Af Bernhard Mikael Hansen – 27. januar – 2026
I diskussionen om Ruslands ageren i vor tid, er det påfaldende hvor fattig – eller selektiv – man kan være, når det gælder fakta.
For en underviser i historie må det være hårrejsende at følge med i.
Imidlertid vil nok de færreste lægge sig ud med den afhængige nyheds-elite’s massive og ensrettede fortællinger om, hvad der driver Putin’s Rusland.
Men det er der heldigvis nogen der gør.
At begrænse forklaringen på motiverne bag verdens største lands handlinger til, at Putin ønsker en genskabelse af det tidligere Sovjetunionen og at landet udgør en voldsom trussel mod Europa, er ligeså unuanceret som at påstå, at ungdommen er fordærvet.
Manglen på dybere indsigt og alsidigt perspektiv er her total.
Jeffrey Sachs
Den amerikanske professor Jeffrey Sachs har gennem flere forelæsninger og interviews, forsøgt at anskueliggøre baggrunden for Ruslands ageren, så selv lægfolk kan forstå og følge med.
Kort fortalt blev Rusland og Gorbatjev i 1990, af daværende USA-udenrigsminister Baker, lovet, at NATO efter murens fald i 1989, ikke ville ekspandere yderligere mod øst og Ruslands grænser.
(Dokumentet fra Baker transskriptionen kan ses længere nede)
Dette er hverken teori eller tankespind – men fakta. Selvom nogen vil påstå noget andet.
Clinton var imidlertid medskaber af NATO’s udvidelsesstrategi mod øst allerede i 1993/94, som en af hans første embedshandlinger.
Fra et nutidigt russisk perspektiv kan man altså ikke stole på Vesten.
Dette virker til at være en fundamental grundpille i russernes forståelse.
Anders Fogh, Danmarks tidligere statsminister – og de facto krigsforbryder – har indrømmet, at det allerede i 2008 blev besluttet, at Ukraine skulle være fuldgyldigt medlem af forsvarsalliancen NATO, hvilket der, ganske sikkert som “amen i kirken”, er blevet arbejdet målrettet hen imod lige siden.
Men det hører man ikke så meget om i den mainstream nyhedsstrøm, der mere og mere ligner struktureret EU-og NATO-propaganda.
Kilde: https://nsarchive.gwu.edu/document/16116-document-05-memorandum-conversation-between
DR’s karaktermord på Jesper Larsen
Her i Danmark bryster vi os af at leve i et retssamfund og et frit land.
At vores folkestyre er et levende demokrati, kendetegnet af en næringsgivende grobund med ytringsfrihed og åbne samtaler, til fostring af tolerance overfor meningers mangfoldighed og forskellighed.
At vi kan kigge på det samme og se noget forskelligt, som biddragende til en større forståelse af vores verden.
Men er det egentlig sådan eller er det noget vi bare tror?
Findes der noget der hverken kan gradbøjes eller anskues på anden vis?
Og hvad sker der når man opponerer mod et rodfæstet politisk narrativ?
Hvis man eksempelvis mener, at Rusland ikke længere er den fjende som Vesten malede op under Den Kolde Krig, og man tilmed kan bidrage med andre analyser af krigshandlingerne i Ukraine, end dem mainstream har spredt?
Et af svarene på disse spørgsmål kan findes i den statsejede institution Danmarks Radio.
Her har mastodonten DR nemlig begået et råt karaktermord på borgerjournalist Jesper Larsen, i bedste sendetid med dokumentaren “Skyggekrigen”.
Jesper Larsen har igennem mange år undersøgt magtens veje, både i Danmark og udlandet, og har flere dokumentarfilm, interviews og rapporter bag sig, bl.a. på dk.dox.tv og på hjemmesiden ipressen.com.
DR-dokumentarserien “Skyggekrigen” fremstiller på en subtil måde, tesen om, at der opererer “en farlig indre fjende” i vores land.
En “fjende” der spreder misinformation og skal bekæmpes med de efterretninger som DR selv har indhentet, med hjælp fra bl.a. EU’s censur-og misinformations-enheder som EastStratCom.
EU har nemlig lagt en informationsstrategi som går ud på at modarbejde kritiske holdninger og viden internt i Europa, der udstiller EU`s totalitære magt og handlinger.
Noget der i vor tid er karakteriseret af tiltag henimod et totalitært, suverænt, føderalt og militaristisk EU-styre, hvor nationers og medlemslandes identiteter og rettigheder, gradvist bliver opløst.
Og hvis man som borger ikke er enig i at gå den vej, så er sandsynligheden for at blive udstillet som putinist, antidemokrat eller russisk infiltrator, meget stor.
Som i tilfældet med Jesper Larsen og DR’s “Skyggekrigen”.
Fjenden
DR fremstiller i “Skyggekrigen” en “fjende” med særlige kendetegn: den er kritisk og modsætter sig de narrativer, som MSM ihærdigt forsøger at markedsføre som en absolut sandhed, godt hjulpet på vej af smøremidlet frygt, tappet fra de store nyhedsfabrikkers haner.
“Fjenden” opererer i et større netværk som, i følge DR’s fremstilling, har det til fælles, at de fysisk har mødt hinanden, deltaget i samme arrangementer og udtrykt “divergerende” holdninger, og DR postulerer, at disse kriterier alene gør, at personerne er en del af et systematisk undergravende netværk, der har til formål at sprede russisk propaganda.
Med andre ord er “fjenden” guilty by association.
Blot ved at kende eller at have mødt et andet menneske, kæder DR disse personer sammen i et konstrueret netværk, baseret på DR`s tro og formodninger. Som en efterretningstjeneste ville gøre det, dog skjult i kulisserne.
DR indtager på denne måde, og helt åbenlyst, rollen som regeringens og EU’s forlængede arm, en slags public-service-efterretningstjeneste, der har til formål at indfange potentielle “undergravende elementer med kritiske røster i EU” og fremstille dem overfor befolkningen, som en trussel mod demokratiet og selve befolkningen, men også mod nationens fortsatte beståen overfor “truslen fra øst”.
Og det egentlige “fjenden” gør, er blot at undersøge verden på egen hånd og tilegne sig viden gennem alternative og uafhængige medier, og på dette grundlag, fremstille kritiske analyser.
Alt sammen noget der kendetegner et levende demokrati. Eller?
Tilsyneladende ikke i Danmark og EU.
Det er nemlig i EU blevet forbudt at have markant anderledes holdninger og sprede viden og fakta til andre, hvis de er i strid med den officielle virkelighedsopfattelse.
Viden som andre afhængige medier forkaster, efter at den er blevet opfanget af nyhedsredaktionernes meningsfiltre.
(Det viser EU-sanktionerne mod den kontroversielle schweizer Jacques Baud, en sag der beskrives senere i denne artikel)
“Skyggekrigen” er en meget bekostelig dokumentar i tre afsnit, som DR fastholder, “er en kortlægning af et koordineret netværk af personer i Danmark og Skandinavien, der bevidst og ubevidst spreder russisk propaganda og disinformation”.
Der foreligger altså, i følge DR, ikke den mulighed, at disse personers stemmer udgør en visionær, sund og kritisk del af befolkningen i Danmark.
Næh..nej. Det er nemlig russisk propaganda. Det siger DR’s journalister selv. Og de får tilmed penge for at sige det.
Og det virker i den grad opinionskabende. Ikke mindst fordi majoriteten af befolkningen Danmark, sjældent undersøger de informationer de modtager fra mainstream.
Det virker som om denne DR-produktion er en særdeles aktiv del af den strukturelle anti-disinformations strategi, som EU har effektueret, hvor store TV-stationer spiller en afgørende rolle som EU-propaganda- og censurkanaler.
Men hvad skete der med fænomenerne “politisk uenighed”? Eller de mangfoldige politiske eller militære analyser?
Måske har “fjenden” egentlig det til fælles, at de, af gode gyldige og meningsfulde grunde, ikke længere stoler 100 % på de udmeldinger der kommer fra NATO, FN eller andre styringsorganer, herunder EU og den danske regering.
Måske opfylder de egentlig bare målsætningen fra læringsplanerne i folkeskolen: at uddanne kritiske samfundsborgere med fokus på fredelige løsninger.
Er EU på vej til en tilstand hvor ytringsfrihed og retten til at tænke kritisk bliver kriminaliseret?
Det er der mange indikationer på.
Men hvad er så det egentlige formål med EU?
At styre befolkningen og undertrykke demokratiske rettigheder?
Man kan dog fortsat bruge sin stemme, selv som man får titlen: antimyndighedsaktivist.
Og det gør Jesper Larsen.
“Skyggekrigen”
I dokumentaren “Skyggekrigen” fremstilles borgerjournalist Jesper Larsen som værende en aktiv del af et internationalt og russiskstyret netværk, som har til formål at sprede propaganda og misinformation.
DR’s unge “guldfugl” og Cavlingvinder, Frederik Hugo Ledegaard Thim, står i spidsen for denne “graver-produktion”, der udstiller flere danskere ved navn, bl.a. Jesper Larsen.
DR lægger med denne produktion navn til en dokumentar, som i sin grundform indhenter efterretninger som en slags “tjeneste”, og strikker disse sammen til et konstrueret “netværksmønster”, og på meget dramatisk vis, fremstiller det som den skinbarlige sandhed.
Journalisterne fra DR hævder, at deres kilder er særdeles troværdige, men undlader at lade dem trykprøve – noget man ville gøre i en sand og uvildig efterforskning.
At antage at NATO, FN, EU, WEF og EastStratCom besidder en gylden sandheds-standard, er ikke forenligt med tidligere eksempler på uredelig svig og løgn fra selv samme organisationer.
Så er det vel absolut nødvendigt at være kritisk?
Men her virker det som om “fjenden” blot skal udstilles.
Jesper Larsen anlagde derfor, i 2025, en privat straffesag mod DR-journalist Frederik Hugo for ærekrænkelse.
Sagen blev den 3. december 2025 foreløbig afgjort i Byretten i København, til fordel for DR-journalisten.
Jesper Larsen har dog, så vidt KIS-redaktionen er bekendt, i sinde at bringe sagen for Landsretten.
Det vil unægteligt give ham en fornyet og bedre chance for at gå ned i detaljerne, i sagen mod DR.
Men det koster både kræfter – og mange penge – og dem skal han have hjælp til at finde.
EU’s russofobi
Som fritænker skal man være klar til den eventuelle modstand som ens standpunkter måtte skabe.
Det er logikken i enhver diskussion.
Men hvis tankerne er kritiske og repræsenterer andre holdninger eller betragtninger, end de narrativer der er ”accepterede”, er det nu, i hele EU, kommet så vidt, at man rent fysisk kan blive sanktioneret for sine holdninger gennem fratagelse af frihedsrettigheder.
Dette er ikke teori men pure fakta.
Det viser sagen mod den kontroversielle schweizer Jacques Baud, der af EU’s Udenrigsråd den 15. december 2025, blev sat på en sanktionsliste og nægtet adgang til sine økonomiske midler i banken, samt forhindret indrejse i andre Schengen-lande, blot fordi han er anderledes tænkende og udtrykker det i offentligheden.
Sanktioneringen af Baud kom efter en rekommandation fra EEAS, EU’s udenrigstjeneste med tilknytning til alle medlemslande, ledet af den tidligere premierminister i Estland, Kaja Kallas.
Sagen markerer et voldsomt skred i EU’s censur af borgere med anderledes tankesæt, og sagen er et eksempel på en egentlig middelalderlig inkvisitorisk disciplinering af borgere, internt i EU, hvis nogen skulle få den skøre ide at udtrykke verbal og skriftlig uenighed med officielle udmeldinger – i henhold til den førte føderale EU-politik.
Jacques Baud er i øvrigt tidligere oberst og strategisk analytiker med speciale i efterretningstjeneste og terrorbekæmpelse.
Herunder er den officielle EU sanktionsliste med navne på EU-borgere som udkom den 15. december 2025:
East StratCom er en forgrenet taskforce under EEAS og blev, på initiativ fra daværende udenrigsminister, Martin Lidegaard, nedsat i 2015 som en task-force der skulle bekæmpe russisk misinformation og propaganda.
Lederen af East StratCom i Danmark, Søren Liborius, bruges i “Skyggekrigen” som “pålidelig” kilde til DR-efterretningerne.
DR’s usmagelige massesuggestion
Udskamning er et suppressivt våben der overlever udelukkende på grund af den skyld, som det gennem psykologisk projektion, forsøger at så.
Skyggekrigen er således et eksempel på, hvordan det vil gå en borger der bevæger sig ud over rammen for den accepterede ”etablerede sandhed”, med udskamning i en offentlig statsfinansieret gabestok, til følge.
Den etablerede sandhed skal i denne sammenhæng forstås som den “vedtagne sande objektive virkelighed” der formidles af ”sandhedsinstitutioner” eller nyhedsbureauer som eksempelvis EUvsDisinfo, East StratCom, European Democracy Shield, Reuters, DR, Ritzau, EU. NATO og FN.
Dokumentaren adskiller sig lidt fra sagen med Jacques Baud, idet “Skyggekrigen” foregår i fuld offentlighed, gennem landsdækkende TV i bedste sendetid, som en slags suggestiv tilvænning af befolkningen, til at acceptere myndigheders udøvelse af strafsanktioner overfor anderledes tænkende, deres analyser og meninger.
De to eksempler repræsenterer altså hver deres lag i EU’s censurstrategi.
DR benytter sig i dokumentaren således af totalitære virkemidler som masseformation, et begreb beskrevet af den belgiske professor i klinisk psykologi, Mattias Desmet, i hans bog “The Psychology of Totalitarism”.
Masseformation mobiliserer kort sagt en “homogen befolkning, med en stemme og en mening” og kræver blot en række gentagelser i det offentlige rum, for at blive aktiveret som et “program” i menneskets underbevidsthed.
Kun en skærpet opmærksomhed på menneskesindet kan afsløre denne form for manipulation.
Med dokumentaren “Skyggekrigen”, gør DR sig dermed til en manipulerende fjerde statsmagt, som, på vegne af EU’s propagandaenheder EEAS og East StratCom, forvandler det statsfinansierede DR til en offentlig tilgængelig efterretningstjeneste og påvirkningsagent, overfor befolkningen.
Samarbejdet mellem EU, den danske regering og DR, er således blotlagt som et politisk anlagt angreb på, og undertrykkelse af, befolkningens frihed og ret til suveræn selvbestemmelse.
Man kan derfor antage, at alt hvad der er EU kritisk, i fremtiden, vil blive betragtet som russisk propaganda eller misinformation, på samme måde, som at al kritik af eksempelvis Israel, af nogle få, betragtes som anti-semitisme.
Den der kontrollerer definitionerne har nemlig magten.
For den egentlige magt ligger i sproget.
Og EU laver nu nye definitioner, i en arkitekttegnet censurstrategi med flere lag.
Tilbage står en ærekrænket Jesper Larsen oppe imod en DR-mastodont med store økonomiske midler.
Det første slag er tabt – men ikke kampen.
KIS-redaktionen følger sagen.
KIS-redaktionen
Foto: Bernhard Mikael Hansen
KIS-redaktionen