Schwab Familiens værdier – del 2

Af JOHNNY VEDMORE, 20. februar, 2021

Klaus Schwab, født den 30. marts 1938 i Ravensburg, Tyskland, var det ældste barn i en almindelig kernefamilie. I perioden fra 1945 til 1947 gik Klaus i folkeskole i Au, Tyskland. I et interview med Irish Times fra 2006, erindrer Klaus Schwab at: ”Efter krigen var jeg formand for den fransk-tyske regionale ungdomsforening. Adenauer, De Gasperi og De Gaulle var mine helte.”

Klaus Schwab og hans yngre bror, Urs Reiner Schwab, skulle følge i deres bedstefar, Gottfried, og deres far, Eugens fodspor, og uddannede sig begge i første omgang til maskiningeniører. Klaus’ far havde fortalt den unge Schwab, at hvis han ville have indflydelse i verden, så skulle han uddanne sig til Maskiningeniør. Dette skulle kun blive indledningen af Schwabs universitets akkreditiver.

Klaus påbegyndte studierne til sin senere overflod af universitets grader på Spohn-Gymnasium i Ravensburg mellem 1949 og 1957, og dimitterede til sidst fra “Humanistisches Gymnasium” i Ravensburg. Mellem 1958 og 1962 arbejdede Klaus for forskellige ingeniør virksomheder, og i 1962 afsluttede han sine maskiningeniør studier ved det schweiziske føderale institut for teknologi (ETH) i Zürich med et ingeniør diplom. Året efter gennemførte han tillige et kursus i økonomi ved universitetet i Fribourg, Schweiz. Fra 1963 til 1966 arbejdede Klaus som assistent for generaldirektøren for den tyske maskinbygnings forening (VDMA), Frankfurt.

I 1965 arbejdede Klaus samtidig på sin Ph.d. fra ETH Zürich og skrev sin afhandling om: “Den længerevarende eksportkredit som forretningsproblem idenfor maskinteknik”. Derefter – i 1966 modtog han sin doktorgrad i ingeniørvidenskab fra Swiss Federal Institute of Technology (ETH), Zürich. På dette tidspunkt bevægede Klaus’ far, Eugen Schwab, sig i højere luftlag, end nogensinde tidligere. Efter at have været en velkendt personlighed i Ravensburg som administrerende direktør for Escher-Wyss fabrikken allerede inden krigen, blev Eugen til sidst valgt som præsident for Ravensburgs handelskammer. I 1966, under grundlæggelsen af ​​den tyske komité for Splügen jernbanetunnelen, definerede Eugen Schwab grundlæggelsen af den tyske komité som et projekt “der skaber en bedre og hurtigere forbindelse for store kredse i vores stadigt mere konvergerende Europa og skaber dermed nye muligheder for kulturel, økonomisk og social udvikling”.

I 1967 opnåede Klaus Schwab en doktorgrad i økonomi fra Universitet i Fribourg, Schweiz såvel som en Master i offentlig administration fra John F. Kennedy School of Government ved Harvard i USA. Mens han var på Harvard, blev Schwab undervist af Henry Kissinger, som han senere omtalte som blandt de top 3-4 personer, der havde påvirket hans tankegang mest i løbet af hele hans liv.

Henry Kissinger og hans tidligere elev, Klaus Schwab, byder den tidligere britiske premierminister Ted Heath velkommen til WEF’s årsmøde i 1980. Kilde: World Economic Forum

I den tidligere nævnte Irish Times artikel fra 2006, omtaler Klaus den periode som værende meget vigtig for dannelsen af ​​hans nuværende ideologiske tænkning, idet han udtalte: “År senere, da jeg var kommet tilbage fra USA efter mine studier på Harvard, var der to begivenheder, der havde en afgørende, udløsende effekt på mig. Den første var en bog af Jean-Jacques Servan-Schreiber, The American Challenge – som hævdede, at Europa ville lide nederlag mod USA på grund af Europas ringere ledelsesmetoder. Den anden begivenhed var – og dette er relevant for Irland – at De seks lande i Europa blev til De ni lande i Europa.” Disse to begivenheder ville være med til at forme Klaus Schwab til en mand, der ønskede at ændre den måde, hvorpå folk opførte sig.

Samme år dimitterede Klaus’ yngre bror Urs Reiner Schwab fra ETH Zürich som maskiningeniør, og Klaus Schwab begyndte at arbejde for sin fars gamle firma, Escher-Wyss, der snart skulle blive Sulzer Escher-Wyss AG, Zürich, som assistent for Bestyrelsesformanden for at bistå denne i reorganiseringen af ​​de fusionerende virksomheder. Dette fører os frem mod Klaus’ atomare forbindelser.

Sulzer, en schweizisk virksomhed, hvis oprindelse går tilbage til 1834, gjorde sig først bemærket da de begyndte at bygge kompressorer i 1906. I 1914 var det familie drevne firma blevet en del af “tre aktieselskaber“, hvoraf det ene officielt var holdingselskab. I 1930’erne led Sulzers overskud under den store depression, og ligesom mange virksomheder på det tidspunkt, stod man overfor forhindringer og faglige konflikter ansporet af arbejderne.

Anden Verdenskrig påvirkede måske ikke Schweiz lige så meget som nabolandene, men det økonomiske boom, der skulle følge, førte til, at Sulzer voksede i indflydelse og markedsdominans. I 1966, lige før Klaus Schwab startede hos Escher-Wyss, underskrev de schweiziske møllefabrikanter en samarbejdsaftale med Sulzer-brødrene i Winterthur. Sulzer og Escher-Wyss ville påbegynde deres fusion i 1966, da Sulzer købte 53% af selskabets aktier. Escher-Wyss ville officielt blive til Sulzer Escher-Wyss AG i 1969, da de sidste af aktierne blev erhvervet af Sulzer-brødrene.

Da først fusionen var i gang, begyndte omstruktureringen af Escher-Wyss, og to af de eksisterende bestyrelsesmedlemmer blev de første til at erkende, at deres tid ved Escher-Wyss havde nået enden. Dr. H. Schindler og W. Stoffel trådte ud af bestyrelsen, der nu blev ledet af Georg Sulzer og Alfred Schaffner. Dr. Schindler havde været medlem af Escher-Wyss’ bestyrelse i 28 år og havde arbejdet sammen med Eugen Schwab gennem det meste af hans tjeneste. Peter Schmidheiny ville senere overtage posten som formand for bestyrelsen i Escher-Wyss, og fortsætte Schmidheiny-familiens styre over virksomhedens ledere.

Under omstrukturerings processen blev det besluttet, at Escher-Wyss og Sulzer skulle koncentrere sig om separate områder inden for maskinteknik, hvor Escher-Wyss-fabrikkerne primært skulle arbejde med konstruktion af hydrauliske kraftværker, herunder turbiner, lagerpumper, vendemaskiner, lukkeanordninger og rørledninger, samt dampturbiner, turbokompressorer, fordampningsanlæg, centrifuger og maskiner til papir- og papirmasse industrien. Sulzer ville koncentrere sig om køleindustrien samt dampkedel konstruktion og gasturbiner.

Den 1. januar 1968 blev det nyligt reorganiserede Sulzer Escher-Wyss AG lanceret offentligt, og virksomheden var samtidig blevet strømlinet, et skridt, der blev anset for nødvendigt på grund af flere store opkøb. Dette omfattede et tæt samarbejde med Brown Boveri, en gruppe schweiziske elektronik ingeniørvirksomheder, der også havde arbejdet for nazisterne, og forsynet tyskerne med dele af den U-bådsteknologi, der blev brugt under Anden Verdenskrig. Brown Boveri blev desuden beskrevet som “forsvarsrelaterede elektronik entreprenører” og fandt betingelserne for den kolde krigs våbenkapløb værende gavnlige for deres forretning.

Sammenlægningen og omorganiseringen af ​​disse schweiziske maskiningeniør giganter så deres samarbejde betale sig på unikke måder. Under vinter-OL i 1968 i Grenoble brugte Sulzer og Escher-Wyss 8 kølekompressorer til at skabe tonsvis af kunstig is. I 1969 gik de to firmaer sammen for at hjælpe med at bygge et nyt passagerskib ved navn “Hamburg”, det første skib i verden, der var fuldt air-conditioneret takket være foreningen af Sulzer og Escher-Wyss.

Escher-Wyss var pionerer inden for nogle af de vigtigste teknologier vedrørende elproduktion. Som det amerikanske energiministerium påpeger i deres dokument om “Supercritical CO2 Brayton Cycle Development (CBC)”, en enhed, der bruges i vandkraft- og atomkraftværker, “Escher-Wyss var det første firma der blev kendt for at udvikle turbo maskineriet til CBC-systemer startende i 1939.” Man hævder derudover, at der blev bygget 24 systemer, “hvor Escher-Wyss designede omformer kredsløbet og byggede turbo maskineriet til alle undtagen 3”. I 1966, lige før Schwab tiltrådte sin stilling i Escher-Wyss og Sulzer-fusionen startede, blev Escher-Wyss heliumkompressoren designet til “La Fleur Corporation” og dermed fortsattes forfiningen af Brayton-cyklus udviklingen. Denne teknologi var stadig af betydning for våbenindustrien i 1986, hvor atomdrevne droner var udstyret med en heliumkølet Brayton-cyklus atomreaktor.

Escher-Wyss var involveret i fremstilling og installering af atom teknologi i hvert fald så tidligt som 1962, som det fremgår af dette patent på et “varmeudvekslings arrangement for et atomkraftværk” og også dette patent fra 1966 for et “atomreaktor gasturbineanlæg med nødkøling”. Efter Schwab forlod Sulzer Escher-Wyss, medvirkede Sulzer også i udviklingen af specielle turbokompressorer til uranberigelse i genereringen af reaktorbrændstoffer.

Da Klaus Schwab sluttede sig til Sulzer Escher-Wyss i 1967 og startede omorganiseringen af ​​virksomheden til at blive et teknologiselskab, blev Sulzer Escher-Wyss’ involvering i de mørkere aspekter af det globale atomvåbenkapløb straks mere udtalt. Inden Klaus blev involveret, havde Escher-Wyss ofte koncentreret sig om at hjælpe med at designe og bygge dele til civilt brug af atomteknologi, fx atomkraftproduktion. Men ankomsten af ​​den ivrige hr. Schwab medførte samtidig virksomhedens deltagelse i den ulovlige udbredelse af atomvåbenteknologi. I 1969 var inkorporeringen af ​​Escher Wyss i Sulzer fuldført, og virksomheden blev omdøbt til Sulzer AG, hvorved det historiske navn Escher-Wyss blev fjernet fra virksomhedsnavnet.

Det blev til sidst afsløret, takket være en gennemgang og rapport udført af de schweiziske myndigheder samt en mand ved navn Peter Hug, at Sulzer Escher-Wyss i hemmelighed var begyndt at anskaffe og bygge nøgledele til atomvåben i løbet af 1960’erne. Mens Schwab var i bestyrelsen, begyndte virksomheden også at spille en afgørende nøglerolle i udviklingen af ​​Sydafrikas ulovlige atomvåbenprogram i løbet af apartheid styrets mørkeste år. Klaus Schwab var en ledende skikkelse i grundlæggelsen af ​​en virksomhedskultur, der hjalp Pretoria med at bygge seks atomvåben og delvist samle et syvende.

I rapporten skitserede Peter Hug, hvordan Sulzer Escher Wyss AG ( efter fusionen omtalt som blot Sulzer AG) havde leveret vitale komponenter til den sydafrikanske regering og påviste Tysklands rolle i støtten til det racistiske regime, idet han også afslørede, at den schweiziske regering “var opmærksom på ulovlige aftaler, men ‘tolererede dem i stilhed’, mens de støttede nogle af dem aktivt eller kun halvhjertet kritiserede dem”. Hugs rapport blev til sidst færdiggjort i et værk med titlen: “Switzerland and South Africa 1948-1994 – Final Report of the NFP 42+ commissioned by the Swiss Federal Council”, som blev udarbejdet og skrevet af Georg Kreis og udgivet i 2007.

I 1967 havde Sydafrika som led i en plan om at producere plutonium bygget en reaktor, SAFARI-2, som var placeret ved Pelindaba. SAFARI-2 var en del af et projekt, der skulle udvikle en reaktor, der var modereret af tungt vand, som ville blive drevet af naturligt uran og afkølet med natrium. Denne forbindelse til udvikling af tungt vand i fremstillingen af uran, den samme teknologi som var blevet brugt af nazisterne ligeledes med hjælp fra Escher-Wyss, forklarer måske, hvorfor sydafrikanerne oprindeligt involverede Escher-Wyss. Men i 1969 opgav Sydafrika tungtvandsreaktorprojektet ved Pelindaba, fordi det drænede ressourcer fra deres uranberigelsesprogram, der først var begyndt i 1967.

Opmagasinering af en sydafrikansk atombombe

I 1970 var Escher-Wyss med sikkerhed dybt involveret i atom teknologi, som det fremgår af en optegnelse tilgængelig i Landesarchivs Baden-Württemberg. Registreringen viser detaljer vedrørende en offentlig indkøbsproces og indeholder oplysninger om prissamtaler med specifikke virksomheder involveret i indkøbet af atom teknologi og materialer. De nævnte virksomheder omfatter: NUKEM; Uhde; Krantz; Preussag; Escher-Wyss; Siemens; Rheintal; Leybold; Lurgi; og den berygtede Transnuklear.

Schweiz og Sydafrika havde et tæt forhold gennem denne periode, hvor det næppe var let for det brutale sydafrikanske regime at finde nære allierede. Den 4. november 1977 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 418, som pålagde en obligatorisk våbenembargo mod Sydafrika, en embargo, der først ville blive ophævet helt i 1994.

Georg Kreis påpegede følgende i sin detaljerede vurdering af Hug-rapporten:

Schweiziske banker hjalp med at finansiere det sydafrikanske kapløb om atomvåben, og i 1986 producerede Sulzer Escher-Wyss med succes specielle kompressorer til uranberigelse.

I 1970 skrev den unge opkomling Klaus Schwab til EU Kommissionen og bad om hjælp til at oprette en “ikke-kommerciel tænketank for europæiske erhvervsledere”. EU Kommissionen sponsorerede tillige begivenheden og sendte den franske politiker Raymond Barre afsted for at fungere som forummets “intellektuelle mentor”. Raymond Barre, som på det tidspunkt var EU-kommissær for økonomiske og finansielle anliggender, skulle senere blive fransk premierminister og ville blive anklaget for at komme med antisemitiske kommentarer, mens han var i embedet.

Så i 1970 forlod Schwab Escher Wyss for at organisere en to-ugers virksomhedsleder konference. I 1971 indkaldtes til det første møde i World Economic Forum – dengang kaldet European Management Symposium – i Davos, Schweiz. Omkring 450 deltagere fra 31 lande deltog i Schwabs første europæiske ledelsessymposium, hovedsageligt bestående af ledere fra forskellige europæiske virksomheder, politikere og amerikanske akademikere. Projektet blev registreret som organiseret af Klaus Schwab og hans sekretær Hilde Stoll, der senere samme år skulle blive Klaus Schwabs kone.

Klaus’ europæiske symposium var ikke en original idé. Som forfatter Ganga Jey Aratnam ganske overbevisende udtalte i 2018:

Aratnam påpegede også helt rigtigt, at det ikke var første gang, Davos var vært for sådanne begivenheder. Mellem 1928 og 1931 afholdt man Davos-universitetskonferencerne på Hotel Belvédère, begivenheder som var delvist stiftet af Albert Einstein og kun blev stoppet på grund af den store depression og truslen om en forestående krig.

Den mest indflydelsesrige gruppe, der ansporede oprettelsen af ​​Klaus Schwabs symposium, var Club of Rome, en indflydelsesrig tænketank for den videnskabelige og monetære elite, der afspejler World Economic Forum på mange måder, herunder i dets promovering af en global styringsmodel ledet af en teknokratisk elite. Gruppen blev grundlagt i 1968 af den italienske erhversmand Aurelio Peccei og den skotske kemiker Alexander King under et privat møde i en bolig ejet af Rockefeller familien i Bellagio, Italien.

Blandt gruppens første bedrifter var en bog fra 1972 med titlen “The Limits to Growth“, der i vid udstrækning fokuserede på global overbefolkning, og advarede om, at “hvis verdens forbrugsmønstre og befolkningstilvækst fortsatte med samme høje hastighed, ville jorden nå sine grænser inden for et århundrede.” Ved World Economic Forums tredje møde i 1973 holdt Peccei en tale, der opsummerede bogen, hvilket World Economic Forums hjemmeside beskriver som værende den karakteristiske begivenhed for dette historiske møde. Samme år offentliggjorde Club of Rome en rapport, der beskriver en “tilpasset” model for global styring, der opdeler verden i ti indbyrdes forbundne økonomiske/ politiske regioner.

Club of Rome var længe kontroversiel dels for dens besættelse af at reducere den globale befolkning, og også for mange af dens tidligere politikker, som kritikere beskrev som påvirket af eugenik og neo-malthusianisme. Men i klubbens berygtede bog fra 1991, The First Global Revolution, blev det hævdet, at sådanne politikker kunne vinde folkelig opbakning, hvis masserne var i stand til at forbinde dem med en eksistentiel kamp mod en fælles fjende.

Til det formål indeholder The First Global Revolution en passage med titlen “Menneskehedens fælles fjende er mennesket”, som siger følgende:

I årene efter har eliten, der befolker Club of Rome og World Economic Forum, ofte hævdet, at metoder til befolkningskontrol er afgørende for beskyttelsen af miljøet. Det er derfor ikke overraskende, at World Economic Forum på samme måde bruger klima- og miljøspørgsmålene til at hævde, at ellers upopulære politikker, såsom dem indeholdt i The Great Reset, er nødvendige.

Siden grundlæggelsen af ​​World Economic Forum er Klaus Schwab blevet en af ​​de mest magtfulde mennesker i verden, og hans Great Reset har gjort det vigtigere end nogensinde før at granske manden, der sidder på den globalistiske trone.

Hans fremtrædende rolle i den vidtrækkende indsats for at transformere alle aspekter af den eksisterende verdensorden taget i betragtning, var Klaus Schwabs historie vanskelig at efterforske. Når man begynder at grave ned i historien om en mand som Schwab, der sidder i kulissen og trækker i trådene med resten af den lyssky elite, opdager man hurtigt, at masser af information er blevet skjult eller fjernet. Klaus er en mand, der ønsker at forblive i skjul i samfundets skyggefulde hjørner, og som kun tillader almindelige mennesker at se en velpræsenteret udgave af hans valgte persona.

Er den rigtige Klaus Schwab en venlig gammel onkelfigur, der ønsker at gøre godt for menneskeheden, eller er han i virkeligheden søn af en nazi kollaboratør, der brugte slavearbejdere og hjalp de nazistiske bestræbelser på at udvikle den første atombombe? Er Klaus den ærlige virksomhedsleder, som vi kan stole på vil skabe et mere retfærdigt samfund og arbejdliv for den almindelige mand, eller er han den person, der var med til at skubbe Sulzer Escher-Wyss ud i en teknologisk revolution, der førte til virksomhedens rolle i den ulovlige fremstilling af atomvåben for Sydafrikas racistiske apartheidregime? De beviser, jeg har set på, tegner ikke et billede af en venlig mand, men snarere et medlem af en velhavende, velforbundet familie, der har tradition for at hjælpe aggressive, racistiske regeringer med at skabe masseødelæggelsesvåben.

Som Klaus Schwab sagde i 2006 “Viden vil snart være tilgængelig overalt – jeg kalder det globaliseringens ‘googlisering’. Det handler ikke længere om, hvad du ved, men hvordan du bruger det, du ved. Du skal være den der sætter tempoet.” Klaus Schwab anser sig selv for at være den der sætter tempoet og retningen, og det må siges, at hans kvalifikationer og erfaring er imponerende. Men når det kommer til at praktisere det, du prædiker, falder Klaus igennem. En af de tre største udfordringer på World Economic Forums prioriteringsliste er ikke-spredning af atomvåben, men hverken Klaus Schwab eller hans far Eugen levede op til disse principper, da de var en del af erhvervslivet. Tværtimod.

I januar meddelte Klaus Schwab, at 2021 er året, hvor World Economic Forum og dets allierede skal “genopbygge tilliden” i forhold til masserne. Men hvis Schwab fortsætter med at skjule sin historie og hans fars forbindelser til Escher-Wyss, der var “National Socialistisk rollemodels firma‎” i 1930’erne og 1940’erne, så vil folk have god grund til at mistro de underliggende motiver for hans overdrevne, udemokratiske Great Reset agenda.

Beviserne peger i forbindelse med Schwab familien ikke blot på dårlig forretningspraksis eller en form for misforståelse. Historien om Schwab familien afslører i stedet en vane for at samarbejde med folkemords diktatorer motiveret af profit og magt. Nazisterne og det sydafrikanske apartheidregime er to af de værste eksempler på lederskab i moderne politik, men tilsyneladende kunne eller ville Klaus og Eugen Schwab ikke se det dengang.

I forbindelse med Klaus Schwab selv, ser det ud til, at han har været med til at hvidvaske levn fra nazitiden, i.e. dens atomare ambitioner og dens ambitioner om befolkningskontrol, for at sikre kontinuiteten af en dybereliggende dagsorden. Mens han opretholdt en lederstilling hos Sulzer Escher Wyss, hjalp virksomheden det sydafrikanske regime, den mest nazi-lignende regering i verden på daværende tidspunkt, med dets atomare ambitioner, og bevarede Escher Wyss’ egen nazi-æra-arv. Derefter har Schwab gennem World Economic Forum hjulpet med at rehabilitere eugenik-påvirkede befolkningskontrol politikker i tiden efter Anden Verdenskrig, en tid hvor afsløringerne af nazistiske grusomheder hurtigt bragte pseudovidenskaben i stor miskredit. Er der nogen som helst grund til at tro, at Klaus Schwab, som han fremstår i dag, skulle have ændret sig nævneværdigt? Eller er han stadig det offentlige ansigt for en årtier lang indsats for at sikre overlevelsen af ​​en meget gammel dagsorden?

Det sidste spørgsmål, der bør stilles om de virkelige motiver bag hr. Schwabs handlinger, er måske det vigtigste for menneskehedens fremtid: Forsøger Klaus Schwab at skabe den fjerde industrielle revolution, eller forsøger han at skabe det fjerde rige?

Kilde: Schwab Family Values (unlimitedhangout.com)

Oversættelse: KIS-redaktionen.