På vej en søndag.
En fortælling af Tina Tanderup.
Da jeg står ud af bilen på Nordhavnens parkerings plads, ligesom hver søndag siden midt i august 2021, mærker jeg småregnen og den bidende vind. På trods af tøj i mange lag er det nærliggende at ønske, at jeg var blevet hjemme i varmen.
Da jeg går over mod den mennesketomme plæne, kan jeg høre toget, der tutter i det fjerne og kirkeklokkerne ringe til Gudstjeneste, næsten som om de kalder til samling på græsset også….
Kommer der nogen?
Jeg indstiller mig et øjeblik på, at jeg måske kommer til at stå der på græsset helt alene – og så ser jeg den første velkendte skikkelse komme imod mig.
Jeg mærker glæden stige i kroppen og armen, der ryger i vejret til en hilsen. Da vi er kommet tæt på, hilser vi på hinanden med et stort kram – alt er godt!
Flere kommer til – ikke at vi kan mønstre lige så mange, som da vejret var venligere, men vi er en lille flok.
Vi har the og kaffe med, og nogle gange overraskes vi med nybagte boller eller nødder og chokolade.
Vi taler om det meste…..
Og så taler vi – om alt det, der presser sig på, eller lige falder os ind. Nogle gange er der alvorstung stemning, og på andre søndage har vi det bare sjovt.
Der er ikke nogen dagorden, og der er ikke nogen, der bestemmer. Der er heller ikke “mødepligt”. At jeg selv har rollen som tovholder betyder bare, at jeg kommer hver søndag, så ingen går forgæves.
Fællesskab
Det handler om fællesskab. At møde andre mennesker ude i virkeligheden.
I en tid hvor rigtigt meget foregår som selvbetjening på nettet, og menneskelig kontakt er skiftet ud med tryk-selv services og henvisninger til websider, er der brug for “mødet”.
Nedlukninger og restriktioner har ikke gjort sagen bedre; mange er ensomme, og nogle føler den splittelse, der er opstået i samfundet, som en tung byrde. De vante rutiner i hverdagen kan, som følge af dette, være slået helt i stykker – det mærker jeg selv.
Sandhed
Det handler også om at stå ved sin egen sandhed – at turde blotte sig.
I en tid, hvor konformiteten har taget over og flertallets mening er blevet “SANDHEDEN”, kan det være svært at holde fast i egne meninger – og at turde sige dem højt ikke mindst.
Med konformitet er konflikt nærmest blevet tabuiseret, og vi er holdt op med at have respekt for alt det, der ikke er mage til vores egen fortælling om virkeligheden. Vi har brug for at øve os igen. At finde frihed og mod til at ytre os.
Det er en god øvelse at være en del af et selskab, hvor man ikke har indflydelse på, hvem der er inviteret – hvor alle er velkomne!
Og det kan være en gave at møde mennesker, man ellers ikke ville have mødt – og blive udfordret af tanker, man ikke ville have tænkt!
Men alt dette er bare et udtryk for min sandhed – kom og fortæl hvordan alting ser ud, set fra dine sko.
En bevægelse
A Stand in The Park er en bevægelse, der kommer fra Australien, og som nu har spredt sig til mange lande og endnu flere parker.
Bevægelsen blev startet af Brady Gunn i Hyde Park i Sydney, og var et resultat af de meget restriktive nedlukninger, hvor folk slet ikke havde lov til at gå ud og mødes. De måtte dog gå en tur i parken i en time for at motionere lidt, og dette blev så startskuddet til en bevægelse, hvor folk trods alt kunne mødes og dyrke den menneskelige kontakt.
A Stand in The Park forener folk i parker over hele verden hver søndag morgen, mellem 10-11 lokal tid. Vi “Står” for at fejre frihed, mangfoldighed og retfærdighed for alle.
Vi “står” for personlig sandhed og frihed.
Hvor og hvornår?
Vi mødes på græsset foran Kronborg ( Kronborg Stranden) hver søndag mellem kl. 10-11, gerne iført noget gult så vi kan kende hinanden.