Kilderne i Såne bringer den seneste artikel fra AE911 Truth som omhandler skuespiller og filmproducer William Hurts død for to dage siden.
William Hurt var bl.a. producer på AE911 Truth’s film ”The Unspeakable” som omhandler de mange amerikanske familiers forsøg på at opnå anerkendelse og retfærdighed gennem blotlæggelsen af sandheden om 11. september.
Artiklen indeholder først mindeordene fra AE9/11 Truth og derefter en oversat version af William Hurts egen gribende artikel på dansk, oversat af KIS-redaktionen.
Mindeord fra AE911 Truth
Vi på Architects and Engineers blev dybt ulykkelige da vi fik at vide at William Hurt tidligere i dag gik bort.
I tillæg til hans ekstraordinære arbejde som skuespiller var William også producer på den seneste dokumentarfilm fra AE911 Truth, The Unspeakable, samt en passioneret tilhænger af 9/11 Truth.
Sidste november, i det der må have været hans sidste offentlige udtalelse, skrev William en skræmmende og meget bevægende artikel om hans egen personlige overenskomst med det ”han altid vidste var sandt” om 11. september. Vi opfordrer alle til at læse artiklen og dele den bredt så verden kan få at vide hvad han stod for.
Mange lovprisninger vil sikkert blive skrevet om William i de kommende dage og sikkert alle vil komme omkring det faktum, at det der optog ham mest i de sidste år af sit liv var, at blotlægge hvad der egentlig skete den 11. september samt at yde familierne til de omkomne retfærdighed.
William var en inspiration for alle der arbejdede med ham her på AE9/11 Truth. Vi vil i sandhed savne ham og for evigt være ham taknemmelig over at have fortalt sandheden om 11. september.
Det tog mig lang tid at erkende det jeg inderst inde vidste var sandt om 11. september
Af William Hurt, 10 november 2021
Original artikel på engelsk
Jeg blev født i 1950. Min mor flyttede tilbage til New York med mine to brødre og mig i 1955 og vi blev New Yorkere.
Jeg så sydtårnet uden top i 71.
Min mor havde arbejdet tæt på Empire State Bygningen under krigen og nævnte hvordan hun på en tåget juli dag i 1945 havde set en B-25´er flyve direkte ind i den. I 78 så jeg hvordan antennen blev sat fast på Nordtårnet og sagde til min ven fra første klasse at noget helt sikkert ville kunne støde ind i en så stor ting.
Mange gamle New Yorkere var ikke glade for tvillingetårnenes design. Manhattan er faktisk et lille stykke fast ejendom. Sammenvævede kvarterer. Folk går rundt. Skulder mod skulder. Jeg havde det med at holde mig langt derfra selvom jeg i 12 år arbejdede på et lille teater kun ca.15 blokke væk.
Da jeg blev 51 år flyttede jeg derfra permanent sammen med mine yngre sønner, kun to uger før 11. september 2001. Tårnene var uudslettelige referencepunkter for mig dengang. Det var de for os alle.
På dagen for angrebene var jeg i Boston sammen med min ældste i en cafe hvor vi fik morgenmad og pickuppen var parkeret, pakket og klar til at tage af sted til Montreal til et gig. Der var et lille TV i cafeen som hang ned fra listen på væggen. En eller anden sagde ”se”.
Da jeg selv er pilot var min første tanke ”det er ikke et lille fly, – og ikke en tilfældighed”. Min næste tanke var på min familie og tætte venner. Vi ringede til dem og Gud ske lov var de alle ok. Min tredje tanke var på grænsen. Jeg gik ud fra at grænsen ville blive lukket med det samme. Jeg havde en kontrakt i Montreal som jeg skulle opfylde den dag. Jeg bad til at den ville forblive lukket så min kontrakt ikke tvang mig til at tage til Canada for at grænsen ville blive lukket igen på vej tilbage, så jeg ville være strandet uden mine børn.
Så ramte det andet fly. Jeg begyndte at tænke på dem der døde. Antallet af dem. En komplet ny form for chock kom ind i mit liv. Jeg bad af hjertet til at førstehjælperne var ok. Så faldt tårnene og verden forandrede sig.
Utroligt nok åbnede grænsen igen næste dag. Jeg var bundet. Kontrakten sagde at jeg var nødt til at tage af sted. Jeg krammede min dreng og kørte afsted, knust.
Min rejse henimod at forstå hvad der skete startede med en ualmindelig emotionel oplevelse.
Ti dage senere på filmsettet i Montreal virkede det som et mareridt at ingen stoppede op, selv ikke på egen hånd eller som gruppe, og forsøgte at absorbere dette paradigme skifte. Hvor var den gensidige omsorg når noget så massivt sker? Jeg følte mig helt alene. En katastrofe af uendelig stor betydning havde udfoldet sig og vi fortsatte vores rutinemæssige professionelle virke uden at tale om det. Måske var det bare for stort og for omfattende at tale om. Filmskabelse er lidt på samme måde. Men det føltes forkert. Jeg var fyldt af en dyb følelse af forvirring. Bekymret for mine børn.
Det var en travl scene med over 100 folk. På vej tilbage til det man kalder ”startmærket” for at optage endnu et ”master skud”(af hele scenen før man laver optagelser tættere på) standsede jeg. Jeg kunne pludselig ikke huske hvor jeg var. Hvilken by var jeg i?
Så rejste min krop til New York. Den var lige der, svævende højt indeni et af de eksploderende tårne. Jeg forsøgte at gribe de faldene kroppe i mine arme. Forsøgte at tage dem væk fra det hele og knuge dem ind til mit bryst og redde dem, men alt passerede bare igennem mig – de enorme stykker af beton og overbygninger blandede sig med mine venners kroppe. Jeg kunne ikke få fat i dem. De gled igennem mine arme. Alt gled igennem mine arme. Jeg var som man siger gået fra forstanden.
En fra filmholdet kom over til mig og sagde. ”Mr. Hurt vi er klar”. Jeg anede ikke hvad han mente. Han spurgte så: ”Er du okay?”. Jeg kunne høre hans stemme og svarede:”Nej det tror jeg ikke”.
De førte mig til en campingvogn udenfor. Nogle omsorgsfulde folk kom og snakkede med mig i et stykke tid. Ledelsen ville have holdet tilbage i arbejde. En person, en skuespiller kollega, virkede til at forstå. Hun kunne se at jeg var på vej i dybt chok.
Jeg forlod settet og der blev sendt bud efter en læge. En eller anden skrev ”muligvis TIA”(transient ischemic attack/ forbigående forsnævring af kranspulsårerne/AMI) på et stykke papir. Men måneder senere, efter flere skanninger, blev dette helt udelukket. Hvad der skete var ikke forårsaget af et fysisk problem.
For mig var det altoverskyggende faktum super simpelt. Nemlig det at højhuse aldrig, følge min viden, under nogen omstændigheder kan styrte sammen på denne måde. Det skete simpelthen ikke fordi det ikke kan ske. Jeg blev ved med at sige: ”Men se lige, bygninger som dem kan ikke blive pulveriserede til støv i luften og bare falde lige ned”. Ingen bygninger konstrueret på den måde er nogen sinde i verdenshistorien faldet ned som de bygninger faldt, dog lige med undtagelse af en ganske særlig type nedtagninger.
I mine yngre år har jeg lavet lidt bygningskonstruktionsarbejde. Jeg så mindre bygninger som siloer blive nedtaget. Jeg spurgte ind til hvordan man gør sådan noget og svaret var: ”Meget meget omhyggeligt”.
En dag senere var jeg tilbage på arbejdet. Efter en uge, og ved et rent tilfælde, var vi pludselig i New York for at filme. Før 11. september var der blevet reserveret et hotel 12 gader nord for Ground Zero. Jeg spurgte den unge elevatorfører på vej op til værelset om han havde mistet nogen tæt på ham. Overrasket og med tårer i øjnene svarede han: ”Min onkel. Han var leder af vinduesvaskemaskinen. Var aldrig syg”.
I forlængelse af værelset var der en lille gårdhave. Jeg kunne se ned af avenuen og se stedet, ulmende i nattelyset. I rædsel tænkte jeg hvad det også delvist var lavet af. Det gjorde vi alle. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at thermit bliver ved med at brænde i lang tid. Om natten gik jeg tit ned og kunne få lov til at gå igennem afspærringerne fordi jeg blev genkendt. Jeg snakkede med førstehjælperne og krammede dem.
Det forlod mig aldrig.
Selvmodsigelserne.
Forskellen mellem den historie vi blev fortalt og dens umulighed.
Jeg følte mig alene med dette indtil 2013. Så kunne jeg ikke holde det ud længere og begyndte at grave efter sandheden. Først i murbrokkerne af den officielle løgn, dernæst i et andet tungere lag af brokker installeret i mit sind af vores massemedier.
Det tog lidt tid men endelig fandt jeg stykker af bevismaterialer online. Imellem alt sludderet var der tilregnelige og meningsfulde beviser. En af kilderne, den stærkeste overhovedet, en kilde understøttet af tusinder ansvarlige, ærlige, hædrede, jordbundne, normale og respekterede mennesker – professionelle arkitekter og ingeniører fra hele verden – var Architects and Engineers for 9/11 Truth. En fantastisk handling affødt af mod og medfølelse møder os der hvor vi kan tilegne os svarene.
Hvorfor ventede jeg så længe med at grave som så mange andre? Det forbavser mig lige indtil jeg kigger på graden og størrelsen af det der skete, og også på min manglende evne til at tro at min regering kunne have forrådt de dræbtes familier ved ikke at give dem det de havde krav på: sandheden.
Det letter mig umådeligt meget at have lagt navn og kunstnerisk råd til som udøvende producer af den nye film The Unspeakable. Jeg respekterer også dybt den definitive film Seven som omhandler den ”tredje” bygning som så få kender og som også faldt flot lige ned i sit eget ”fodspor” den dag. En umulighed med en enkelt undtagelse.
The Unspeakable handler om rædslerne der blev begået mod uskyldige mennesker og om deres venner og deres kæres kamp for at hele dem selv, alt imens sandheden er blevet undertrykt af dem som vi burde kunne stole på. Det er også en film om forsøget på at nedbryde det individuelle hjerte og den individuelle ånd – og om, at det, i nogen mennesker, ikke kan lade sig gøre.
Betydningen af en sådan ondskab kan egentlig ikke måles i tal. Målingen laves med en mor eller far, søster, bror eller ven, en af gangen. Spørgsmålet er ikke hvordan nogen kunne finde på at gøre dette overfor så mange, men hvorfor nogen overhovedet kunne finde på at gøre det overfor nogen.
Det menneskelige hjerte har været mit livs fokus. Så det er for disse familiers og vennes skyld og denne ydmyge og inderlige film, at jeg lægger navn til. Jeg er taknemmelig og igen, meget lettet over, at slutte mig til dem i dyb sorg over deres tab og for at være en del af talerøret for deres usigelige sandhed.
Jeg forestiller mig ikke at vide hvem, hvordan eller hvorfor denne ting blev udført. Men jeg føler det må begynde med et skridt af gangen. NIST, vores National Institute of Standards and Technology, må drages til ansvar for at have løjet overfor os alle.
William Hurt
Foto: Rick Mc.Ginnis 11.september 2005