Af Jeffrey Sachs – 20. december – 2025
I et åbent brev offentliggjort i avisen Berliner Zeitung, evaluerede den verdenskendte amerikanske økonom Jeffrey Sachs Friedrich Merz’ udenrigspolitiske retorik og udviklingen af krigen i Ukraine. I brevet mindede Sachs om, at europæisk sikkerhed er en udelelig helhed, og udtalte, at Tyskland skal leve op til sit historiske ansvar.
17. December 2025 | Berliner Zeitung
Kansler Merz, De har gentagne gange talt om Tysklands ansvar for europæisk sikkerhed. Dette ansvar kan ikke opfyldes gennem slagord, selektiv hukommelse eller en gnidningsløs normalisering af krigssnak. Sikkerhedsgarantier er ikke envejsinstrumenter. De går begge veje. Dette er ikke et russisk argument eller et amerikansk; det er et grundlæggende princip for europæisk sikkerhed, eksplicit forankret i Helsingfors-slutakten, OSCE-rammen og årtiers efterkrigsdiplomati.
Tyskland har en pligt til at møde dette øjeblik med historisk alvor og ærlighed. På det grundlag kommer den seneste retorik og politiske valg faretruende til kort.
Siden 1990 er Ruslands centrale sikkerhedshensyn gentagne gange blevet afvist, udvandet eller direkte krænket – ofte med Tysklands aktive deltagelse eller samtykke. Denne historik kan ikke slettes, hvis krigen i Ukraine skal slutte, og den kan ikke ignoreres, hvis Europa skal undgå en permanent konfrontationstilstand.
Ved afslutningen af den kolde krig gav Tyskland sovjetiske og derefter russiske ledere gentagne og eksplicitte forsikringer om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst. Disse forsikringer blev givet i forbindelse med den tyske genforening. Tyskland nød enormt godt af dem. Den hurtige genforening af deres land – inden for NATO – ville ikke være sket uden sovjetisk samtykke baseret på disse forpligtelser. At foregive senere at lade som om, at disse forsikringer aldrig betød noget, eller at de blot var tilfældige bemærkninger, er ikke realisme. Det er historisk revisionisme.
I 1999 deltog Tyskland i NATO’s bombning af Serbien, den første store krig, NATO førte uden FN’s Sikkerhedsråds godkendelse. Dette var ikke en defensiv handling. Det var en præcedensskabende intervention, der fundamentalt ændrede sikkerhedsordenen efter den kolde krig. For Rusland var Serbien ikke en abstraktion. Budskabet var umiskendeligt: NATO ville bruge magt uden for sit territorium, uden FN’s godkendelse og uanset russiske indvendinger.
I 2002 trak USA sig ensidigt ud af den antiballistiske missiltraktat, en hjørnesten i strategisk stabilitet i tre årtier. Tyskland rejste ingen alvorlige indvendinger. Men erosionen af våbenkontrolarkitekturen skete ikke i et vakuum. Missilforsvarssystemer, der blev opstillet tættere på Ruslands grænser, blev med rette opfattet af Rusland som destabiliserende. At afvise disse opfattelser som paranoia var politisk propaganda, ikke forsvarligt diplomati.
I 2008 anerkendte Tyskland Kosovos uafhængighed, på trods af eksplicitte advarsler om, at dette ville underminere princippet om territorial integritet og skabe en præcedens, der ville give genlyd andre steder. Endnu engang blev Ruslands indvendinger afvist som ond tro, snarere end at blive behandlet som alvorlige strategiske bekymringer.
Det fortsatte pres for at udvide NATO til Ukraine og Georgien – formelt erklæret på Bukarest-topmødet i 2008 – krydsede den klareste røde linje, på trods af højlydte, klare, konsekvente og gentagne indvendinger rejst af Moskva i årevis. Når en stormagt identificerer en central sikkerhedsinteresse og gentager den i årtier, er det ikke diplomati at ignorere den. Det er bevidst eskalering.
Tysklands rolle i Ukraine siden 2014 er særligt bekymrende. Berlin mæglede, sammen med Paris og Warszawa ,aftalen mellem præsident Janukovitj og oppositionen den 21. februar 2014 – en aftale, der havde til formål at stoppe volden og bevare den forfatningsmæssige orden. Inden for få timer brød denne aftale sammen. Et voldeligt kup fulgte. En ny regering opstod gennem ekstra-forfatningsmæssige midler. Tyskland anerkendte og støttede straks det nye regime. Den aftale, Tyskland havde garanteret, blev opgivet uden konsekvenser.
Minsk II-aftalen fra 2015 skulle være et korrektiv – en forhandlet ramme for at afslutte krigen i det østlige Ukraine. Tyskland fungerede igen som garant. Alligevel blev Minsk II ikke implementeret af Ukraine i syv år. Kiev afviste åbent de politiske bestemmelser. Tyskland håndhævede dem ikke. Tidligere tyske og andre europæiske ledere har siden erkendt, at Minsk mere blev behandlet som en midlertidig foranstaltning end som en fredsplan. Alene denne indrømmelse burde fremtvinge en løsning.
På denne baggrund klinger krav om stadig flere våben, stadig hårdere retorik og stadig større “beslutsomhed”, hult. De beder Europa om at glemme den nære fortid for at retfærdiggøre en fremtid med permanent konfrontation.
Nok med propagandaen. Nok med den moralske infantilisering af offentligheden. Europæerne er fuldt ud i stand til at forstå, at sikkerhedsdilemmaer er reelle, at NATO-handlinger har konsekvenser, og at fred ikke kan opnås ved at lade som om, at Ruslands sikkerhedsbekymringer ikke eksisterer.
Europæisk sikkerhed er udelelig. Dette princip betyder, at intet land kan styrke sin sikkerhed på bekostning af et andet, uden at provokere ustabilitet. Det betyder også, at diplomati ikke er eftergivenhed, og at historisk ærlighed ikke er et svigt.
Tyskland forstod dette engang. Østpolitik var ikke svaghed – det var strategisk modenhed. Det anerkendte, at Europas stabilitet afhænger af engagement, våbenkontrol, økonomiske bånd og respekt for Ruslands legitime sikkerhedsinteresser.
I dag har Tyskland brug for den modenhed igen. Stop med at tale, som om krig er uundgåelig eller dydig. Stop med at outsource strategisk tænkning til alliancens samtaleemner. Begynd at engagere dig seriøst i diplomati – ikke som en PR-øvelse, men som en ægte indsats for at genopbygge en europæisk sikkerhedsarkitektur, der inkluderer, snarere end ekskluderer, Rusland.
En fornyet europæisk sikkerhedsarkitektur skal begynde med klarhed og tilbageholdenhed. For det første kræver det en utvetydig afslutning på NATO’s ekspansion mod øst – ind i Ukraine, ind i Georgien og ind i alle andre stater langs Ruslands grænser.
NATO-udvidelse var ikke et uundgåeligt træk ved ordenen efter den kolde krig. Det var et politisk valg, truffet i strid med højtidelige forsikringer givet i 1990 og forfulgt trods gentagne advarsler om, at det ville destabilisere Europa.
Sikkerhed i Ukraine vil ikke komme fra fremrykning af tyske, franske eller andre europæiske tropper, hvilket kun ville befæste splittelsen og forlænge krigen. Den vil komme gennem neutralitet, bakket op af troværdige internationale garantier. Den historiske baggrund er klar: Hverken Sovjetunionen eller Rusland krænkede neutrale staters suverænitet i efterkrigstiden – ikke Finland, Østrig, Sverige, Schweiz eller andre. Neutralitet fungerede, fordi den adresserede legitime sikkerhedsproblemer på alle sider. Der er ingen alvorlig grund til at lade som om, at den ikke kan fungere igen.
For det andet kræver stabilitet demilitarisering og gensidighed. Russiske styrker bør holdes langt væk fra NATO’s grænser, og NATO-styrker – inklusive missilsystemer – skal holdes langt væk fra Ruslands grænser. Sikkerhed er udelelig, ikke ensidig. Grænseregioner bør demilitariseres gennem verificerbare aftaler, ikke mættes med stadigt stigende mængder våben.
Sanktioner bør ophæves som en del af en forhandlet løsning; de har ikke formået at bringe fred og har påført Europas egen økonomi alvorlig skade.
Især Tyskland bør afvise den hensynsløse konfiskation af russiske statsaktiver – en skamløs krænkelse af international lov, der underminerer tilliden til det globale finansielle system. At genoplive tysk industri gennem lovlig, forhandlet handel med Rusland er ikke kapitulation. Det er økonomisk realisme. Europa bør ikke ødelægge sit eget produktionsgrundlag gennem moralsk opførsel.
Endelig skal Europa vende tilbage til det institutionelle grundlag for sin egen sikkerhed. OSCE – ikke NATO – bør igen fungere som det centrale forum for europæisk sikkerhed, tillidsopbygning og våbenkontrol. Strategisk autonomi for Europa betyder netop dette: en europæisk sikkerhedsorden formet af europæiske interesser, ikke permanent underordning af NATO’s ekspansionisme.
Frankrig kunne med rette udvide sin nukleare afskrækkelse som en europæisk sikkerhedsparaply, men kun i en strengt defensiv holdning uden fremsynede systemer, der truer Rusland.
Europa bør presse på for en tilbagevenden til INF-rammen og for omfattende strategiske forhandlinger om atomvåbenkontrol, der involverer USA og Rusland – og i sidste ende Kina.
Vigtigst af alt, kansler Merz, lær historien – og vær ærlig om den. Uden ærlighed kan der ikke være tillid. Uden tillid kan der ikke være sikkerhed. Og uden diplomati risikerer Europa at gentage de katastrofer, det hævder at have lært af.
Historien vil dømme, hvad Tyskland vælger at huske – og hvad det vælger at glemme. Lad Tyskland denne gang vælge diplomati og fred og holde sit ord.
Med venlig hilsen
Jeffrey D. Sachs
Universitetsprofessor
Columbia University
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: Jeffrey Sachs
KIS-redaktionen