KIS-redaktionen: Vi bringer denne hyldest til John Pilger som gik over for nylig.
John var en stor fritænker og livslang utrættelig forkæmper for ytringsfrihed, menneskerettigheder, sandhed, demokrati og retfærdighed. Han har efterladt sig et bjerg af artikler og film som heldigvis er frit tilgængelige for offentligheden.
John Pilger har to gange vundet Storbritanniens højeste pris for journalistik og har været International Reporter of the Year, News Reporter of the Year og Descriptive Writer of the Year. Han har lavet 61 dokumentarfilm og har vundet en Emmy, en BAFTA og Royal Television Society-prisen. Hans ‘Cambodia Year Zero’ er udpeget som en af de ti vigtigste film i det 20. århundrede.
Hans artikler udgives til stadighed over hele verden.
I 2001 var han kurator på en stor udstilling på London Barbican, Reporting the World: John Pilgers Eyewitness Photographers, en hyldest til de store sort-hvide fotografer han har arbejdet sammen med.
I 2003 blev han tildelt den prestigefyldte Sophie-pris for ’30 år med at afsløre uretfærdighed og fremme menneskerettigheder.’
I 2009 blev han tildelt Australiens menneskerettighedspris, Sydney Peace Prize og han har modtaget æresdoktorgrader fra universiteter i Storbritannien og i udlandet.
I 2017 annoncerede British Library et John Pilger-arkiv over alt hans skrevne og filmede arbejde.
Vi bringer her en af hans sidste artikler: Silencing the Lambs: How Propaganda Works udgivet på consortiumnews.com.
Æret være dit minde John.
.
Af John Pilger – 22. september – 2022
“Leni Riefenstahl sagde, at hendes episke film, der glorificerede nazisterne, afhang af et “underdanigt tomrum” i den tyske offentlighed. Sådan fungerer propaganda.“
I 1970’erne mødte jeg en af Hitlers førende propagandister, Leni Riefenstahl, hvis episke film glorificerede nazisterne. Vi boede tilfældigvis på det samme landsted i Kenya, hvor hun var på en fotoopgave, efter at have undsluppet den skæbne som andre venner af føreren, blev indhentet af.
Hun fortalte mig, at de “patriotiske budskaber” i hendes film ikke var afhængige af “ordrer fra oven“, men af det, hun kaldte det “underdanige tomrum” i den tyske offentlighed.
Jeg spurgte hende om det Inkluderede det liberale, dannede borgerskab? “Ja, især dem,” svarede hun.
Jeg tænker på dette, mens jeg ser på den propaganda, der nu indtager alle vestlige samfund.
Selvfølgelig er vi da meget forskellige fra borgerne Tyskland i 1930’erne. Vi lever jo i informationssamfund. Vi er også globalister. Vi har aldrig været mere opmærksomme, mere i kontakt og bedre forbundet…..!?
Eller lever vi i Vesten, i mediesamfund, hvor hjernevasken er lumsk og ubarmhjertig, og hvor opfattelsen filtreres efter stats- og virksomhedsmagtens behov og løgne??
USA dominerer den vestlige verdens medier. Alle på nær én af top 10 medievirksomhederne er baseret i Nordamerika. Internettet og de sociale medier – Google, Twitter, Facebook – er til en stor del amerikansk ejet og kontrolleret.
I min levetid har USA væltet, eller forsøgt at vælte, mere end 50 regeringer, for det meste demokratier. Det har blandet sig i demokratiske valg i 30 lande. Den har kastet bomber over befolkningen i 30 lande, de fleste af dem fattige og forsvarsløse. Det har forsøgt at myrde lederne af 50 lande. Det har kæmpet for at undertrykke befrielsesbevægelser i 20 lande.
Omfanget af dette blodbad er stort set u-rapporteret, ikke-anerkendt, og de ansvarlige fortsætter med at dominere det anglo-amerikanske politiske liv.
Harold Pinter brød tavsheden
I årene før han døde i 2008, holdt dramatikeren Harold Pinter to ekstraordinære taler, som brød en tavshed.
“USA´s. udenrigspolitik,” sagde han:
er bedst defineret som følger: kys mig i røven eller jeg sparker dit hoved ind. Det er så enkelt og så groft som det. Det interessante ved det er, at det er så utroligt vellykket. Det besidder strukturerne af desinformation, brug af retorik, forvrængning af sprog, som er meget overbevisende, men faktisk er en stor pakke løgne. Det er meget vellykket propaganda. De har pengene, de har teknologien, de har alle midlerne til at slippe af sted med det, og det gør de.”
Ved modtagelsen Nobelprisen i litteratur sagde Pinter dette:
»USAs forbrydelser har været systematiske, konstante, ondskabsfulde, angerløse, men meget få mennesker har faktisk talt om dem. Det må man virkelig lade USA. Det har udøvet en ganske klinisk manipulation af magt på verdensplan, mens den har forklædt sig som en kraft for det universelle gode. Det er en strålende, endda vittig, yderst vellykket hypnosehandling.“
Pinter var en ven af mig og muligvis den sidste store politiske vismand – det vil sige før afvigende politik blev stueren. Jeg spurgte ham, om den “hypnose”, han refererede til, var det “underdanige tomrum” beskrevet af Leni Riefenstahl.
“Det er det samme,” svarede han. “Det betyder, at hjernevasken er så grundig, at vi bliver programmerede til at sluge pakken af løgne. Hvis vi ikke opdager propagandaen, vil vi acceptere den som normal og tro på den. Det er det underdanige tomrum.”
I vores systemer af virksomheder og demokrati, er krig en økonomisk nødvendighed, det perfekte ægteskab mellem offentligt tilskud og privat profit: socialisme for de rige, kapitalisme for de fattige. Dagen efter 9/11 steg aktiekurserne i krigsindustrien. Der kom mere blodsudgydelse, hvilket er fantastisk for erhvervslivet.
I dag har de mest profitable krige deres “eget brand”. De kaldes “for evigt krige” – Afghanistan, Palæstina, Irak, Libyen, Yemen og nu Ukraine. Alle er baseret på pakker af løgne.
Irak er den mest berygtede med dets masseødelæggelsesvåben, der ikke eksisterede. NATOs ødelæggelse af Libyen i 2011 blev begrundet med en massakre i Benghazi, der ikke skete. Afghanistan var en bekvem hævnkrig for 11. september, som ikke havde noget at gøre med befolkningen i Afghanistan.
I dag fortæller nyhederne fra Afghanistan, hvor onde Taleban er – ikke om den amerikanske præsident Joe Bidens tyveri af 7 milliarder dollars af landets bankreserver som har forårsaget udbredt lidelse. For nylig brugte National Public Radio i Washington to timer på Afghanistan – og 30 sekunder til byens sultende folk.
På topmødet i Madrid i juni vedtog NATO, som er kontrolleret af USA, et strategidokument, der militariserer det europæiske kontinent, og eskalerer udsigten til krig med Rusland og Kina. Det foreslår “multi-domæne krigskamp mod atombevæbnet peer-konkurrent.” Med andre ord atomkrig.
Og siger videre: “NATOs udvidelse har været en historisk succes“.
Jeg kunne næsten ikke tro det jeg læste.
Nyhederne fra krigen i Ukraine er for det meste ikke nyheder, men en ensidig flod af aggressivitet, forvrængning og undladelser. Jeg har rapporteret om en lang række krige men har aldrig oplevet så klokkeklar en propaganda.
I februar invaderede Rusland Ukraine, som en reaktion på næsten otte års drab og kriminel ødelæggelse i den russisktalende grænse-region Donbass.
I 2014 sponsorerede USA et kup i Kiev, der fik fjernet Ukraines demokratisk valgte og russisk-venlige præsident, og indsatte en efterfølger, som amerikanerne gjorde klart, var deres mand.
I de senere år er amerikanske “defender”-missiler blevet installeret i Østeuropa, Polen, Slovenien og Tjekkiet, og næsten helt sikkert rettet mod Rusland. De er ledsaget af falske forsikringer, stammende helt tilbage til James Bakers “løfte” til den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i februar 1990 om, at NATO aldrig ville ekspandere ud over Tyskland.
NATO på Hitlers grænse
Ukraine er frontlinjen.
NATO har reelt nået det grænseland, hvorigennem Hitlers hær stormede i 1941 og efterlod mere end 23 millioner døde i Sovjetunionen.
I december sidste år foreslog Rusland en vidtrækkende sikkerhedsplan for Europa. Dette blev afvist, hånet eller undertrykt i de vestlige medier. Hvem læste egentlig dette trinvise forslag?
Den 24. februar truede præsident Volodymyr Zelensky med at udvikle atomvåben, medmindre Amerika bevæbnede og beskyttede Ukraine.
[Relateret: John Pilger: War in Europe & the Rise of Raw Propaganda]
Samme dag invaderede Rusland Ukraine i en “uprovokeret” handling af medfødt vanære, ifølge de vestlige medier. Historien, løgnene, fredsforslagene, de højtidelige aftaler om Donbass i Minsk, regnedes for ingenting.
Den 25. april fløj den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin ind i Kiev og bekræftede, at USA’s mål var at ødelægge Den Russiske Føderation – ordet han brugte var “svække”. USA havde fået den krig, det ønskede, ført af en amerikansk bankstøttet og bevæbnet fuldmægtig, en midlertidig og brugbar skak-bonde.
Næsten intet af dette blev forklaret for det vestlige publikum.
[Læs også:Joe Lauria: Biden Confirms Why the US Needed This War]
Ruslands invasion af Ukraine er hensynsløs og utilgivelig. Det er en forbrydelse at invadere et suverænt land. Der er ingen “men” – undtagen ét.
Hvornår begyndte den nuværende krig i Ukraine, og hvem startede den?
Ifølge FN er omkring 14.000 mennesker mellem 2014 og i år blevet dræbt i Kiev-regimets borgerkrig på Donbass. Mange af angrebene blev udført af nynazister.
Se en ITV-nyhedsreportage fra maj 2014 af veteranreporteren James Mates, som sammen med civile i byen Mariupol bliver beskudt af Ukraines Azov (nynazistiske) bataljon.
I samme måned blev snesevis af russisktalende mennesker brændt levende eller kvalt i en fagforeningsbygning i Odessa, belejret af fascistiske bøller, – tilhængere af den nazistiske kollaboratør og antisemitiske fanatiker Stepan Bandera. New York Times kaldte bøllerne “nationalister”.
“Vores nations historiske mission i dette kritiske øjeblik,” sagde Andreiy Biletsky, grundlægger af Azov-bataljonen, “er at lede verdens hvide racer i et sidste korstog for deres overlevelse, et korstog mod de semit-ledede Untermenschen”.
Siden februar har en kampagne af selvudnævnte “nyhedsmonitorer” (for det meste finansieret af amerikanerne og briterne med forbindelser til regeringer) søgt at fastholde det absurde, at Ukraines nynazister ikke eksisterer.
Air-brushing, der engang var forbundet med Stalins udrensninger, er blevet et værktøj i mainstream journalistik.
“Jeg har rapporteret om en lang række krige men har aldrig oplevet en så massiv og generel propaganda.”
På mindre end 10 år er et “godt” Kina blevet “air-brushed”, og et “dårligt” Kina har erstattet det: fra verdens værksted til en spirende ny Satan.
Meget af denne propaganda stammer fra USA og transmitteres gennem “stråmænd” og “tænketanke”, såsom det berygtede Australian Strategic Policy Institute, våbenindustriens stemme, og af journalister som Peter Hartcher fra The Sydney Morning Herald, der har stemplet kinesiske influencere, som værende “rotter, fluer, myg og spurve” og endda foreslået, at disse “skadedyr” skal “udryddes”.
Nyheder om Kina i Vesten handler næsten udelukkende om truslen fra Beijing.
Airbrushed er de 400 amerikanske militærbaser, der omgiver det meste af Kina, en bevæbnet halskæde, der strækker sig fra Australien til Stillehavet og Sydøstasien, Japan og Korea.
Den japanske ø Okinawa og den koreanske ø Jeju, er som ladte kanoner rettet direkte mod Kinas industrielle hjerte. En embedsmand i Pentagon beskrev dette som en “løkke”.
Palæstina er blevet fejlrapporteret, så længe jeg kan huske.
For BBC er det “konflikten” mellem “to fortællinger.” Den længste, mest brutale, lovløse militære besættelse i moderne tid bliver ikke nævnt.
Det ramte folk i Yemen eksisterer knap nok. De er “medie-umennesker”.
Mens saudierne kaster amerikanske klyngebomber anført af britiske rådgivere der arbejder sammen med de saudiarabiske angrebsofficerer, sulter mere end en halv million børn.
Denne hjernevask og udeladelses-strategi er ikke ny.
Slagtningen i Første Verdenskrig blev undertrykt af journalister, der fik ridder-ordener for deres medløberi.
I 1917 betroede redaktøren af The Manchester Guardian, C.P. Scott, sig til premierminister Lloyd George: “Hvis folk virkelig vidste hvad der sker [sandheden], ville krigen blive stoppet i morgen, men de ved det ikke og kan ikke vide det.”
Benægtelsen af at se mennesker og begivenheder, som dem i andre lande ser dem, er en medievirus i Vesten, – lige så invaliderende som Covid. Det er, som om vi ser verden gennem et envejsspejl, hvor “vi” er moralske og godartede, og “de” ikke er det. Det er et dybt imperialistisk syn.
Deres historie, der er en levende tilstedeværelse i Kina og Rusland, bliver sjældent forklaret og sjældent forstået.
Vladimir Putin er Adolf Hitler. Xi Jinping er Fu Man Chu.
Episke resultater, såsom udryddelsen af dyb fattigdom i Kina, er knap nok kendt i Vesten. Hvor er det perverst og elendigt.
Nyhederne fra krigen i Ukraine er for det meste ikke nyheder, men en ensidig flod af aggressivitet, forvrængninger, udeladelser.”
Hvornår vil vi tillade os selv at forstå?
Uddannelse af journalister i metermål er ikke svaret. Det er det vidunderlige digitale værktøj heller ikke, som jo er et middel og ikke et mål. Ligesom en “en-finger-skrivemaskine”.
I de senere år er nogle af de bedste journalister blevet lempet ud af mainstream. “Defenestreret” er det anvendte ord.
De vinduer, der engang var åbne for fritænkere, for journalister der gik imod strømmen, sandhedssigerne, er blevet lukket.
Sagen om Julian Assange er den mest chokerende. Da Julian og WikiLeaks kunne vinde læsere og priser for The Guardian, The New York Times og andre selvfede “rekord-artikel-aviser”, blev han fejret.
Da den “dybe stat” protesterede og krævede ødelæggelse af harddiske og mord på Julians karakter, blev han gjort til en offentlig fjende.
Vicepræsident Joe Biden sammenlignede ham med en “hi-tech terrorist.” Hillary Clinton spurgte: “Kan vi ikke bare “drone” denne fyr?”
Den efterfølgende kampagne med misbrug og bagvaskelse af Julian Assange – FN’s ordfører for tortur kaldte det “mobbing” – bragte den liberale presse til sit hidtil laveste punkt. Vi ved, hvem de er. Jeg tænker på dem som kollaboratører: som Vichy-journalister.
Hvornår stiller ægte journalister op?
En inspirerende samling af fritænkere findes allerede på internettet: Consortium News, grundlagt af den store reporter Robert Parry, Max Blumenthal’s The Grayzone, Mint Press News, Media Lens, DeclassifiedUK, Alborada, Electronic Intifada, WSWS, ZNet, ICH, CounterPunch, Independent Australia, Chris Hedges, Patrick Lawrence, Jonathan Cook, Diana Johnstone, Caitlin Johnstone og andre, som sikkert vil tilgive mig for ikke at nævne dem her.
Og hvornår vil forfattere rejse sig, som de gjorde mod fascismens fremkomst i 1930’erne? Hvornår vil filmskabere rejse sig, som de gjorde mod den kolde krig i 1940’erne? Hvornår vil satirikere stå frem, som de gjorde for en generation siden?
Efter at have ligget i blød i 82 år, i et dybt bad af retfærdighed, som er den officielle version af sidste verdenskrig, er det så ikke på tide, at de der skal holde sagen ved lige, erklærer deres uafhængighed og straks afkoder propagandaen?
Det haster mere end nogensinde!
Denne artikel er baseret på en tale, forfatteren holdt ved Trondheim World Festival, Norge.
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: John Pilger – WikiMedia Commons
KIS-redaktionen