En “pandemitraktat” vil overdrage WHO nøglerne til en global regering.
Foreslåede klausuler vil tilskynde udråbningen af “pandemier” og se til at nationer straffes for “manglende overholdelse”.
De første offentlige høringer om den foreslåede “pandemitraktat” er afsluttet, og den næste runde påbegyndes i midten af juni.
Da vi – og andre – linkede til den offentlige kontakt side, var der så stor søgning, at WHO’s webside faktisk kortvarigt gik ned, eller de lod, som om den gik ned, så folk ville stoppe med at skrive til dem.
Uanset hvad er det en sejr. Forhåbentlig en, vi kan gentage til sommer.
Indtil da tyder det på, at den sparsomme pressedækning, der er, mest hen over internettets metaforiske bagside, vil være fokuseret omkring det, at gøre traktaten ”stærk nok” og sikre, at de nationale regeringer kan ”holdes ansvarlige”.
En artikel i Storbritanniens Telegraph fra d. 12. april har overskriften:
Reel risiko for, at en pandemitraktat kan blive “for udvandet” til at stoppe nye udbrud.”
Den fokuserer på en rapport fra “Panel for a Global Public Health Convention” (GPHC) og citerer en af rapportens forfattere Dame Barbara Stocking:
Vores største frygt […] er, at det vil være for nemt at tro, at ansvarlighed ikke betyder noget. At have en traktat, der ikke omhandler overholdelse, ja så er der helt ærligt ingen mening i at have en traktat,”
GPHC-rapporten påpeger videre, at de nuværende internationale sundhedsbestemmelser er “for svage”, og opfordrer til oprettelse af et nyt “uafhængigt” internationalt organ, der skal ”vurdere regeringens beredskab” og ”offentligt irettesætte eller rose lande, afhængigt af deres overholdelse af et sæt aftalte krav”.
En anden artikel, udgivet af London School of Economics og medforfattet af medlemmer af den tyske alliance vedrørende klimaændringer og sundhed (KLUG), skubber også temmelig hårdt til ideen om “ansvarlighed” og “overholdelse”:
For at denne traktat skal have nogen effekt, skal den organisation, der styrer den, have magt – enten politisk eller juridisk – til at håndhæve overholdelse.”
Den gentager også FN’s rapport fra maj 2021 med opfordringen til flere beføjelser til WHO:
I sin nuværende form besidder WHO ikke sådanne beføjelser […] For at komme videre med traktaten skal WHO derfor tilføres magt – økonomisk og politisk.”
Den opfordrer til, at “ikke-statslige aktører” såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Verdenshandelsorganisationen og Den Internationale Arbejdsorganisation inddrages i forhandlingerne, og foreslår, at traktaten giver finansielle incitamenter til tidlig rapportering af “sundhedskriser” [fremhævelse tilføjet]:
I tilfælde af en erklæret sundhedskrise skal ressourcerne strømme til lande, hvor nødsituationen opstår, i form af indsatselementer såsom finansiering og teknisk støtte. Dette er især relevant for lav- og mellemindkomstlande (LMIC), og kan bruges til at tilskynde og forbedre staternes rettidige udveksling af oplysninger og forsikre dem om, at de ikke vil blive omfattet af vilkårlige handels- og rejsesanktioner for indrapportering, men i stedet vil få de nødvendige finansielle og tekniske ressourcer, de har brug for til effektivt at reagere på udbruddet.”
Det stopper dog ikke der. De rejser også spørgsmålet om lande, der vil blive straffet for “manglende overholdelse”:
[Traktaten bør indeholde] En tilpasningsdygtig incitamentsordning, [herunder] sanktioner såsom offentlig irettesættelse, økonomiske sanktioner eller nægtelse af ydelser.“
For at oversætte disse forslag fra bureaukrat-sprog til dansk:
- Hvis du indrapporterer “sygdomsudbrud” “rettidigt”, får du “økonomiske ressourcer” til at håndtere dem.
- Hvis du ikke indrapporterer sygdomsudbrud eller ikke følger WHO’s anvisninger, vil du gå glip af international bistand og stå over for handelsembargoer og sanktioner.
Kombineret vil disse foreslåede regler bogstaveligt talt tilskynde indrapportering af mulige “sygdomsudbrud”. I stedet for at forhindre “fremtidige pandemier” ville de aktivt opmuntre dem.
Nationale regeringer, der nægter at spille bold, bliver straffet, og dem, der spiller med, bliver betalt, hvilket ikke er noget nyt. Det har vi allerede set med COVID.
To afrikanske lande – Burundi og Tanzania – havde præsidenter, der forbød WHO indenfor deres landegrænser og nægtede at gå med på pandemifortællingen. Begge præsidenter døde uventet få måneder efter denne beslutning, kun for at blive erstattet af nye præsidenter, der øjeblikkeligt omgjorde deres forgængers COVID-politik.
Mindre end en uge efter præsident Pierre Nkurunzizas død indvilligede IMF i at eftergive næsten 25 millioner dollars af Burundis statsgæld for at hjælpe med at bekæmpe COVID-19 “krisen”.
Blot fem måneder efter præsident John Magufulis død modtog Tanzanias nye regering 600 millioner dollars fra IMF til at ”tackle COVID-19 pandemien”.
Det er ret indlysende, hvad der foregik, er det ikke?
Globalisterne støttede kup og belønnede gerningsmændene med “international hjælp”. Forslagene til pandemitraktaten ville blot legitimere denne proces og flytte den fra skjulte bagkanaler til åbenlyse officielle af slagsen.
Før vi diskuterer konsekvenserne af nye beføjelser yderligere, så lad os minde os selv om den magt, WHO allerede besidder:
- Verdenssundhedsorganisationen er den eneste institution i verden, der har beføjelse til at erklære en “pandemi” eller folkesundhedsmæssig nødsituation af international bekymring (PHEIC).
- Generaldirektøren for WHO – en ikke-valgt stilling – er den eneste person, der besidder denne magt.
Vi har allerede set WHO misbruge disse beføjelser til at skabe en falsk pandemi ud af den blå luft …og jeg taler ikke om COVID.
Før 2008 kunne WHO kun udråbe en influenzapandemi, hvis der var ”et enormt højt antal dødsfald og sygdom”, OG der var tale om en ny og distinkt undertype. I 2008 slækkede WHO på definitionen af “influenzapandemi” ved at fjerne disse to tilstande.
Som et brev fra 2010 til British Medical Journal påpegede, betød disse ændringer, at ”mange sæsoninfluenzavira kunne klassificeres som pandemisk influenza.”
Hvis WHO ikke havde foretaget disse ændringer, kunne udbruddet af “svineinfluenza” i 2009 aldrig være blevet kaldt en pandemi og ville sandsynligvis være forløbet uden bemærkninger.
I stedet brugte snesevis af lande millioner og atter millioner af dollars på svineinfluenzavacciner, de ikke havde brug for og som ikke virkede, for at bekæmpe en “pandemi”, der resulterede i færre end 20.000 dødsfald. Mange af dem, der var ansvarlige for at rådgive WHO om at erklære svineinfluenza for en folkesundhedsmæssig nødsituation viste sig senere at have økonomiske bånd til vaccineproducenter.
På trods af dette historiske eksempel på åbenlys korruption, vil en foreslået klausul i pandemitraktaten gøre det endnu lettere at erklære en PHEIC. Ifølge rapporten fra maj 2021 ”COVID-19: Lad det være den sidste pandemi” [fremhævelse tilføjet]:
Fremtidige erklæringer fra WHO’s generaldirektør om et PHEIC bør baseres på forsigtighedsprincippet, hvor det er berettiget.”
Ja, den foreslåede traktat kan gøre det muligt for WHO’s generaldirektør at erklære global undtagelsestilstand for at forhindre en potentiel pandemi, ikke som reaktion på en sådan. En slags pandemi forebyggelse.
Hvis man kombinerer dette med den foreslåede “økonomiske bistand” til udviklingslande, som indrapporterer “potentielle sundhedskriser”, er det tydeligt, hvad der lægges op til – grundlæggende er det bestikkelse af tredjeverdens regeringer til at give WHO et påskud for at erklære undtagelsestilstand.
Vi kender allerede de andre nøglepunkter, der sandsynligvis vil blive medtaget i en pandemitraktat. De vil næsten helt sikkert forsøge at indføre internationale vaccinepas og hælde finansiering i big Pharmas lommer for at producere “vacciner” stadig hurtigere og med endnu mindre test af sikkerhed.
Men alt dette blegner i sammenligning med de juridiske beføjelser, der potentielt overdrages til WHO’s generaldirektør (eller hvilket nyt “uafhængigt” organ, de måtte beslutte at oprette) for at straffe, irettesætte eller belønne nationale regeringer.
En “pandemitraktat”, der tilsidesætter eller underkender nationale eller lokale myndigheder, ville overdrage overnationale beføjelser til en ikke-valgt bureaukrat eller “ekspert”, som vil kunne udøve dem helt efter eget skøn og efter helt subjektive kriterier.
Dette er selve definitionen af teknokratisk globalisme.
Oversættelse: KIS-redaktionen.