Af Søren Hansen – 14. april 2023
Først udgivet på klimarealisme.dk
Ole Humlum har netop udsendt sin årlige rapport over klimaets tilstand, denne gang for 2022. Vi anmeldte hans 2021-rapport for ca. et år siden, og det må konstateres, at der er meget materiale, der går igen fra år til år. Har man imidlertid ikke stiftet bekendtskab med disse rapporter før, er det meget lærerig og ind i mellem ganske underholdende læsning.
Fra alle sider hører vi, at klimaet er ved at gå amok. 2022 var et af de varmeste år nogen sinde, storme, oversvømmelser og tørke var værre end nogensinde før, og havstigningen accelererer år for år. En Al Gore optrådte på WEF-mødet i Davos og rablede højrøstet om, at havene koger, og vi skal snart dø alle sammen – medmindre selvfølgeligt, at vi gør som han siger.
Humlums rapport giver et helt andet billede. Han understreger, at han ikke bruger modelresultater men helst kun tal, der er fremkommet ved faktiske målinger i den virkelige Verden. Det er en god tilgang, i megen klimalitteratur, f.eks. IPCC’s rapporter, er målinger og modelberegninger blandet godt og grundigt sammen, så man ofte som læser er i tvivl.
I følge Humlum var der ikke noget særligt ved 2022. UAH’s satellitbaserede målinger, som Humlum har mest tiltro til – da de er ukorrigerede, viser, at 2016 var det varmeste år, vi har haft siden målingerne startede i 1979. Efter 2016 har temperaturen været lavere, og 2022 skilte sig ikke ud fra de seneste 10 år, se fig. 1.
Forskellen på redigerede og uredigerede satellitdata ses på fig. 2, hvor UAH’s kurve er sammenlignet med RSS. Sidstnævnte foretog en større revision for nogle år siden. Resultatet er tydeligt, de seneste 10-15 år er blevet varmere og der er en mere jævn stigning igennem hele perioden, akkurat hvad man skulle forvente, hvis CO2-indholdet alene styrer temperaturen. Men selvom klimamodellerne er mere enige med denne kurve, er det jo langt fra sikkert, at den er nærmere virkeligheden end UAH’s.
Rapporten beskæftiger sig en del med havtemperaturen, som vi har fået meget bedre styr på efter udlægningen af tusindvis af Argo-bøjerne, der fordelt over hele havet måler temperaturen fra overfladen og ned i 1900 m’s dybde. Havtemperaturen er ikke steget ret meget (det varer lang tid før det begynder at ”koge”) og det er tydeligt, at der foregår en stor udveksling af varme, dels mellem de forskellige niveauer i havet, og dels mellem havoverfladen og atmosfæren. Effekten af ENSO-svingningerne, El Niño og La Niña, er netop, at de flytter varmen fra luften og ned i havet, eller det modsatte.
2016 var på mange måder et skelsættende år, der var en kraftig El Niño, og den gav den globale temperaturrekord, men samtidigt havde den også indflydelse på havisens udbredelse omkring Antarktis, der efter mange års gradvis stigning pludseligt tog et kraftigt dyk. Også ved Arktis var der varmt og meget havis forsvandt, men siden er det blevet koldere igen i Arktis. Temperaturen her hænger nøje sammen med nordgående havstrømme, varmen er oprindeligt tilført ved Ækvator og føres derefter mod nord og mod syd.
Om havstigningerne gentager Humlum, at han har mest tiltro til de kystbaserede målinger, det er også dem, de lokale myndigheder bør bruge, hvis de skal planlægge tiltag mod stigende vandstand og stormfloder. De kystbaserede målinger viser en global havstigning på 1-2 mm/år, mens satellitterne ligger oppe på 3,4 – 4,5 mm. Satellitterne tages til indtægt for påstanden om at havstigningerne er ”accelererende”, men det er faktisk heller ikke helt tilfældet, som vist på fig. 3. De seneste 8 år har stigningstakten således været 3,7 mm/år mod 4,5 mm/år i perioden før. Havniveauet ændrer sig ikke jævnt, som så mange andre ting i klimaet er det udsat for svingninger, drevet af de store havstrømme m.v.
Fig. 4 viser udviklingen i orkaner siden 1970, her udtrykt ved den samlede afsatte energi. Det er en kombination af antallet af orkaner og deres styrke og nok det bedste mål for udviklingen. Mange svagere orkaner kunne give det samme resultat som få kraftige, og med metoden her kan man nemmere sammenligne årene med hinanden og lede efter en klimarelateret tendens. Og som man ser på fig. 4, så er der svingninger hen gennem perioden, men ikke nogen langsigtet tendens.
Så efter at have læst Humlums rapport kan vi sove roligt om natten. Vi står ikke midt i farlige klimaforandringer, og Jorden går ikke under på fredag…
KIS-redaktionen