Af TFF • Transnational Foundation & Jan Oberg – 27. december – 2025
Vesten, engang stolt af sine værdier, undergraver dem nu og trives på sikkerhedspolitiske desinformative fortællinger i håb om, at du ikke får det at vide…
Hvis Baud kan blive ramt, så er vi alle potentielle mål nu!
Af Jan Oberg – 27. december – 2025 – Original artikel først udgivet på TFF og Jan Oberg
Jacques Bauds sag er ufattelig.
En schweizisk statsborger, en tidligere NATO-, OSCE- og FN-relateret forfatter, der primært støtter sig til vestlige kilder, er blevet sanktioneret af Den Europæiske Union.
Der er ingen beviser for, at han arbejdede med eller for Rusland.
Hans “forbrydelse” er fortolkning: at tilbyde analyser, der afviger fra den officielle NATO/EU-fortælling. Der er heller ingen juridisk proces involveret.
Dette er ikke en tilfældighed – det er et kig ind i, hvordan censur nu fungerer i Europa.
Bauds udelukkelse afslører en skjult arkitektur af narrativ disciplin, noget som borgerne hurtigst muligt skal forstå, hvis demokratiet skal overleve.
En skelsættende sag
Traditionelt har sanktioner været rettet mod materiel støtte til krig: våben, handel, finans.
Bauds sag viser et skift i retning af at straffe selve ytringsfriheden.
Hvis en person med hans kvalifikationer kan sanktioneres, så kan enhver, der udfordrer officielle fortællinger, være den næste.
Derfor er hans sag vigtig: den demonstrerer, at censur ikke længere handler om at bringe fjendtlig propaganda til tavshed, men om at disciplinere uenighed inden for den vestlige kulturelle sfære.
Det er en præcedens, der burde alarmere enhver, der værdsætter demokrati og menneskerettigheder – og du vil ikke høre denne sag omtalt i Vestens politisk korrekte mainstream-medier.
Trelagsmekanismen
Censur udføres i dag ikke af et “Sandhedsministerium”.
Den er organiseret gennem et lagdelt system af hårde værktøjer, institutionel vejledning og blød overtalelse.
Sammen skaber disse lag, hvad der svarer til en skygge-forbudsliste.
Lag 1: Love og Sanktioner
Kernen i dette lag er bindende instrumenter.
EU’s Digital Services Act forpligter platforme og tv-stationer til at fjerne “systemiske risici” såsom desinformation. EU-Rådets sanktionsordning forbyder enkeltpersoner og medier fuldstændigt. Disse foranstaltninger er lovlige, kan håndhæves og sætter grænserne for tilladt tale.
Lag 2: Institutionel vejledning (vinkling og analyse)
Omkring denne kerne findes institutioner, der leverer narrativ vinkling.
NATO’s StratCom Centre of Excellence i Riga producerer rapporter og “bedste praksis” om hybride trusler. EU’s East StratCom Task Force driver EUvsDisinfo, hvor visse fortællinger betegnes som desinformation.
European Democracy Shield og European Center for Digital Resilience koordinerer resiliensstrategier på tværs af medlemslandene. Disse organer censurerer ikke direkte; de stigmatiserer temaer og stemmer, og vejleder redaktører til konformitet.
Lag 3: Bløde værktøjer (overtalelse og incitamenter)
Endelig er der bløde mekanismer.
EU-tilskud og mediestøtteprogrammer finansierer projekter, der fremmer “modstandsdygtighed”. Journalister inviteres til NATO/EU-workshops, hvor de tilegner sig det officielle ordforråd.
Redaktører, der følger retningslinjerne, får privilegeret adgang til embedsmænd og insiderbriefinger. Gruppepres inden for Den Europæiske Radio- og TV-union styrker omdømmenormer.
Ingen er beordret til at udelukke afvigende stemmer – men incitamenterne gør det til det rationelle valg.
Vær opmærksom på, at når du ser nogen analysere eller pege på “russisk desinformation”, er dette ikke en objektiv aktivitet; det er en del af EU-NATO’s mod-desinformation udført af de ovennævnte enheder. Det er en psykopolitisk projektion genereret ud fra deres egne konstruerede billeder og fortællinger.
Har du nogensinde spekuleret på, hvor fuldstændig homogeniseret det er overalt i mainstream: at kalde Ruslands invasion af Ukraine for “uprovokeret” og “fuldskala”, fordi det ikke var nogen af delene?
Sammen danner disse lag et system, hvor afvigende analytikere er udelukket fra mainstream-dækningen. Der offentliggøres ingen liste, men redaktører opfører sig, som om der findes en. Dette er skygge-forbudsliste-effekten.
Vi er mange – og antallet af os stiger dag for dag – som ved præcis, hvordan dette fungerer i dag, og hvordan det har fungeret i omkring to årtier.
Omgåelse af menneskerettigheder
Det, der gør dette system særligt bekymrende, er, at det omgår international menneskerettighedslovgivning. Artikel 19 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder garanterer ytringsfrihed. Restriktioner er kun tilladt, hvis de er nødvendige og forholdsmæssige.
FN’s Menneskerettighedskomité har gentagne gange fastslået, at kritik af regeringer – selv skarp kritik – er beskyttet ytringsfrihed. Generelle forbud og sanktioner mod enkeltpersoner er ikke forholdsmæssige.
Alligevel omgår EU- og NATO-institutionerne disse forpligtelser ved at fremstille uenighed som en “sikkerhedstrussel”. Beskyttelsesklausulen bliver en licens til censur.
Bauds sag illustrerer dette trick: hans skrifter behandles ikke som analyse, men som hybrid krigsførelse. I virkeligheden er dette en krænkelse af menneskerettighederne forklædt som sikkerhedspolitik.
Svaghed og tilbagegang
Når kritik udelukkes, og international diskurs indsnævres til konstruerede pro-NATO og pro-EU fortællinger, afslører det ikke styrke, men svaghed. Et selvsikkert system byder granskning velkommen; et skrøbeligt system frygter det. Ved at bringe uenighed til tavshed indrømmer vestlige institutioner – uden at sige det – at de er usikre på, om deres politikker kan modstå demokratisk debat.
Dette er ikke en holdning præget af modstandsdygtighed eller moralsk styrke. Det signalerer usikkerhed og forværres af mantraer og gentagen selvforherligelse og gruppetænkning: Vi kan ikke tage fejl her i EU og NATO.
Og det passer ind i et større mønster. Vesten, der engang var stolt af sine værdier, udhuler dem nu i praksis. Ytringsfriheden begrænses, pluralismen ofres, og menneskerettighederne omgås under banneret af “sikkerhed”.
Sådanne udviklinger er fuldt ud forenelige med en civilisation i moralsk og værdimæssigt forfald, der kæmper for at opretholde legitimitet, mens andre aktører præsenterer mere attraktive driftsformer, fordi de bruger deres ressourcer og kreativitet på noget mere konstruktivt.
Indskrænkningen af diskursen er ikke kun censur – det er et symptom på tilbagegang. Borgerne skal erkende dette, fordi den tavshed, der pålægges afvigende stemmer, også er tavsheden fra et system, der er usikker på sig selv.
Hvorfor borgere skal være opmærksomme
De fleste borgere tror, at de er informerede, fordi de bruger respekterede medier. I virkeligheden bliver de vildledt af disse mediers fabrikationer og udeladelser, i hvert fald inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik – for ikke at nævne det nu unævnelige fredspolitiske felt.
Kritiske perspektiver filtreres systematisk fra. Public-servicemedier – for det meste statsfinansierede, men uomtalte – engang vogtere af pluralisme, opererer nu inden for dette lagdelte system. Redaktører censurerer sig selv for at beskytte deres legitimitet, finansiering og adgang. Resultatet er en indsnævring af debatten, der efterlader borgerne med kuraterede fortællinger, der forklæder sig som sandhed.
Bauds sanktionering beviser, at apparatet kan ramme enhver, selv insidere. Hvis han kan udelukkes, kan du også. Og vi. Bevidsthed er derfor afgørende. Uden den, forveksler borgerne narrativ disciplin med demokratisk pluralisme.
Det, der er brug for nu, er et “Pravda-øjeblik” – at mainstreammedieforbrugere vågner op og opdager, ligesom i Sovjetunionen, at det meste af det, de fik at vide, var historier, falskhed, udeladelse og alt andet end den journalistisk producerede sandhed.
Jeg vil personligt tilføje, at den største hindring for at forstå vores verden, er den almindelige mediesektor i vores samfund.
Indtil du holder op med at tro på dem……
Dette kan du gøre
Den eneste måde at undgå at blive narret på, er, at bryde vanen med kun at forbruge vestlige mainstream-medier. Diversificer dine kilder. Læs uafhængige tænketanke, fredsforskningsinstitutter og undersøgelsesplatforme og blogs.
Sammenlign dækningen af den samme begivenhed på tværs af vestlige og ikke-vestlige medier. Søg primære kilder – FN-rapporter, officielle dokumenter – i stedet for medierede resuméer.
Følg uafhængige analytikere, der er afhængige af åbne kilder, men er udelukket fra mainstream-debatten. Det handler ikke om at stole på Rusland eller Kina. Det handler om at bryde med monopolet på vestlig vinkling.
Konklusion
Jacques Bauds sag handler ikke kun om én mand; der er nu 58 andre og 17 ‘enheder’, der er forbudt af EU’s politisk forudindtagede og løse formuleringer. Med den måde, EU fungerer på, kan alt nu betegnes som “russisk desinformation”, hvis det ikke overholder “vestlig desinformation”.
Der er ingen juridisk proces, ingen måde at forsvare sig selv på – du er forbudt. Sanktioneret. Begrænset i bevægelse. Straffet. Du kan muligvis ikke rejse, og dine midler kan blive konfiskeret.
Kort sagt handler det om den censurarkitektur, der nu opererer i Europa.
Den trelagsmekanisme – hårde værktøjer, institutionel vejledning og blød overtalelse – skaber en skygge-forbudsliste, der indsnævrer debatten og udelukker uenighed. Ved at omdøbe kritik til en sikkerhedstrussel omgår EU- og NATO-institutioner menneskerettighedslovgivningen.
Borgerne skal være opmærksomme på dette system, fordi det narrer dem ved at udelade den. For at modstå, skal de læse og se bredt, sammenligne kritisk og genvinde pluralisme. Brug din egen sunde fornuft.
Først da kan demokratiet overleve skygge-forbudslisterne hos nutidens panikslagne kakistokratiske militarister.
Kilder:
Essentiel EU dokumentation her, her og her.
Rekommenderet læsning og audio/video:
Glenn Diesen’s and Pascal Lottaz’ conversation.
One of many YouTube conversations with Jacque Baud.
Mere bliver tilføjet efterhånden som det kommer…
Ovennævnte artikel af Jan Oberg blev først udgivet på TFF • Transnational Foundation & Jan Oberg den 27. december 2025 og er her genudgivet her på kis.ninja med tilladelse.
KIS-redaktionen
Foto: TFF • Transnational Foundation & Jan Oberg
KIS-redaktionen