KIS-redaktionen har modtaget denne spændende og oplysende artikel fra et af foreningens medlemmer, Philip Holingbery.
Philip er 78 år, danskgift englænder, bosat i Helsingør siden 1978. Universitetsuddannet fra Queens’ College, Cambridge, med fysik og svagstrømsteknik som speciale. Medlem af Ingeniørforening Danmark. Fra 1978 til 1992 ansat hos Brüel & Kjær i Nærum, oprindelig som teknisk skribent på engelsk, men mest som systemansvarlig for litteratur-afdelingens tekst- og fotosætnings ’front-end’ computer. Fra 1992 til 2000 konsulent i Atex-gruppen hos den Berlingske Officin. Siden har han arbejdet freelance som oversætter og teknisk forfatter. Var også i en periode kasserer og frivillig rådgiver i foreningen Ægteskab Uden Grænser.
Vi bringer her hans artikel og takker for indlægget!
Af Philip Holingbery
Aldrig har så mange bekymrede elforbrugere spurgt sig selv, hvor meget det koster at tænde for lyset, fjernsynet, støvsugeren, kaffemaskinen eller mikrobølgen. Med den voldsomme stigning i priserne for en kilowatt-time, bliver vi opfordret fra alle sider – både af myndighederne såvel af nyhedsmedierne og elselskaberne – til at begrænse vores brug af de strømslugende apparater i vores hjem.
Hvor havner alle disse kilowatt-timer dog henne? Hvad sker der med den spildte strøm i virkeligheden? Der er ingen der taler om det, og derfor er det en stor hemmelighed. Termodynamikkens 1. Lov siger, at energien hverken skabes eller forsvinder. Faktisk ender størstedelen af denne strøm som varme, med nogle få undtagelser. F.eks., når et batteri oplades, i en smartphone eller en el-cykel, ender strømmen netop som strøm, dog med en mindre del varmeudvikling undervejs. Det kan man mærke hvis man sætter fingeren på opladeren eller opladningskablet. Dog er disse undtagelser. De fleste el-apparater udgiver en mængde varme, der svarer nøjagtigt til de elektriske kilowatt, de sluger.
Den såkaldte spildvarme er ligesom elefanten i stuen, som ingen omtaler.
I fjernsynets, støvsugerens og kaffemaskinens tilfælde, bliver hjemmet opvarmet af denne varme. F.eks. afgiver en støvsuger, med en 500 watt motor, nøjagtig den samme varme, som en 500 watt el-radiator. Der er ingen forskel mellem den varme vi får fra en støvsuger og den varme vi får fra el-radiatoren. Men vi får at vide, fra bl.a. EU, at den første er ”spild”, hvor imod mange fritidshuse helt lovligt er opvarmet med el-radiatorer. Varmen fra støvsugeren er nemlig kun ”spild” om sommeren. Ellers er den ligeså nyttig, som varmen fra radiatorerne.
De fleste vandbaserede radiatorer er udstyret med termostatiske ventiler, opfundet af danskeren Mads Clausen, der grundlagde firmaet Danfoss. Dette geniale apparat har en indbygget føler, der regulerer gennemstrømning af det varme vand igennem radiatoren, således at temperaturen i lokalen holdes konstant. Ventilen kan indstilles til den ønskede temperatur, ved at den yderste ring drejes til venstre eller til højre. Hvis lokalet rummer andre varmekilder, som f.eks. festglade mennesker, stearinlys, eller et tændt komfur, skruer ventilen automatisk ned for gennemstrømningen.
Dermed holdes lufttemperaturen konstant på det ønskede niveau. Automatikkens vej er kontraintuitiv.
Når varmen i radiatoren nedreguleres, brændes der mindre gas eller olie i den centrale kedel. Hvis lokalets andre varmekilder består af elektriske apparater, overgår opvarmningen i bygningen delvis til el fra nettet, uden at man lægger mærk til det. Dog stammer en væsentlig del af strømmen i el-nettet fra vindmøller, og fra hydroelektriske værker og kernekraftværker i udlandet. Disse udleder ingen kuldioxid til atmosfæren, og betragtes som ”grønne”.
Lamper, TV’er, og de fleste andre elapparater i vores hjem og kontorer, konverterer 100 pct. af strømmen til varme, hvorimod over halvdelen af varmen fra selv den mest moderne kondenserende kedel, forsvinder op igennem skorstenen. Så hvorfor er vi, i så mange år, blevet opfordret af myndighederne til at spare på netop el-strømmen? Den gode samfundsborger burde gøre det stik modsatte, selvom det er meget kompliceret og besværligt for forbrugeren at regne ud, om den varme, der stammer fra el, er billigere eller dyrere, end den, der stammer fra kedlen.
Helt galt gik det med el-pærerne. Vi har meget mere behov for indendørs belysning i vinterens mulm og mørke, hvor nu også vindmøllerne leverer mere strøm, end vi har i den danske sommer. Bortset fra deres elendige levetid, bliver det fornuftigste, at vende tilbage til glødepærer eller halogen-pærer indenfor hjemmet.
Derudover er alle typer el-pærer – de gamle såvel som nyere – 100 pct. virkningsfulde, når de betragtes som varmekilder. At energimærke pæretyper er fuldstændig misvisende, medmindre forbrugeren køber dem til udendørs brug eller til brug i et uopvarmet lokale. En strømslugende 60W glødepære leverer omkring 60W varme, hvoraf kun omkring 1,2W er synlige udstrålinger. De tidligste sparepærer på markedet gav cirka 5 gange så meget lys per watt som en glødepære, men deres farve var mindre hyggelig end glødepærens. De nyeste LED-pærer bruger meget lidt energi og udstråler næsten halvdelen som lys, i en hvid farve som mennesker godt kan lide – dog ikke nødvendigvis insekterne.
Men sandsynligvis var de hvide LED-pærers udviklingsomkostninger astronomiske. Enhver chip-fabrikant med respekt for sig selv, har været i stand til at fremstille de røde LED-pærer lige siden 1970’erne. Men hvide LED-pærer skulle være en hel anden sag. Og det er nemlig her, at hunden – eller elefanten i stuen – eller sammensværgelsen – tilsyneladende ligger begravet. Da patenterne på de maskiner, der blev brugt til at fremstille glødepærer udløb, kunne fabrikanterne i EU og de andre industrilande se frem til, at deres markeder ville overtages af importer fra u-landene.
Det er en kendsgerning, at EU, USA, og andre industrilande, for omkring 10 år siden, gjorde det ulovligt at importere glødepærer. Det blev påstået, at forbuddet var af hensyn til klimaet. Det var løgn! Sandsynligvis lå der dog en skjult aftale med lampe-industriens lobbyister, om at gøre det muligt at tjene tilstrækkelige penge til at dække LED-pærernes høje udviklingsomkostninger, og samtidigt at udelukke konkurrence truslen fra de lavtlønnede lande.
De 60W E27 glødepærer kan stadigvæk bestilles over internettet. I min by findes dog kun en eneste butik, hvor glødepærer kan købes fra en venlig ekspedient. I byens øvrige el-butikker er de også venlige, indtil man spørger efter glødepærer!
Her har vi et letforståeligt tilfælde, hvor hverken eksperterne, videnskabsmænd eller -kvinder, eller ingeniører m/k, har råbt vagt i gevær. Hvis vi ikke kan stole på eksperterne, hvem ellers er så til at stole på? Når ethvert menneske har oplevet varmen fra en glødepære, så kunne man godt regne ud, at denne varme er nyttig. At tro på eksperterne, i stedet for at tro på beviset fra sine egne sanser, er ’kognitiv dissonans’.
Philip Holingbery – 6. oktober 2022
KIS-Redaktionen
Foto: Philip Holingbery og Joshua Earle / Unsplash