Af Craig Mokhiber – 15. august 2024 – Scheerpost
Craig Mokhiber er en international menneskerettighedsadvokat og tidligere højtstående FN-embedsmand.
Han forlod FN i oktober 2023 og skrev et meget læst brev, der advarede om folkedrab i Gaza, kritiserede det internationale svar og opfordrede til en ny tilgang til Palæstina og Israel baseret på lighed, menneskerettigheder og international lov.
Du kan læse Mokhibers afskedsbrev til FN her.
Foto: Wikipedia.
ICJ finder at BDS ikke blot er en rettighed, men en forpligtelse
Israel og dets lobby har i årevis været engageret i et vanvittigt aktivitetsniveau for yderligere at forsøge at fritage Israel for ansvar, ved at bruge deres indflydelse i Vesten, til effektivt at forbyde organiseret opposition mod Israel.
Den vigtigste blandt disse bestræbelser har været den israelske kampagne med henblik på at straffe opfordringer til at boykotte, afbryde forretningssamarbejde og sanktionere Israel, for dets grove krænkelser af menneskerettighederne.
Som følge heraf, er utallige love og politikker nu på tegnebrættet i hele USA og det bredere Vesten, og de træder på kernekonstitutionelle principper og internationalt garanterede menneskerettigheder, til forsvar for israelsk straffrihed.
Men en rådgivende udtalelse udstedt i sidste måned af Den Internationale Domstol (ICJ), burde hjælpe med at vende det.
Historisk afgørelse
I sin historiske afgørelse fandt ICJ, at Israels besættelse af Vestbredden, Østjerusalem og Gaza, er fuldstændig ulovlig, at Israel praktiserer apartheid og raceadskillelse, og at alle stater er forpligtede til at hjælpe med at bringe dette til ophør, bl.a. ved at afbryde alle økonomiske, handels- og investeringsforbindelser med Israel, i de besatte palæstinensiske områder.
Med andre ord er alle lande forpligtede til at deltage i en økonomisk boykot af Israels aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder og til at skille sig af med eksisterende økonomiske forbindelser dér, i forhold international ret.
Fordi domstolen var bundet af parametrene for anmodningen fra FN’s Generalforsamling, der udløste dens resultater, behandlede den ikke pligter og forpligtelser i forbindelse med aktiviteter inden for den grønne linje fra 1948.
Men domstolens autoritative erklæring om folkerettens krav, gør det klart, at tilhængere af BDS ikke kun har den moralske motivation, men også en solid forankring i international ret.
Rettens rådgivende udtalelse i juli kommer i kølvandet på indledningen af folkedrabsprocedurer mod Israel i ICJ i december sidste år, og en anmodning i maj fra anklageren for Den Internationale Straffedomstol om arrestordrer af den israelske premierminister og forsvarsminister for forbrydelser mod menneskeheden, herunder udryddelse.
Sammen repræsenterer de et historisk skift væk fra 76 års vestlig sponsoreret israelsk exceptionalisme og straffrihed, hvilket giver håb om en ny æra for ansvarlighed.
Israel-aksens reaktion
I erkendelse af dette har Israel, såvel som dets vestlige allierede anklagede for medvirken til Israels internationale forbrydelser (de vigtigste blandt dem, USA, Storbritannien og Tyskland), kæmpet for at modsætte sig, forsinke og hindre handling fra disse domstole, både ved at gribe ind i retssager og i nogle tilfælde ved at true embedsfolk.
Og faktisk er ICC-kendelsesprocessen allerede blevet uforholdsmæssigt forsinket sammenlignet med tidligere sager.
Ikke desto mindre var ICJ’s rådgivende udtalelse, på sin side, både rettidig og kompromisløs i sin anvendelse af international ret overfor Israel.
Israel og dets allierede hævder også defensivt, at rådgivende udtalelser fra ICJ er “ikke-bindende”, samt at domstolen faktisk ikke kan tvinge en stat til at efterleve dens resultater.
Men hvad denne taktik ignorerer er, at de love som domstolen henviser til i sin autoritative udtalelse, faktisk er bindende for alle stater.
For eksempel bemærkede retten, at palæstinensernes ret til selvbestemmelse, deres rettigheder i henhold til internationale menneskerettigheder og humanitær lov, og forbuddet mod Israels erhvervelse af territorium med magt, pålægger såkaldte “erga omnes” forpligtelser, dvs. bindende forpligtelser, der gælder for alle lande.
Blandt disse forpligtelser er pligten til ikke at anerkende eller bistå besættelsen på nogen måde, og pligten til at handle for at realisere det palæstinensiske folks lige rettigheder og selvbestemmelse.
Medskyldighed i besættelsen
Det følger heraf, at enhver politiker eller handlinger fra et vestligt land, som på nogen måde anerkender Israels besættelse, eller bistår Israel i denne besættelse (økonomisk, militært, diplomatisk osv.) eller forbyder personer under dets jurisdiktion at respektere international lov ved at boykotte eller skille sig af med Israels ulovlige besættelse, handler ulovligt.
Naturligvis vil USA, som længe har ignoreret international lovs begrænsninger og investeret årtiers indsats i at skabe en undtagelse for israelsk straffrihed, sandsynligvis afvise domstolens resultater og modsætte sig implementeringsresolutionen fra FN’s Generalforsamling, som forventes at følge.
Nogle andre vestlige stater, der har investeret i den israelske akse, som Storbritannien og Tyskland, kan følge trop.
Men det er sandsynligt, at de fleste lande, inklusive andre vestlige stater, vil justere deres politikker for at sikre lovlig overholdelse.
Grupper og enkeltpersoner, der er mål for bestræbelser på at straffe BDS eller tvinge folk til at afvise organisationen, vil nu have et vigtigt nyt værktøj i deres juridiske arsenal, da de hævder deres rettigheder enten administrativt eller juridisk.
De kan nu påberåbe sig den internationale domstols afgørelse for, på troværdig vis, at hævde, at deltagelse i boykot, afhændelse og sanktioner mod israelsk besættelse, kolonisering og apartheid, ikke kun er et moralsk imperativ eller en forfatningsmæssig menneskeret, men også en international juridisk forpligtelse.
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: ICJ
KIS-redaktionen