Da jeg forleden mødtes med min gode iranske ven på en bænk på havnen, havde vi en samtale, i forårsolskinnet, om det der sker i verden generelt, men selvfølgelig også med et særligt fokus på krigen i Iran, nu da landet er under angreb fra både Israel og USA.
Jeg skylder læserne at fortælle, at “min persiske ven”, som jeg ynder at kalde ham, selv er flygtet fra præstestyret for efterhånden mange år siden, primært fordi han ytrede sig kritisk om daværende samfundsforhold ved hjælp af pen og papir.
På trods af hans afsky overfor præstestyrets undertrykkende begrænsning af individets frihed, er han meget bekymret for den udvikling, og afvikling, som truer hans land og familie, i stadig større grad.
Det er tydeligt, at de vestlige medier promoverer denne krig som et forsøg på at forsvare “demokratierne” i verden. Måden hvorpå dette gøres, er på mange måder sammenfaldende med de MSM-udmeldinger der kommer om Ukraine-krigen og Israels stigende aggression overfor palæstinenserne og nabolandene.
Den iranske præsident har skrevet et åbent brev til det amerikanske folk som KIS-redaktionen, i “bredsprektrets” ånd, hermed publicerer, og som beskriver situationen fra et perspektiv vi ikke tidligere er blevet præsenteret for i Vesten.
Hans tone er særdeles tydelig og skarp og virker til at besidde en særlig form for bredere indsigt, i motiverne bag denne konflikt.
Af President Masoud Pezeshkian – 1. april – 2026
Til folket i USA
“I Guds navn, den medfølende, den barmhjertige,
Til folket i USA og til alle dem, der midt i en strøm af forvrængninger og opdigtede fortællinger, fortsætter med at søge sandheden og stræbe efter et bedre liv:
Iran – med netop dette navn, denne karakter og denne identitet – er en af de ældste sammenhængende civilisationer i menneskets historie. Trods sine historiske og geografiske fordele på forskellige tidspunkter, har Iran aldrig i sin moderne historie, valgt aggression, ekspansion, kolonialisme eller dominans. Selv efter at have udholdt besættelse, invasion og vedvarende pres fra globale magter – og på trods af at have militær overlegenhed over mange af sine naboer – har Iran aldrig startet en krig. Alligevel har landet resolut og modigt afvist dem, der har angrebet det.
Det iranske folk nærer ingen fjendskab over for andre nationer, herunder befolkningen i Amerika, Europa eller nabolandene. Selv i lyset af gentagne udenlandske interventioner og pres gennem hele deres stolte historie, har iranere konsekvent trukket en klar sondring mellem regeringer og det folk, de styrer. Dette er et dybt forankret princip i iransk kultur og kollektiv bevidsthed – ikke en midlertidig politisk holdning.
Af denne grund er det hverken i overensstemmelse med den historiske virkelighed eller med nutidens observerbare fakta, at fremstille Iran som en trussel. En sådan opfattelse er et produkt af de magtfuldes politiske og økonomiske luner – behovet for at fremstille en fjende for at retfærdiggøre pres, opretholde militær dominans, opretholde våbenindustrien og kontrollere strategiske markeder. Hvis der i dette miljø ikke er en trussel, opfindes en.
Inden for samme ramme har USA koncentreret det største antal af sine styrker, baser og militære kapaciteter omkring Iran – et land, der i hvert fald siden grundlæggelsen af USA, aldrig har startet en krig. Nylige amerikanske aggressioner, der er blevet iværksat fra netop disse baser, har vist, hvor truende en sådan militær tilstedeværelse virkelig er. Naturligvis ville intet land, der står over for sådanne forhold, afholde sig fra at styrke sine defensive kapaciteter. Hvad Iran har gjort – og fortsat gør – er en afmålt reaktion forankret i legitimt selvforsvar og på ingen måde en indledning til krig eller aggression.
Forholdet mellem Iran og USA var ikke i starten fjendtligt, og de tidlige interaktioner mellem det iranske og amerikanske folk var ikke præget af fjendtlighed eller statskup – en ulovlig amerikansk spænding, der går tilbage til 1953. Vendepunktet var imidlertid interventionen, der havde til formål at forhindre nationaliseringen af Irans egne ressourcer. Kuppet forstyrrede Irans demokratiske proces, genetablerede diktatur og såede dyb mistillid, blandt iranere, til amerikansk politik. Denne mistillid blev yderligere forstærket af amerikansk støtte til shahens regime, landets støtte til Saddam Hussein under den pålagte krig i 1980’erne, indførelsen af de længste og mest omfattende sanktioner i moderne historie, og endelig, uprovokeret militær aggression – to gange midt i forhandlinger – mod Iran.
Alligevel har alt dette pres ikke svækket Iran. Tværtimod er landet blevet stærkere på mange områder: læsefærdighederne er tredoblet – fra omkring 30 % før den islamiske revolution til over 90 % i dag; de videregående uddannelser er steget dramatisk; der er gjort betydelige fremskridt inden for moderne teknologi; sundhedsvæsenet er forbedret; og infrastrukturen er udviklet i et tempo og omfang, der er uovertruffent tidligere. Dette er målbare, observerbare realiteter, der adskiller sig fra fiktive fortællinger.
Samtidig må den destruktive og umenneskelige indvirkning af sanktioner, krig og aggression på det modstandsdygtige iranske folks liv ikke undervurderes. Den fortsatte militære aggression og de seneste bombninger påvirker folks liv, holdninger og perspektiver i høj grad. Dette afspejler en grundlæggende menneskelig sandhed: Når krig påfører uoprettelig skade på liv, hjem, byer og fremtid, vil folk ikke forblive ligeglade med de ansvarlige.
Dette rejser et fundamentalt spørgsmål: Hvilke interesser tjener denne krig egentlig det amerikanske folk? Var der nogen objektiv trussel fra Iran, der kunne retfærdiggøre en sådan adfærd? Tjener massakren på uskyldige børn, ødelæggelsen af farmaceutiske kræftbehandlingsfaciliteter eller pralen med at bombe et land “tilbage til stenalderen” noget andet formål end at yderligere skade Amerikas globale anseelse?
Iran fortsatte forhandlingerne, indgik en aftale og opfyldte alle sine forpligtelser. Beslutningen om at trække sig ud af aftalen, eskalere mod konfrontation og iværksætte to aggressionshandlinger midt i forhandlingerne var destruktive valg truffet af den amerikanske regering – valg, der tjente en udenlandsk aggressors vrangforestillinger.
Angreb på Irans vitale infrastruktur – herunder energi- og industrianlæg – påvirker det iranske folk direkte. Udover at udgøre en krigsforbrydelse har sådanne handlinger konsekvenser, der rækker langt ud over Irans grænser. De skaber ustabilitet, øger menneskelige og økonomiske omkostninger og forstærker spændingsspiraler og sår frø af bitterhed, der vil vare i årevis. Dette er ikke en demonstration af styrke; det er et tegn på strategisk forvirring og en manglende evne til at opnå en bæredygtig løsning.
Er det ikke også tilfældet, at Amerika er gået ind i denne aggression som stedfortræder for Israel, påvirket og manipuleret af dette regime? Er det ikke sandt, at Israel, ved at fremstille en iransk trussel, søger at aflede den globale opmærksomhed fra sine forbrydelser mod palæstinenserne? Er det ikke tydeligt, at Israel nu sigter mod at bekæmpe Iran til den sidste amerikanske soldat og den sidste amerikanske skatteyderdollar – og dermed flytte byrden af sine vrangforestillinger over på Iran, regionen og USA selv, i forfølgelsen af illegitime interesser?
Er “America First” virkelig blandt den amerikanske regerings prioriteter i dag?
Jeg inviterer dig til at se forbi maskineriet af misinformation – en integreret del af denne aggression – og i stedet tale med dem, der har besøgt Iran. Observer de mange talentfulde iranske immigranter – uddannet i Iran – som nu underviser og forsker på verdens mest prestigefyldte universiteter eller bidrager til de mest avancerede teknologivirksomheder i Vesten. Stemmer disse realiteter overens med de forvrængninger, du bliver præsenteret for, om Iran og dets befolkning?
I dag står verden ved en skillevej. At fortsætte ad konfrontationens vej er mere omkostningsfuldt og nytteløst end nogensinde før. Valget mellem konfrontation og engagement er både reelt og betydningsfuldt; resultatet vil forme fremtiden for de kommende generationer.
Gennem årtusinders stolte historie har Iran overlevet mange aggressorer. Alt, hvad der er tilbage af dem, er plettede navne i historien, mens Iran består – modstandsdygtigt, værdigt og stolt.”
President Masoud Pezeshkian
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: khamenei.ir
KIS-redaktionen