Af Mona Wikøren – 25. oktober – 2023
Jeg gætter på, at du er opdateret på nyhederne allerede inden du møder på arbejde, fordi det er afgørende for din arbejdsdag som journalist. Det skorter ikke på spor der trigger vagthunden i dig. Det er bare så sjældent, at du har tid, når katastrofemeldingerne vælter ind, og du skal tumle rundt, på jagt efter en lokal vinkel.
Har du været så længe i branchen, at du overlevede de brutale nedskæringer i antallet af redaktioner for 10-15 år siden, sidder du med vigtige erfaringer. Kan du huske den yderligere information du kunne formidle, fordi du havde tid til at tage skoene på, gå ud og snakke med folk og bruge observation og refleksion som metode? Kan du huske følelsen af, at levere et journalistisk produkt, der var så gennemarbejdet, at læseren kunne genkende din unikke signatur i tekstens detaljerigdom og nuancer?
Journalister i faglig splittelse
Jeg var lettet over at beholde mit job, på trods af, at flere opgaver blev pålagt dem af os der var tilbage. Det skete samtidig med, at hele faggrupper som fotografer og grafikere, mere eller mindre, blev skubbet ud. Dele af deres faglige ekspertise blev overført til journalisterne.
Journalisten forventes i dag at kunne lave research, skrive, tage billeder, filme, redigere, lave grafik, arbejde med datasæt, være up-to-date og “på” alle kreative innovationer, og samtidig udfylde rollen som allrounder med ekspertise inden for alt fra økonomi, sport, politik, jura, kultur, religion, livssyn, erhvervsliv til offentlig administration.
Det er det dilemma journalisten befinder sig i, samtidig med, at der skal jongleres med en kontinuerlig strøm af katastrofer, der dikterer redaktionens prioriteringer.
Var det så klogt?
Under et så umenneskeligt pres, er det logisk at journalisterne er nødt til at træffe nogle valg. Måske sagde nogen ja til jobbet uden at tænke grundigt nok over konsekvenserne.
Var det for eksempel så klogt, at journalister overlod vigtige dele af research- og kildekritikarbejdet, som trods alt er journalistens vigtigste opgave, til faktatjekkere?
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg selv bukkede under for fristelsen. Set i bakspejlet har jeg tænkt meget over det ansvar der følger med den blinde tillid til andres forskning og kildekritik – eller manglen på det. Det er ikke en god følelse, at have bidraget til misinformation forklædt som fakta.
Papegøjejournalistik
Samme udfordring ser jeg i mediehusenes indbyrdes aftaler. Koncernernes mediehuse kan offentliggøre hinandens stof, uden at der udføres uafhængig kildekritik, inden der trykkes på udgiv-knappen. Ideelt set skulle de konkurrerende mediehuse følge op med deres egen journalistik, med supplerende perspektiver og nuancer, noget der ville bidrage til et mere dækkende billede af komplekse problemstillinger.
Når mediehusene samtidig udgiver nyhedsindslag fra eksempelvis NTB og Reuters, er det baseret på blind tillid og fravær af egen kildekritik.
Kære kollega: Ser du farepotentialet i, at mediehusene kopierer hinanden?
Hvor blev aktivisterne af?
“Vi er journalister, ikke aktivister!”
Hvordan passer netop den sætning sammen med “Vær Varsom-plakaten“, hvor vi har defineret vores egen vagthunde-rolle? “Det er pressens opgave at beskytte enkeltpersoner og grupper mod misbrug eller omsorgssvigt fra offentlige myndigheder og institutioner, private virksomheder eller andre.”
Min opfattelse er, at vagthunderollen er subjektiv. Aktivisten træder frem, når journalisten identificerer overgreb og omsorgssvigt mod enkeltpersoner og grupper i samfundet. Her opstår den kraft, der driver journalisten videre, i søgen efter dokumentation, der viser, hvordan det kunne ske, og hvorfor.
En rigtig god journalist er en aktivist, der følger sin mavefornemmelse, når “noget ikke er rigtigt”. Journalister søger ikke blindt. Det er her den enkeltes evne til at observere fra fugleperspektiv kommer i spil. Det systematiske arbejde tager form gennem udarbejdelse af en arbejdshypotese, som i virkeligheden er en konspirationsteori. Dette er nødvendigt for, at journalisten kan systematisere arbejdet på en fornuftig måde. Den næste opgave er at finde ud af, om konspirationsteorien er falsk, delvist sand eller sand.
(Hvis man i det hele taget får tid til det)
Ord og billeder er kraftfulde våben
Da konspirationsteori er et vigtigt journalistisk redskab, er det også et paradoks, fordi samme begreb bruges som et selvstændigt argument for, at miskreditere andre. Især når argumentationen udelukkende er et produkt af andres forskning og kildekritik.
Vær varsom-plakaten minder os om: “Ord og billeder er kraftfulde våben. Misbrug dem ikke!”
Når journalister overlader deres eget job og ansvar til forskellige “sandhedsministerier”, er den åbenlyse risiko, at man kan bruges som et middel til andres mål: at miskreditere borgerjournalister, der har set sig tvunget til at gøre, hvad massemedierne ikke kan eller vil vise.
Den fare stiger, når katastroferne tikker ind på et transportbånd, den ene blodtåge afløser den anden, og aktivisterne reduceres til dommere, der konkurrerer om eksperternes citater.
Var det din drøm, da du besluttede dig for at blive journalist?
Mona Wikøren
Mona skriver om sig selv og sit arbejde:
“Jeg er en fri og uafhængig journalist/redaktør for min egen netavis. Jeg kæmper mod censur og for fri spredning af information, pressefrihed og absolut ytringsfrihed. Min overbevisning er, at der er sandhed i alle perspektiver.
Læsere, der ønsker at hjælpe mig med at fortsætte mit arbejde, kan vælge at give en frivillig donation.“
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: AI generet illustration – Midjourney MW
KIS-redaktionen
