KIS-redaktionen: Vi bringer nedenstående artikel skrevet af Mattias Desmet, professor i klinisk psykologi og statistik, samt forfatter af adskillige bøger, herunder bogen THE PSYCHOLOGY OF TOTALITARIANISM.
Desmet skrev bogen under Corona-pandemien som en kritisk kommentar til de åbenbare totalitære indskrænkende politiske tiltag som befolkningerne over hele jorden oplevede under pandemien.
Fra Corona til Ukraine – den nye masseformation er et forsøg på at beskrive de karakteristiske masseformations-mønstre som begge begivenheder indeholder. Særligt propaganda, ensretning og slørede illusioner er nogle af fænomenets kendetegn.
Derudover giver artiklen en redelig gennemgang af Corona-pandemien samt optakten til Ruslands invasion af Ukraine.
Rigtig god læsning!
Af Mattias Desmet – 17. marts – 2025
Kære venner, følgere og kritikere,
Vi befinder os i en afgørende tid.
På den ene side er vi vidne til sammenbruddet af Corona-fortællingen; på den anden side ser vi en ny masseformation opstå omkring historien om krigen i Ukraine.
Disse to fænomener opstår ikke tilfældigt på samme tid.
Hvad alle der ønskede at vide noget om det, har vidst i lang tid, siver nu langsomt igennem til aviser og nyhedsprogrammer: Vi kan holde helt op med at give flagermusene fra Wuhan skylden.
Coronavirussen kom fra et laboratorium i Wuhan, hvor de faktisk eksperimenterede med Corona-virus. Det, der nu dukker op i de almindelige medier, er endnu værre end blot det faktum, at virussen kom fra et laboratorium.
Det er også ved at blive klart, at nogle af dem der promoverede foranstaltningerne, hele tiden har vidst, at det kom fra et laboratorium.
Luc Montagnier
Folk som nobelpristageren Luc Montagnier, advarede fra begyndelsen af krisen om, at visse sekvenser i virussens DNA ikke forekommer i naturen, og at virussen var en såkaldt „gain-of-function‟ skabelse.
Han blev afvist af medierne og af regeringsbetalte ‚forskningsjournalister‛ og ‚faktatjekkere‛ som en charlatan og konspirationsteoretiker.
Han havde simpelthen ret.
Det viser noget af den hensynsløshed, hvormed sandheden blev undertrykt under krisen.
Sørg også for at lytte til Mark Zuckerbergs offentlige bekendelse med Joe Rogan.
Der forklarer han præcis, hvorfor han vil stoppe faktatjekket på Meta.
Faktatjekkerne er primært propagandaredskaber. De tjener hovedsageligt til at aflede opmærksomheden fra sandheden.
Betyder virussens oprindelse i sidste ende noget?
Ja, det gør det
Det demonstrerer yderligere den dramatiske fiasko i hele den teknokratiske og rationalistiske tilgang til livet og det at leve sammen.
Ikke alene slog det teknologiske middel mod sygdommen fejl (for eksempel stoppede mRNA-vaccinerne ikke spredningen af virussen), men denne tilgang viser sig nu også at være ansvarlig for selve sygdommen (dvs. den producerede virussen).
Nu hvor vi er enige om, at virussen kom fra Wuhan-laboratoriet, opstår det næste spørgsmål: hvad havde virolog Anthony Fauci med det laboratorium at gøre?
For dem, der vil vide lidt mere, så klik på dette link til et dokument fra den amerikanske kongres. Eller læs de sidste to bøger fra den „forbandede‟ nye sundhedsminister i USA, anti-vaxxeren og konspirationsteoretikeren Kennedy.
Måske beretter han, ligesom professor Montagniers, også om sandheden i denne sag?
Og medierne kan langsomt varme op til at besvare følgende spørgsmål:
Første spørgsmål: Hvad med dødeligheden af denne gain-of-function virus? Hvorfor accepterede verden så længe de dødelighedsstatistikker, som selv forfatterne af dem havde udtalt i en høring for ‚The House of Commons‛ i 2020, var alt for høje?
Andet spørgsmål: Stoppede vaccinerne spredningen af virussen? Antagelsen om, at det var tilfældet, førte til, at gruppen af mennesker, der nægtede vaccinen, blev behandlet som andenrangsborgere. De blev forment adgang på restauranter, i teatre, flyvemaskiner og et par andre ting. De blev peget på af politikere verden over, som dem, der forårsagede pandemien. ‚De uvaccineredes pandemi‚ – det husker du, hvis du var en del af den gruppe.
Hvem tvivler stadig på, at hele denne dehumaniserende politik var baseret på alt andet end fakta? Vaccinen stoppede ikke spredningen af virussen. Med hensyn til spørgsmålet om hvor sikre vaccinerne var, vil vi vente lidt med det. Det er vi klar til at stille, når de to foregående spørgsmål er besvaret.
Social kontrol
På trods af Corona-politikkens åbenlyse fiasko, forbereder fortalerne sig på at anvende den samme strategi for det næste virusudbrud (mon ikke det kommer fra et laboratorium igen).
WHO har for eksempel allerede købt Corona-overvågningsteknologien (systemet med QR-koder og så videre) fra EU for at videreudvikle den til et digitalt vaccinationspas. Det skal blive en del af en bredere digital identitet og et forbundet socialt kreditsystem med en digital valuta (de såkaldte Central Bank Digital Coins).
I den udstrækning man i livet bliver forført af tanken om orden og kontrol, er det i sandhed en meget attraktiv idé: at omorganisere hele samfundets slingrende bunke digitalt, reducere det menneskelige økologiske fodaftryk ved at belønne og straffe ’god’ og ’dårlig’ adfærd.
Børn skal opdrages, ikke? Og er vi ikke alle små, uansvarlige børn?
På en måde, ja. Spørgsmålet er: hvilket lille barn skal opdrage de andre små børn?
Som ethvert totalitært system, lærer det nuværende teknokratiske system intet af de katastrofer, det forårsager. Det sejler blindt og fanatisk på den ideologiske vind mod klipperne af sin næste fiasko.
Den ofrer den næste generation i forventning om et teknologisk paradis, der altid vil forblive en utopi i horisonten.
Totalitære systemer lever altid på kredit.
Senere, når systemet kører perfekt, vil de kompensere for de katastrofer, de i øjeblikket forårsager. Og det er derfor, de vil fortsætte med at forårsage katastrofer indtil videre.
Jeg kunne komme ind på mange andre aspekter af coronakrisen, men jeg lader det ligge her for nu.
Jeg foretrækker at stille mig selv spørgsmålet: hvorfor bryder Corona-historien sammen nu?
Måske fordi indsigt skrider langsomt frem, og vi først nu begynder at se, hvad der skete i disse mærkelige år?
Det tror jeg ikke.
Sandhedens fremkomst i de almindelige medier har kun lidt eller intet at gøre med indsigtens fremskridt. Selv et lille barn kunne fra begyndelsen se, at historien faldt fra hinanden i alle retninger.
Der var derfor andre grunde til at være blind for det, end indsigtens fremskidt.
Fornuften er underordnet
Corona-historien bryder sammen nu, fordi alle de følelser, der havde fundet tilflugt i den – frygt, frustration, aggression, driften mod selvdestruktion hos den fuldstændig isolerede person – langsomt har fundet et nyt tilflugtssted: historien om krigen i Ukraine og udsigten til en ny verdenskrig.
Al den frygt, frustration og aggression, der var blevet forbundet med coronavirus og ‚anti-vaxxerne‛, er nu forbundet med et nyt objekt: ‚Putin‛ og ‚russerne‛.
De store vitale kræfter – menneskets sande Mestre – har fundet en ny historie at søge tilflugt i.
Coronahuset forbliver forladt, krymper som et hus efterladt af dets indbyggere, til det punkt, at selv et lille skub fra et lille sind er nok til at få det til at kollapse.
Hvis den aktuelle række af kriser lærer os noget om menneskeheden, er det dette: mennesket er ikke primært et rationelt væsen; det er et væsen styret af vitale og metafysiske kræfter, som dets fornuft er radikalt underordnet.
Den nye masseformation har potentiale til at blive mere intens og aggressiv end den forrige.
Årsagen til dette har jeg forklaret mange gange: den tidligere masseformation øgede kun ensomheden, frygten og aggressionen forbundet hermed.
Masseformationer ser dog ud til også at kunne fjerne ensomheden. Derfor denne forvirrende entusiasme, vi var vidne til i for eksempel videoer af dansende sygeplejersker og læger.
Den entusiasme er dog baseret på en illusion. I virkeligheden gør massen kun ensomheden og alle de mørke følelser knyttet til den, større.
I massen er solidaritet og forbindelse med medmennesker strengt forbudt.
Den eneste tilladte solidaritet er solidaritet med kollektivet.
Og dertil er enhver form for solidaritet og forbindelse med en anden person radikalt underordnet.
Det dramatiske endepunkt i dette er: moderen der melder sit barn til staten og stolt modtager en medalje på podiet for sin urokkelige loyalitet over for kollektivet.
Opfordringen til krig
I Europa bliver opfordringen til krig stadig større.
Nu hvor det store monster Trump ikke længere ønsker at beskytte Europa, opstår det presserende behov for at mobilisere en ordentlig hær og våbensystem, lyder det.
Formanden for EU-Kommissionen Ursula Von der Leyen, går så langt som til at sige, at hun vil bruge befolkningens besparelser – sjuskede 800 milliarder euro – til at få krigsindustrien til at køre med fuld fart.
Lad mig være tydelig:
Jeg har ikke behov for at fortælle en pro-Putin-historie. Min mening er hverken for eller imod.
Min mening er, at ordenes vej, snarere end krigens vej, bør forfølges.
Det er bestemt ikke et spørgsmål om, at overbevise dig om ikke at hjælpe Ukraine; det er et spørgsmål om, sammen med dig, at tænke over, hvordan vi virkelig kan hjælpe Ukraine.
Og det bliver ikke ved at kaste verden ud i en tredje verdenskrig.
Putin er ingen helgen
At Putin ikke er en helgen, det behøver ingen overbevise mig om.
Jeg har skrevet en lang artikel om Rusland under Putin.
Putin steg fra gadedreng til direktør for FSB, efterfølgeren til det berygtede sovjetiske KGB. Enhver, der har noget kendskab til den efterretningstjenestes virke og karakter, ved, at dens direktør ikke ligefrem vil være et sentimentalt blødkogt æg.
Putin holder en stormagt oven vande.
Og det gør han ligesom ledere af stormagter gør.
For eksempel bruger Moskva-regimet falsk flag-operationer, hvor hundredvis af dets egne borgere dør for at skabe støtte til krig i udbryderrepublikker som Tjetjenien, og det eliminerer journalister, der taler om ubehagelige sandheder.
Når det så er sagt, har den måde, krigshistorien nu er skildret på i medierne, de samme absurde karakteristika, som Corona-historien havde dengang.
Rusland er i nogle henseender en ekspansionistisk nation. Men dens ekspansionisme er en lille øl sammenlignet med NATO og USA.
Her er min beskedne mening: Rusland ved, at det i den store ekspansionistiske kamp kan tabe, og hvis det kommer til krig, er det i høj grad, fordi det føler, at det har en kniv for struben.
I denne artikel fra ti år siden – skrevet in tempore non suspecto – kan du læse, at NATO`s geopolitiske manøvrer i Sortehavsregionen uundgåeligt ville føre til krig med Rusland.
Disse manøvrer var blot spidsen i det spyd, der blev rettet mod Rusland i et meget større ekspansionistisk USA-projekt.
Siden Anden Verdenskrig har USA, efter de fleste skøn, bygget mellem 700 og 800 militærbaser i udlandet.
Til dem, der er så overbeviste om, at Rusland er den eneste aggressor i Ukraine-historien: prøv at se gennem Kremls øjne.
Hvordan ville Europa eller Amerika føle sig, hvis Rusland under dække af mange smukke historier om ’demokrati’ marcherede mod Bruxelles eller Washington med hundredvis af militærbaser?
Eller også se på historien om USA’s regimeskifteoperationer siden Anden Verdenskrig. Enhver, der gør sig den ulejlighed at lære om nyere historie, vil se, hvordan Sydamerika, Mellemøsten og Østeuropa gradvist politisk og militært blev underkastet USA og/eller NATO.
3 russiske grunde
Jeg har tidligere skrevet en artikel om krigens historiske kontekst i Ukraine.
Jeg vil ikke komme nærmere ind på det her. Du kan finde artiklen via dette link.
Kort sagt: Det er ikke rigtigt, at Putins invasion af Ukraine var ‚uprovokeret‛. Siden det amerikansk-initierede regimeskifte i 2014 på Maidan-pladsen, har der groft sagt været tre grunde, der drev Rusland til at starte krigen.
For det første havde russerne humanitære årsager.
Efter 2014, undertrykte Kiev-styret de etniske russere i det østlige Ukraine (især Donbas-regionen). Dette blev ikke ligefrem gjort forsigtigt.
Kiev brugte endda klyngebomber i tæt befolkede kvarterer, hvilket førte til, at hundredtusindvis af flygtninge søgte sikkerhed i Rusland.
Jeg ved ikke, om Putin invaderede Ukraine af humanitær bekymring.
Det er meget muligt, at han ikke ønskede at lade sin autoritet som leder blive undermineret ved at tillade regimet i Kiev at begå grusomheder mod russisktalende ukrainere.
Men dette er nok til at gøre det klart, at vi ikke bare kan tale i sort-hvide vendinger om ‚de onde russere‛ og ‚de gode ukrainere‛. Så meget ved jeg.
For det andet var der økonomiske årsager.
Siden 2014 har Ukraines enorme naturressource-reserver (især mineraler) været i risiko for at falde i amerikanske hænder.
De pro-amerikanske regimer, der kom til magten i Ukraine efter 2014, ophævede loven, der sagde, at udlændinge kun måtte købe op til to hektar jord i Ukraine.
På ingen tid købte amerikanske virksomheder som Cargill, Monsanto og Du Pont en tredjedel af ukrainsk jord, og investeringsgiganter som Blackrock underskrev kontrakter om levering af våben til krigen (som de vidste var uundgåelig) og om genopbygningen af landet efter den krig.
Således vist hvordan man kan tjene mange penge på kort tid ved at smide alle etiske overvejelser over bord.
Derudover er der vigtige strategiske årsager involveret i Ruslands invasion af Ukraine.
Tænk først og fremmest på vigtigheden af at sikre adgang til Sortehavsregionen for Rusland.
Hvis Rusland ikke har adgang til Sortehavet, ophører det med at eksistere som en stormagt i den nærmeste fremtid. NATO ved det godt, fordi de bruger militariseringen af Østeuropa og Sortehavsregionen til at anvende den strategi, Lord Palmerston brugte i det 19. århundrede, som førte til den første Krimkrig.
Denne strategi blev genoplivet i slutningen af det 20. århundrede af Brzezinski i sin bog Det store skakbræt.
Det er velkendt, at de såkaldte neocons, der på mange måder trækker i trådene i USA og NATO, overtog Brzezinskis strategi som deres egen.
Jeg tror, at enhver nøgtern analyse af situationen vil konkludere, at Putin og Rusland havde et valg: enten invaderede de Ukraine, eller også var det slut for Rusland som stormagt.
Desuden gjorde Putin det allerede klart på NATO-topmødet i Bukarest i 2008, at Ukraine var den røde linje: Hvis NATO tog skridt til at annektere Ukraine efter resten af Østeuropa, var krig det eneste resultat.
Han behøvede nok ikke at forklare dem det, de vidste det bedre end ham. Enhver analyse af de historiske data viser, at de europæiske og amerikanske ledere på det tidspunkt indså, at deres manøvrer i Ukraine næsten uundgåeligt var på vej mod en tredje verdenskrig.
Stormagternes kamp
Så vi er vidne til en kamp mellem stormagter.
Den ene er mere ekspansionistisk end den anden, den ene er mere succesfuld i det beskidte militærspil end den anden.
Som alle stormagter føler de sig truet i deres dominans. Store kræfter er underlagt egoets lov: Jo mere magt man har, jo mere frygtsom og aggressiv bliver man.
Som alle stormagter bruger de alle vores rationalistiske tids skadelige strategiske og militære teknikker.
Begge trives med propaganda, herunder falsk flag-operationer, hvor deres egne borgere om nødvendigt ofres for at påvirke den offentlige mening.
Og begge viger ikke tilbage for politisk forfølgelse og mord.
Befolkningen skal ikke så meget vælge mellem en af disse to stormagter; de skal gøre sig klart, at en storstilet militær- og atomkonflikt ikke er en mulighed, og, at i det mindste skal ordenes måde udforskes fuldt ud først.
Putin er et menneske, russerne er mennesker. Og et menneske vil gerne høres. Der er grunde nok til at lytte nøje til, hvad russerne har at sige.
Jeg vil ikke med denne artikel sige, at Ukraine skal overlades til sin skæbne. Bestemt ikke.
Det, jeg vil sige er, at optakten til en konflikt og intentionerne bag den, skal vurderes og skildres så præcist som muligt. Og at vi bestemt bør være forsigtige med at sætte skub i en krig, der med diplomati og en lille smule introspektion kan blive stoppet.
Det er den eneste måde, vi virkelig kan tilbyde de lidende mænd, kvinder og børn i Ukraine en udsigt til at få en ende på denne meningsløse vold.
Det er en illusion at tro, at et kommende atominferno, som truer med at udslette alt liv på denne planet, vil vække masserne fra deres masseformation.
Massen er en organisme, der trives med dødsdrift. Dens ultimative mål er selvdestruktion. Den person, der glider ind i masseformationen, har allerede valgt døden; alle andres død og deres egen død.
Det eneste, der kan stoppe denne tendens, er modet til at tale sandt af dem, der føler, at der er noget galt med krigshistorien.
En masseformation udvikler sig altid under et voksende slør af illusion, en ensidig og vildledende fare, der tilskriver al verdens ulykke til ét objekt.
Det er den illusion, der skal brydes med ord, ord, der bliver talt ud fra erkendelsen af begrænsningen af al viden, fra erkendelsen af, at sandheden ikke kan og bør siges fuldt ud, fra erkendelsen af, at den, der tænker og er anderledes, i sidste ende også er et menneske, fra erkendelsen af, at den Anden kun er vores fjende i illusion.
Mattias
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: Pavel Neznanov/ Unsplash og Lars Dunker/ Unsplash
KIS-redaktionen