pressemeddelelser, der lancerer noget kaldet European Democracy Shield, som lover at beskytte alt fra “frie mennesker” til “frie valg” til – og det er jo Bruxelles – “et levende civilsamfund”. Alt sammen beundringsværdigt, måske i hvert fald på papiret. I virkeligheden er Demokratiskjoldet dog blot den seneste vision inden for ufrihed: at undertrykke uenighed og kontrollere ytringer under påskud af at forsvare demokratiet mod udenlandsk indblanding og falske nyheder.
Som en del af Demokratiskjoldet foreslår Kommissionen oprettelsen af et overvågningscenter, der skal identificere og fjerne “falsk indhold” og “desinformation” fra internettet. Som Henna Virkkunen, ledende næstformand for sikkerhed og demokrati, udtalte, vil skjoldet gøre det muligt for Europa at “reagere hurtigere og mere effektivt på informationsmanipulation og hybride trusler”. EU’s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, Kaja Kallas, lagde ikke skjul på initiativets anti-russiske karakter:
“Vi ser kampagner, herunder fra Rusland, der specifikt er designet til at polarisere vores borgere, underminere tilliden til vores institutioner og forurene politik i vores lande.”
Udtrykket “uafhængig” optræder gentagne gange i pressemeddelelsen. Et nyt “uafhængigt europæisk netværk af faktatjekkere” vil blive oprettet på alle officielle EU-sprog, mens Det Europæiske Observatorium for Digitale Medier (EDMO), EU’s flagskibsnetværk for “faktatjek”, finansieret med næsten 30 millioner euro, vil få nye “uafhængige” analytiske beføjelser til at overvåge valg og krisesituationer. Men husk, at uafhængighed i Bruxelles betyder økonomisk afhængighed af Kommissionen. For at garantere denne “uafhængighed” lover Kommissionen faktisk generøs finansiering til “uafhængige” NGO’er og medieorganisationer.
Demokratiskjoldet bygger på den nylige lov om digitale tjenester (DSA), den mest vidtrækkende internetregulering, der nogensinde er implementeret i Europa. I teorien har disse initiativer til formål at beskytte demokratiet; i praksis gør de det modsatte. Deres mål er ikke at “bekæmpe misinformation”, som hævdet, men snarere at kontrollere fortællingen på et tidspunkt, hvor Europas politiske eliter står over for hidtil usete niveauer af offentlig mistillid, ved at centralisere kontrollen over informationsstrømmen og påtvinge en enkelt “sandhed” defineret af Bruxelles. Kort sagt er Europa-Kommissionen ved at opbygge en kontinentomfattende censurmaskine.
Som en EU-diplomat for nylig udtrykte det, på ægte orwellsk vis: “Ytringsfrihed gælder for alle. Samtidig skal borgerne dog være fri for indblanding.” Men hvem bestemmer, hvad der udgør “indblanding”? Hvem bestemmer, hvad der er “sandt”, og hvad der er “falsk”? De samme institutioner og virksomhedsmedier, der gentagne gange selv har engageret sig i skræmmekampagner og desinformation. For blot et par uger siden hævdede Ursula von der Leyen, at GPS-systemet på hendes fly var blevet blokeret af Rusland – en påstand, der hurtigt blev afkræftet af analytikere. I mellemtiden blev BBC, der ofte fremhæves som et forbillede på journalistisk integritet, for nylig taget i at redigere optagelser af en Donald Trump-tale for at få den til at virke mere ekstrem.
EU hævder at beskytte borgerne mod “løgne”, men på hvilket demokratisk eller moralsk grundlag tiltager Kommissionen sig myndigheden til at afgøre, hvad der er sandt, især når det er klart, at EU’s politiske medie-establishment selv regelmæssigt engagerer sig i desinformation og propaganda? Når såkaldte uafhængige faktatjekkere håndplukkes og finansieres af Kommissionen selv, er resultatet desuden en lukket feedback-loop: EU finansierer institutioner, der derefter “verificerer” og forstærker EU’s egne fortællinger. Demokratiskjoldet institutionaliserer, ligesom sine forgængere, således magten til at definere selve virkeligheden.
I en række rapporter har jeg vist, at Den Europæiske Union allerede driver et omfattende propaganda- og censurapparat, der spænder over alle niveauer i civilsamfundet – NGO’er, tænketanke, medierne og endda den akademiske verden. Hjørnestenen i dette system er et netværk af EU-finansierede programmer – især CERV (Borgere, Ligestilling, Rettigheder og Værdier), Kreativt Europa og Jean Monnet-initiativet – der tilsammen kanaliserer milliarder af euro ind i organisationer, der i teorien er “uafhængige”, men i virkeligheden er dybt forankret i Bruxelles-maskineriet.
Alene gennem CERV-programmet – som kan prale af et budget på næsten 2 milliarder euro for 2021-2027 – har mere end 3.000 NGO’er modtaget finansiering til at gennemføre over 1.000 projekter. Officielt fremmer disse fonde “europæiske værdier”. I praksis finansierer de progressiv og pro-EU-aktivisme: kønsideologi, multikulturalisme, anti-nationalisme og “modvirkning af euroskepticisme”. Mange projekter er eksplicit designet til at “øge tilliden til EU” eller “modvirke anti-EU-fortællinger”. I mellemtiden modtager NGO’er i Central- og Østeuropa generøst finansiering til at “bekæmpe autokratiske fortællinger” og “udfordre euroskepticisme”, ofte direkte rettet mod regeringer i Polen (under den forrige regering) eller Ungarn – eksterne påvirkningsstrategier ikke ulig dem, der historisk set er forbundet med agenturer som USAID.
Resultatet er et pseudo-civilsamfund – et netværk af nominelt “græsrods”-aktører, der fungerer som stedfortrædere for Kommissionen, forstærker dens dagsorden og skaber illusionen af folkelig støtte til dens politikker.
Det samme mønster gælder for medierne. Min forskning har vist, at EU kanaliserer mindst 80 millioner euro årligt direkte til aviser, tv-stationer, nyhedsbureauer og “journalistiske partnerskaber” – hvilket beløber sig til næsten 1 milliard euro i løbet af det seneste årti. Programmer som IMREG (Information Measures for Cohesion Policy) har betalt medier for at offentliggøre artikler, der roser EU’s samhørighedsfonde, i nogle tilfælde uden engang at afsløre, at indholdet var EU-finansieret. Kommissionen kalder det “at øge bevidstheden”. I enhver anden sammenhæng ville det blive kaldt skjult reklame eller propaganda.
EU’s propagandamaskine strækker sig også ind i den akademiske verden. Gennem Jean Monnet-programmet tildeler Kommissionen omkring 25 millioner euro om året til universiteter og forskningsinstitutter verden over og finansierer over 1.500 Jean Monnet-professorater i 700 institutioner. Målet er ikke at støtte uafhængig forskning, men at integrere pro-EU-ideologi i den videregående uddannelse. Officielle dokumenter angiver eksplicit, at modtagerne forventes at fungere som “ambassadører for Den Europæiske Union” og “opsøgende agenter”, der engagerer sig med medier og NGO’er. Akademiet er reelt blevet omdannet til et ideologisk instrument.
Med Demokratiskjoldet har Kommissionen nu til hensigt at udvide dette maskineri betydeligt. Den foreslår ikke blot at etablere, hvad der de facto svarer til et Sandhedsministerium, men også at tilføre endnu flere penge til NGO’er, “uafhængige” medier og faktatjeknetværk, der har til opgave at fremme “europæiske værdier”. Von der Leyen køber i realiteten konsensus – og bruger borgernes egne penge til at gøre det – og dermed nedbryder grænserne mellem den europæiske superstat, medierne, civilsamfundet og den akademiske verden.
“At give Kommissionen sit eget efterretningsapparat vil markere endnu en milepæl i Europas transformation til en tekno-autoritær kæmpestor organisation.”
Og hvis EU’s mål her blot var, at manipulere fortællinger, ville det være alarmerende nok. Men mønsteret peger nu mod direkte indblanding i valgprocesser. Vi har allerede set dette udspille sig i lande som Rumænien og Moldova, hvor lokale eliter – med åben eller stiltiende støtte fra Bruxelles – påberåbte sig spøgelset om “russisk indblanding” (uden at fremlægge særligt mange beviser) for at retfærdiggøre åbenlys manipulation af indenrigsvalg. I Rumænien aflyste myndighederne et valg og udelukkede den førende populistiske kandidat fra at stille op. I Moldova brugte pro-EU-myndigheder “sikkerhedshensyn” til at forhindre Rusland-venlige udlændinge i at stemme. Beskyttelse af demokratiet bliver således påskuddet for at suspendere det, selvom Demokratiskjoldet eksplicit forudser en styrkelse af Det Europæiske Samarbejdsnetværk for Valg, og, ildevarslende nok, fremme af “systematiske udvekslinger om valgprocessernes integritet”.
Kommissionens kontrolappetit er ikke begrænset til information og valg. Ursula von der Leyen tog for nylig også initiativ til oprettelsen af en ny efterretningsenhed under Europa-Kommissionens direkte myndighed. Målet er ifølge Financial Times at samle efterretningsdata fra medlemslandene og “forbedre EU’s evne til at opdage og reagere på trusler”. Planen forudser den endelige oprettelse af en europæisk efterretningssamarbejdstjeneste, reelt et overnationalt agentur, der skal operere side om side med nationale efterretningstjenester. Officielt vil det styrke “strategisk autonomi”. I praksis vil det sandsynligvis fungere som et datterselskab af NATO og i forlængelse heraf af CIA, især da det samme forslag eksplicit opfordrer til “styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO”.
Det peger på en bredere bekymrende tendens til magtcentralisering i hænderne på Kommissionen – og på von der Leyen personligt. Forståeligt nok finder mange iagttagere udsigten til at give “kejserinde Ursula” en hær af overnationale spioner – der opererer uden for de nationale parlamenters tilsyn – det dybt foruroligende. At give en ikke-valgt, uigennemsigtig institution som Kommissionen sit eget efterretningsapparat vil markere endnu en milepæl i Europas transformation til en tekno-autoritær kæmpe – en institution, der ikke overvåger udenlandske fjender, men sine egne borgere.
Set i denne sammenhæng fremstår Demokratiskjoldet som intet andet end et værktøj til yderligere at institutionalisere et regime med kontrolleret tale og narrativ kontrol. Dets mål er at kontrollere online tale i henhold til vage, politisk ladede definitioner af “desinformation”; at tvinge platforme, journalister, akademikere og borgere til at tilpasse sig et snævert Kommissions-godkendt verdensbillede; og at bringe uenighed til tavshed i “bekæmpelsen af udenlandsk indblanding”. Alligevel bliver det stadig tydeligere, at den virkelige krig mod demokratiet ikke føres af Moskva eller Beijing; den føres indefra, af de samme institutioner, der hævder at forsvare det.
Thomas Fazi
Artiklen er oprindelig udgivet den 15. november 2025, på Thomas Faziś Substack
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: EU – Ursula von der Leyens hjemmeside
KIS-redaktionen