Udgivet: 28 april 2023 Udgivet af: Kilderne i Såne Kommentarer: 0

Af Sofie Persson publiceret den 8. april 2023

At spille klaver kan hjælpe med at reducere depression, stress og angst, ifølge en undersøgelse ved University of Bath i Storbritannien. Endvidere viste det sig, at indlæring af musik også bidrog til en øget evne til at bruge syn og hørelse samtidigt.

Musikere har som regel lettere ved det audiovisuelle, det vil sige at kunne læse noder (se) samtidig med at de spiller instrumentet (lytte) og også være gode til følelsesmæssig genkendelse. Forskere ved University of Bath i Storbritannien ønskede at finde ud af mere om, i hvilket omfang disse kvaliteter kommer fra selve den musikalske træning eller om den er medfødt hos mange musikere.

Vi ved, at det at spille og lytte til musik ofte bringer glæde i vores liv, men med denne undersøgelse var vi interesserede i, at lære mere om de direkte effekter, en kort periode med musikindlæring kan have på vores kognitive evner“, siger Dr. Karin Petrini, psykolog og musikspecialist.

Undersøgelsen, offentliggjort i tidsskriftet Nature Scientific Reports, involverede 31 personer, der enten var i en gruppe, der lyttede til musik, lærte at spille musik eller en kontrolgruppe. Ingen havde nogen tidligere musikalsk uddannelse. Gruppen, der skulle lære at spille musik, øvede klaver en time om ugen i elleve uger. Den anden gruppe lyttede til den samme musik.

Efter blot et par uger blev musiklæringsgruppens evne til at behandle audiovisuel information forbedret. Det var ikke kun gennem musikken at evnerne blev bedre, men deltagerne skulle også lave andre tests, der gik ud på at kombinere syn og hørelse på samme tid, med gode resultater. De andre grupper viste ingen forbedring med hensyn til det audiovisuelle. At have en forbedret evne til audiovisuel perception kan være gavnlig på flere områder, såsom at køre bil eller evnen til at finde nogen i en menneskemængde.

Ydermere fandt forskerne også ud af, at de, der spillede klaver i elleve uger, viste lavere niveauer af depression, angst og stress sammenlignet med niveauerne før undersøgelsen begyndte.

Undersøgelsens forfattere foreslår, at musiktræning således kunne være gavnlig for mennesker der lider af psykiske vanskeligheder, om hvilket de tilføjer, at der skal mere forskning til for endeligt at kunne fastslå.

At lære at spille musik hjalp dog ikke med at øge evnen til at genkende følelser gennem ansigtsudtryk.

Kilde

Foto: Elijah M. Henderson/ Unsplash

Oversættelse: KIS-redaktionen