Af Guus Berkhout – Præsident for Clintel
På vegne af Clintel-ambassadørerne
Oversættelse: Søren Hansen – Klimarealisme
Original artikel
Åbent brev til globale ledere samlet ved COP27 i Sharm El-Sheikh, Egypten
Deres Excellencer,
I år 2030 vil historikere undre sig over, hvordan det kunne gå til, at FN i de foregående årtier havde foreslået vidtrækkende klima-relaterede tiltag, der var helt ude af stand til at standse den globale opvarmning, men i stedet ville få utilsigtede konsekvenser i form af en dybt skadelig effekt på Verdens velstand og velfærd, helt uden fortilfælde.
De [historikerne i 2030, red.] vil undre sig over, hvorfor så mange mennesker på det tidspunkt troede på en ”eksistentiel klimakrise” uden at stille spørgsmål. Denne krise-fortælling var baseret på forældede ”overhedede” computermodeller, og stærkt støttet af de store medier. Historikerne vil betragte det som ubegribeligt, at en senior FN-repræsentant i september 2022 var fræk nok til at erklære, at ”vi ejer videnskaben, og vi mener, at Verden skal vide det, sammen med de sociale medier”.
Ja, hvorfor har FN og IPCC ignoreret Clintels breve (det seneste fra oktober 2021), der klart påpegede de alvorlige videnskabelige fejl i IPCC’s Sjette Rapport [AR6]? Hvorfor afviste IPCC en åben debat om disse fejl? Er FN ikke klar over, at Clintels globale netværk nu råder over mere objektiv videnskabelig indsigt, end der findes i IPCC?
De vil undre sig over, hvorfor Verden ikke protesterede højlydt over spredningen af overtroen gående ud på, at klimavidenskaben er fuldt forstået (”Videnskaben er afgjort”, erklærede FN og politikerne). Den overtro førte desværre til lovgivning om helt unødvendige samfundstiltag om ”netto-nul”-mål for CO2 (”forebyggelse”).
Ja, hvorfor ønskede FN ikke dengang at lade Verden se, at forebyggelsen, de foreslog, var videnskabeligt forvrøvlet, økonomisk uden for rækkevidde og i sidste ende politisk uacceptabel?
Og hvorfor indrømmede de ikke, at forebyggelse selv i global skala – som vi allerede så under pandemien i 2020 – kun ville have en forsvindende effekt på klimaet?
Og hvorfor ville de ikke have, at folk forstod, at CO2 er et grundlæggende element for livet på Jorden? Mere CO2 er uundværligt, hvis vi skal have en grønnere planet. Når man kigger på alle kendsgerningerne, ser det ud til, at mere CO2 netto vil gøre mere gavn end skade!
De vil også undre sig over, at man stræbte efter en ekstremt dyr overgang til variable vedvarende energikilder, uden at det gik op for folk, at overgangen ville føre til alvorlige økonomiske problemer.
Ja, hvorfor forstod folk ikke den gang, at en pålidelig energiforsyning baseret på solceller og vindmøller var teknisk umulig, uden at man i fremtiden havde teknik til storskala-lagring af elektricitet til en realistisk pris?
Og hvorfor fik folk ikke at vide, at storskala-energiforsyning fra sol og vind ville medføre en alvorlig mangel på materialer så som kobber og neodym?
Og hvorfor blev kraftværker baseret på fossile brændstoffer gjort forbudt, især i Afrika, hvor der endnu ikke er noget alternativ, der er pålideligt og til at betale? En stor del af den alvorlige energikrise blev tilskrevet krigen i Ukraine; realiteten var imidlertid, at Verdens ledere havde forsømt at fremme investeringer i klassisk pålidelig elforsyning for at opretholde den økonomiske velstand og stabilitet i samfundet.
Heldigvis er vi endnu ikke nået til 2030, og vi har stadigvæk tid til at foretage de nødvendige ændringer. Hvad skal der til for at få det til at ske?
Her er tre forslag til jer, globale ledere:
1. Tag politikken ud af klimavidenskaben, drop computermodeller, der ikke stemmer med virkeligheden, og fokuser i stedet på observationer af den virkelige verdens klima og den nyeste klimavidenskab, og lyt omhyggeligt til objektive indvendinger fra uafhængige eksperter.
2. Omstil klimapolitikken fra den hovedløse forebyggelse til en mere succesfuld tilpasnings-metode. Forebyggelse er prohibitivt dyr og har aldrig reddet et eneste menneskeliv og vil gøre meget lidt ved et klima i evig forandring. Tilpasning er derimod inden for økonomisk rækkevidde, kan blive fokuseret der, hvor der er brug for den, og har allerede reddet millioner af menneskeliv. Tilpasning er her helt uden tvivl den rette vej for klimapolitikken.
3. Investér i Verdens olie- og gasreserver, udbygning af de eksisterende og efterforskning efter nye forekomster. Vær realistisk, Verden vil stadigvæk have brug for olie og gas i adskillige årtier. Og ved siden af, sæt fuld fart på udviklingen af kernekraften, fremtidens energikilde.
Kære Excellencer, I mødes til COP27 i Egypten i begyndelsen af november, formentligt for at kæmpe for en fortsættelse af forfejlet global klimapolitik. Det ville være en forbrydelse mod de afrikanske folk at forlange, at de skal basere deres energiforsyning på variabel vind og sol. Det ville bare skubbe de 1,3 milliarder mennesker yderligere ud i fattigdom. Økonomisk udvikling kan ikke ske uden en pålidelig energiforsyning, der er til at betale.
Afrika må starte på i fuldt omfang at udnytte egne forekomster af fossil energi til fremstilling af elektricitet, og her lægge planer for et fremtidigt netværk af moderne kernekraftværker. Med masser af billig energi til rådighed vil det også sikre forsyningen af rent drikkevand.
Dernæst skal der gøres en stor indsats med tilpasnings-teknologi, især i retning af at dyrke skræddersyede afgrøder (”præcisions-landbrug”) og for at sikre sig mod ekstreme vejrbegivenheder (”minimering af risikoen”). Disse ting er, som I godt ved, hvad Afrika virkeligt har brug for, og det i en fart.
Ovenstående punkter er beskeden fra Clintel til alle de globale politiske ledere, der ankommer i deres privatfly for at deltage i COP27-mødet i luksus-ressortet Sharm El-Sheikh. Vi tigger jer, vore politiske ledere, om at være opmærksomme på den daglige realitet med dyb fattigdom blandt de glemte mennesker, der bor på det Afrikanske kontinent i skyggen af jeres flyverute.
På vegne af Clintel-ambassadørerne
Guus Berkhout
Præsident for Clintel
Clintel er Klimarealismes hollandske søsterforening. Ovenstående er en oversættelse i sin helhed af deres åbne brev til COP27-deltagerne. Man må nok stille sig tvivlende overfor, om nogen af modtagerne overhovedet læser brevet, og hvis de skulle komme til det, om de så vil tage budskabet bare det mindste alvorligt.
COP27 må anses som et symptom på den politiske klimafeber, der har grebet politikere og meningsdannere i Vesten, men ikke i resten af Verden. Vi er i fuld gang med at grave vores egen grav.
Oversættelse: Søren Hansen – Klimarealisme
KIS-redaktionen