Af DAVID MCGROGAN – brownstone.org
De to vigtigste sætninger i den politiske filosofis historie, siden de gamle grækere dukkede op i begyndelsen af Machiavellis “Prinsen”. “[En] klog hersker,” informerer forfatteren sin læser, “må finde på en metode, hvorved hans borgere vil have brug for staten og sig selv, til enhver tid og under alle omstændigheder. Så vil de altid være loyale over for ham.”
Historien om udviklingen af moderne regeringsførelse er i det væsentlige et riff over denne grundlæggende indsigt. Den fortæller os næsten alt hvad vi har brug for at vide om vores nuværende situation: dem, der styrer os, er energisk engagerede i opgaven med at få os til at få brug for dem, så de kan bevare vores loyalitet og dermed blive ved magten – og få mere af den
Machiavelli skrev på et særligt tidspunkt i historien, da den ting som vi nu kender som ‘staten’, først blev til i europæisk politisk tankegang.
Den fysiske verden er hovedbegivenheden
Før Machiavelli var der kongeriger og fyrstedømmer, og begrebet herredømme var i det væsentlige personligt og guddommeligt. Efter ham blev det sekulariseret, tidsmæssigt, og det Michel Foucault kaldte for ‘statsligt‘. Det vil sige, at for det middelalderlige sind var den fysiske verden blot en tilstand før “efterlivet”, og kongens opgave var at opretholde åndelig orden. For det moderne sind – som Machiavelli kan kaldes forløberen for – er den fysiske verden hovedbegivenheden (paradiset og livet hinsides er et åbent spørgsmål), og herskerens opgave er at forbedre befolkningens materielle og moralske velbefindende, territoriets og økonomiens produktivitet.
Machiavellis maksime tvinger os til at tænke mere seriøst over den doktrin, som han i dag er berømt for – raison d’État, eller ‘statens grund’, hvilket i bund og grund betyder begrundelsen for, at staten handler i sine egne interesser og over loven eller den naturlige rettighed. Den måde, som dette koncept normalt beskrives på, antyder en amoralsk forfølgelse af den nationale interesse. Men dette er at overse dets omsorgsfulde aspekt.
Statens egne interesser
Machiavellis maksime tvinger os til at tænke mere seriøst over den doktrin, som han i dag er berømt for – raison d’État, eller ‘statens grund’, hvilket i bund og grund betyder begrundelsen for, at staten handler i sine egne interesser og over loven eller den naturlige rettighed. Den måde, som dette koncept normalt beskrives på(målet helliger midlet), antyder en amoralsk forfølgelse af den nationale interesse. Men dette overser dets omsorgsfulde aspekt.
Som Machiavelli gør helt klart i de linjer jeg lige har citeret, betyder statsfornuft også at opnå og bevare befolkningens loyalitet (for at bevare den herskende klasses position) – og det betyder, at man tænker på måder der kan gøre befolkningen afhængig af staten for dens velfærd.
Befolkningen gøres sårbar
I samme øjeblik som den moderne stat opstod i begyndelsen af det 16. århundrede, havde den altså allerede i sit hjerte, en opfattelse af sig selv som nødvendig for at gøre befolkningen sårbar (som vi nu om dage ville sige det) for at de kunne anse den for nødvendigt. Og det er ikke særlig svært at forstå hvorfor. Herskere ønsker at fastholde magten, og i en sekulær ramme, hvor “kongers guddommelige ret” ikke længere råder, betyder det at holde befolkningen på statens side.
I århundrederne siden Machiavellis skriverier, har vi set en enorm udvidelse i størrelsen og omfanget af den administrative stat, og som tænkere fra Francois Guizot til Anthony de Jasay har vist os, er denne store regeringsramme i høj grad opstået på basis af dette omsorgsfulde aspekt af “raison d’Ètat“.
Det er ikke sådan at staten, som Nietzsche beskrev den, blot er et ‘koldt monster’, der uopfordret påtvinger sig samfundet. Den er derimod resultatet af en kompleks række af interaktioner, hvor igennem den har udviklet sig og overbevist samfundet om, at det har brug for dens beskyttelse, og derfor har opnået samfundets samtykke til dets udvidelse i overensstemmelse hermed.
For at vende tilbage til Foucault (hvis skrifter om staten er blandt de vigtigste og mest indsigtsfulde i de sidste 100 år), kan vi tænke på, at staten er opstået som en række diskurser, som befolkningen og grupper inden for den, er konstrueret af, som værende sårbare med behov for statens velvillige bistand. Disse grupper (de fattige, de gamle, børn, kvinder, handicappede, etniske minoriteter og så videre) vokser gradvist i antal, så de til sidst udgør hele befolkningen.
Covid-19 og afhængighed af staten
Den ultimative drøm er selvfølgelig, at staten finder måder at gøre alle sårbare, bogstaveligt talt, så de har brug for dens hjælp (dens status vil da helt sikkert være for evigt sikker) – og jeg behøver næppe at forklare dig hvorfor Covid-19, i dette henseende, blev grebet an med et sådant velbehag.
Dette er altså grundhistorien om statens udvikling siden Machiavelli – i det væsentlige en legitimering af statsmagtens vækst på grundlag af at hjælpe de udsatte. Og det er kernen og har altid været kernen i begrebet “raison d’Ètat”.
Men historien stopper ikke her. Det fører os videre til slutningen af Anden Verdenskrig. Her er vi nu i en tidsalder – som vi ofte bliver mindet om – af internationalt samarbejde, globalisering og faktisk global styring. Der er knapt et felt i det offentlige liv, fra udsendelse af pakker til kulstofemissioner, som ikke på en eller anden måde er reguleret af internationale organisationer af den ene eller anden art.
Globalismens fundament
Selvom statens tilbagegang gang på gang har vist sig at være stærkt overdrevet, er vi ubestrideligt i en tidsalder, hvor raison d’État i det mindste delvist har givet plads til det, Philip Cerny engang kaldte “raison du monde” – en insisteren på centraliserede globale løsninger som svar på spredningen af “globale problemer”.
Ligesom raison d’État er raison du monde afvisende over for små begrænsninger – såsom lov, naturlige rettigheder eller moral – der kan begrænse dens virkefelt. Det retfærdiggør at handle i, hvad der ses som den globale interesse, uanset grænser, demokratisk mandat eller offentlig holdning. Og som med raison d’État præsenterer den sig selv som en foucauldiansk ‘omsorgskraft’, der handler, hvor det er nødvendigt, for at bevare og forbedre menneskets velbefindende.
Vi kan alle opregne de mange områder – klimaændringer, folkesundhed, lighed, bæredygtig udvikling – hvor raison du monde udviser interesse. Og vi kan alle, håber jeg, nu se grunden til det. Ligesom staten siden sin begyndelse på Machiavellis tid har set sin vej til sikkerhed som værende gennem sårbargørelse af befolkningen og varetagelsen af dens sikkerhed, så forstår vores begyndende globale regeringsregime, at vokse og bevare sin status, – den skal nemlig overbevise verdens mennesker om, at de har brug for den.
Magten bevares
Der er intet konspiratorisk ved dette. Det er simpelthen at udlevelsen af menneskelige incitamenter. Folk kan lide status og den rigdom og magt, der følger med det. De handler konsekvent for at forbedre det, og for at beholde det, når de har det. Det, der animerede Machiavelli og dem, han rådgav, er således det samme, der animerer folk som Tedros Adhanom Ghebreysus, generaldirektør for WHO. Hvordan opnår og bevarer man magt? Overbevis folk om, at de har brug for dig. Uanset om det er raison d’État eller raison du monde, så følger resten blot efter.
Selvstændighed er en trussel
At tænke på tingene på denne måde hjælper os også til at forstå den kritik, som den ‘nye populisme’ i anti-globalistiske bevægelser er blevet behandlet med. Hver gang en kampagne som Brexit lykkes med at afvise logikken bag raison du monde, truer det selve forestillingen, som konceptet hviler på, og dermed hele den globale regeringsbevægelse. Hvis en stat som Storbritannien i en eller anden forstand kan ’do it alone’, så tyder det på, at enkelte lande trods alt ikke er så sårbare. Og hvis dette viser sig at være sandt, så sættes der spørgsmålstegn ved hele begrundelsen for rammerne for global styring.
Det samme grundlæggende mønster underbygger selvfølgelig nutidige bekymringer om fænomener som no-fap-bevægelsen, homesteading, tradwives og bodybuilding; hvis det viser sig, at befolkningen trods alt ikke er så sårbar, og at mænd, kvinder og familier kan forbedre sig selv og deres samfund uden hjælp fra staten. Så bliver hele den struktur, som raison d’État-bygningen hviler på, radikalt ustabil…… Dette er i det mindste en del af grunden til, at disse bevægelser så ofte udtværes og forfølges af de “snakkende klasser”, som er så afhængige af staten og dens vidde.
Hvor ender det?
Vi befinder os således ved en skillevej i både statens og den globale regerings bane. På den ene side ser det ud til, at imperativerne for raison d’État og raison du monde begge er blevet ansporet af hurtige teknologiske fremskridt med langt mere potentiale til både at gøre befolkningen sårbar, og love at lindre og afhjælpe enhver ulejlighed. Men på den anden side vokser politiske og sociale bevægelser som afviser denne vision. Hvor dette vil føre os hen, er et oprigtigt åbent spørgsmål; vi befinder os, ligesom Machiavelli, i begyndelsen af noget – selvom der absolut ikke med sikkerhed kan siges præcist hvad det er.
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: Brownstone Institute
KIS-redaktionen
.