Af Todd Hayen – 19. november – 2022
Orginal artikel oversat fra Off-Guardian
Folk synes at mene, at enhver der beklager sig over sine “rettigheder”, er en slags overfølsom hypokonder. Jeg hører hele tiden kommentarer som: “Rettigheder? Du har da allerede ingen rettigheder, hvorfor er du så så ked af at miste mere?” Eller omvendt, “Du ved ikke hvad det at miste rettigheder handler om, prøv at bo en uge i Nordkorea!”
Ingen af disse svar viser tegn på særlig intelligens eller forståelse af vores nuværende situation.
Det første svar er et særligt godt eksempel i denne henseende. Rettighederne går så hurtigt tabt. Når, og hvis vi endelig vågner op til det faktum, vil vi indse, hvor meget vi faktisk allerede har tabt.
Det er stadig ikke en god grund til at ignorere, hvad der foregår.
Det andet svar viser, at den der siger dette ikke forstår, at Nordkorea er præcis der hvor vi er på vej hen. Det er derfor ingen grund til ikke at være hyperobservant med hensyn til hvad der sker i øjeblikket.
Historien
har tydeligt vist, at hvis man ikke tager sådanne ting i opløbet, vil totalitarisme eller nogen af dens undertrykkende afledte ismer, til sidst krybe ind i kulturen. Vi skal som et frit samfund hele tiden være opmærksomme på risikoen og få øje på de tidlige tegn.
Det er meget interessant for mig, at folk generelt vil smække etiketten “paranoid” på, eller endnu bedre, “konspirationsteoretiker”, hvis en person udviser bekymring over magtmisbrug og mulig korruption, uanset hvor betydningsfuld eller ubetydelig bekymringen måtte være.
Som Jordan Peterson engang sagde:
“Systemer går frygteligt ud af kontrol når folk ikke stopper dem, når de er ved at gå blot lidt ud af kontrol.“
Og endnu mere vildt, så ved vi, at mennesker, og mange af dem, stadig er i stand til at anerkende og handle imod, hvad de opfatter som regeringskorruption. Denne evne blev tydeliggjort under Donald Trumps periode som amerikansk præsident.
Uanset om hele Trumps negative persona som præsident blev opdigtet af pressen eller ej (jeg tvivler bestemt på, om det hele var), reagerede de på venstrefløjen som om det var et formidabelt problem, og det gør de selvfølgelig stadig.
Selvom jeg var meget optaget af mediehypet på det tidspunkt, er jeg stadig forbløffet over, hvor ondskabsfulde og stejle folk var og er. Som om at Trump og det republikanske parti, der støttede ham, er den eneste grund til, at landet er i en nedadgående spiral. Det forekommer mig alt sammen ret klart, at Trump, og alt det der fulgte med ham, i det mindste delvist, var en lumsk distraktion.
Så hvorfor det?
Hvis befolkningen kan se korruption i én omstændighed (den påståede korruption af Trumps administration og parti), hvorfor kan de så ikke se det i en anden (den regeringskorruption, vi oplever nu) – og i en, som i følge beviserne, er korrupt? Er denne opfattelse udelukkende forårsaget af medierne? Efter min ydmyge mening er det meget sandsynligt.
Jeg tror, at klichéen er sand – pressen kontrollerer virkelig den offentlige mening og den offentlige holdning.
Pressen kan være en af rødderne i det massive ukrudt, der fik os ind i dette rod. Men pressen plejede kun at være så magtfuld som deres insisteren på at rapportere sandheden var.
Nu betyder det åbenbart overhovedet ikke noget for dem, om de rapporterer sandheden. Så hvorfor det?
Hovedårsagen er ikke pressen, men de mennesker, der forbruger mediernes opkast af “information”. De ved typisk ikke, hvordan de skal granske sandhed fra usandhed. Faktisk ser det ud til, at sondringen mellem fakta og fiktion ikke engang betyder noget.
Jeg har oplevet situationer med venner og familie, hvor en meget klar beviselig sandhed endelig bliver præsenteret (som det sker ret ofte nu), og hvor de STADIG ikke vil erkende det. “Jeg er ligeglad med, om det er sandt, jeg holder fast i, hvad jeg tror på.” Det er en no-win situation.
Hvorfor?
Jeg tror ikke, der er ét svar på det spørgsmål.
Men et af dem er helt sikkert styrken i tidligere indoktrinering. Med hensyn til frihedsspørgsmålet tror jeg virkelig, at mange mennesker simpelthen ikke ønsker at være frie.
For det første ved de ikke rigtig, hvad frihed betyder, og for det andet, så enkelt og “right in your face” som det lyder, er de lige så frie som de gider være, så længe de ikke får frataget deres videospil, pot, porno og andre øjeblikkelige tilfredsstillelser.
Tænk bare på Fagre Nye Verden og designer-drugget Soma, som Huxley præsenterede i sin sjove dystopi.
Soma kan antage mange former i dag og det erstatter hvad som helst der er af sand værdi. Det er et stof på linje med de stoffer vi møder i dag, såsom pot og alkohol, men også ting vi ikke tænker på som stoffer, såsom mobiltelefoner, computere, videospil, pornografi, nye biler, smarte sko og tøj, store huse, fest, sex, affærer og så videre.
Jeg beskriver selvfølgelig en ekstrem del af spektret, men jeg tror du forstår min pointe.
Så min opfattelse er, at mange mennesker er ligeglade med den slags frihed som du og jeg ville kæmpe til døden for at beskytte.
Tag ytringsfriheden
Jeg er en gammel hippie (nå, ikke ligefrem, men det er en anden historie). Lad os bare sige, at jeg kommer fra en æra, hvor ytringsfriheden og eventuelle begrænsninger omkring den, var en stort emne.
Ytringsfrihed var grundpillen i amerikansk demokrati, og selv en lillebitte tilsyneladende ubetydelig undertrykkelse af den, var ensbetydende med at stikke et sværd i maven på alt hvad USA stod for. Jeg har det stadig sådan.
Jeg kom ind i en af disse typiske samtaler på Facebook med et par “venner” jeg ikke havde snakket med i 100 år. Nogle af dem var også på min alder og burde egentlig have de samme følelser med hensyn til ytringsfrihed som jeg.
Jeg spillede for det meste dum og svarede en der foreslog, at folk nu skulle boykotte Twitter på grund af den “frie tænkning” idet Elon Musk var ved at tage over.
Jeg spurgte, “er det fordi du ikke kan lide Elon Musk, eller fordi du ikke kan lide ytringsfrihed?”
En anden fortsatte derefter med at give mig en belæring i forfatningsret og sagde noget i retning af:
“En fortolkning af forfatningen: ‘Kongressen skal ikke lave nogen love der begrænser ytringsfriheden.’ Sidst jeg kiggede, var Twitter ikke Kongressen.”
Ved at antyde, at Twitter ikke overtrådte nogen lov, og at kun USA’s regering udelukkende behøvede at være bekymret over ulovligheden i begrænsning af ytringsfriheden, havde et privat firma altså intet at bekymre sig om.
Nu vil jeg ikke gå ind i en diskussion om noget af dette, dvs. om Twitter, Facebook, YouTube eller andre, har ret til at begrænse ytringsfrihed, censurere information eller ikke. Jeg tror selvfølgelig at der er et argument her, men det må være en anden god gang.
Det jeg vil kommentere på, er holdningen hos mine landsmænd der tager stilling til at forsvare Twitter, eller hvem som helst, og deres nuværende praksis af censur, begrænsninger og på anden måde undertrykkelse af den frie udveksling af information og meninger. Hvad fanden sker der?
Den anden mærkværdighed er, at et halvt dusin mennesker pludselig kastede sig over mig for at have antydet, at Twitter ikke havde ret til at administrere deres medlemmer, som jo alle havde “underskrevet” aftalen om Twitters “regler for engagement”, når det ikke engang var det, jeg var. sætte spørgsmålstegn ved.
Folk virker generelt meget følsomme over for dette. De er ret glade for, at disse “informationskilder” beskytter deres sarte ører mod “misinformation”.
Jeg hører den slags hele tiden
Et åbenlyst forsvar af privatejede virksomheder til at gøre hvad fanden de vil… “en restaurant tager ikke dine rettigheder fra dig, hvis de ikke vil lukke dig ind, hvis du ikke er vaccineret. Den er deres ret til at nægte service til alle, der ikke opfylder deres standarder: ‘ingen skjorte: ingen service, ingen vax: ingen service!!’”
OK, måske er det sandt. Måske er der mange tilfælde, hvor disse virksomheder har fuld ret til at udføre deres form for vaccinediskrimination, men hvorfor forsvarer disse mennesker det? Hvorfor er de ikke i forargelse? Det er for mig som at forsvare nogens ret til at forhindre farvede mennesker i at komme ind på en restaurant.
Det ville ingen stå for, selvom de mennesker, der diskriminerede, var på den rigtige side af loven. Det forekommer mig samvittighedsløst, at hvem som helst vil støtte nogen, eller et privat firma, der ønsker at begrænse ytringsfriheden. Men det er der, vi er.
Folk ønsker ærligt talt ikke at være frie. De finder trøst i at blive kontrolleret og få deres information kontrolleret. Med frihed følger ansvar, og i dag ser det ud til, at ingen er villige til at påtage sig noget ansvar.
Todd Hayen er en registreret psykoterapeut der praktiserer i Toronto, Ontario, Canada. Han har en PhD i dybdegående psykoterapi og en MA i bevidsthedsstudier. Han har specialiseret sig i jungiansk, arketypisk psykologi. Todd skriver også til sin egen substack, som du kan læse her
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: Markus Spiske/Unsplash