Vi bringer denne artikel af to grunde. For det første mener vi at den forsøger at give en detaljeret beskrivelse af hvorledes opinion i dag let kan skabes ved hjælp af brutale anslag ved såkaldte “false flag“, hvor en voldelig handling bliver tillagt andres “hænder”. Dette er noget vi bl.a. kender fra 11. september. For det andet fortæller den om sider af det russiske statsapparat og Putin, som få kender til.
Det er tilsyneladende en almindelig praksis at føre befolkninger bag lyset og få dem til at frygte en “opfundet til lejligheden” fælles fjende.
Artiklen beskriver en kynisk side af verden, som de færreste mennesker er modige nok til at kigge ind i, men som er nødvendig at erkende for at vi som civilisation skal kunne tage de rigtige beslutninger uden slør eller andre forhindringer i vores tilgang til sandhed, frihed og retfærdighed.
Hvorvidt Putin kærer sig for sit folk eller ej, skal vi ikke gøre os kloge på.
Putin’s “False Flag”
Af Iain Davis, 5. juli 2022.
Krigen i Ukraine, og Rusland og Kinas forsvar for en ny multipolær verdensorden, angiveligt baseret på national suverænitet, har fået nogle til at se især Vladimir Putin, som en slags frelser.
Et par kommentatorer har antydet, at Putin, motiveret af sin kærlighed til det russiske folk og deres kultur, er fast besluttet på at stå imod angrebet på menneskeheden, udtrykt som ” The Great Reset”.
Desværre er dette lidt mere end ønsketænkning. Putin bekymrer sig ikke om det russiske folk, eller nogen andre for den sags skyld. Han bekymrer sig om den russiske stat, fordi den er kilden til hans magt og autoritet, og en multipolær verdensorden, tilsyneladende kontrolleret af Rusland, Kina og BRIKS, er ikke bedre end det G7-ledede, unipolære alternativ.
Faktisk er det svært at skelne mellem de to.
Problemet er, at en lille parasitklasse betragter det som deres ret at etablere global styring over Jordens befolkning. Måden, hvorpå det bliver gennemført, er praktisk talt irrelevant. Hvem bekymrer sig om, hvilken farve fængselsvæggene har?
Den 25. juli 1998 blev Vladimir Putin, en tidligere KGB-officer, udnævnt til direktør for den føderale sikkerhedstjeneste (Federalnaya Sluzhba Bezopasnosti – FSB) af den daværende russiske præsident Boris Jeltsin. Han tjente i denne rolle i lidt over et år indtil den 9. august 1999.
Han forlod FSB for at tiltræde sin nye udnævnelse som russisk premierminister og blev snart udnævnt som Jeltsins efterfølger. På trods af hans fornemme position betragtede få Putin som i stand til at vinde et præsidentvalg. Han havde stort set ingen folkelig opbakning og stod over for en modsatrettet koalition, der var rettet mod ham i Statsdumaen (det russiske parlament.)
En række rædselsvækkende, påståede terrorangreb ændrede markant Putins politiske skæbne. Hans hårde retorik og trofaste støtte til militære repressalier som reaktion på de russiske lejlighedsbombninger forvandlede hans image fra en relativt uklar, politisk ikke-enhed til en stor kriseleder.
I december 1999, et par måneder efter den sidste bombning, trådte Jeltsin uventet tilbage. I overensstemmelse med Den Russiske Føderations forfatning blev Putin automatisk præsident. Han udnyttede sin nyfundne popularitet og vandt snart sit første præsidentvalg i marts 2000.
Putin havde operationel kontrol over den organisation, der planlagde og udførte de russiske lejlighedsbombninger. Den yderst koordinerede og velplanlagte operation dræbte 317 russiske mænd, kvinder og børn og sårede cirka 630 flere på bare 17 dage. Derefter udnyttede Putin den deraf følgende offentlige frygt og vrede til at tage magten.
Den eneste grund til, at du ikke ved mere om dette, er, at vestlige magthavere behandler de mennesker, de regerer, med samme store foragt.
At afsløre Ruslands afgørende ”false flag” operation ville være at afsløre deres egne. Rusland havde sit 9/11 først.
Bombningerne af de russiske lejligheder
Den 22. juli 1999 offentliggjorde den respekterede journalist, forsvarsanalytiker og tidligere oberst i det russiske luftvåben Aleksander Zhilin en artikel med titlen “Storm i Moskva” i Moskvas daglige morgenavis (Moskovskaja Pravda). Zhilin skrev:
Følgende blevet kendt fra troværdige kilder i Kreml. Præsidentens administration [Jeltsin] har udarbejdet og vedtaget en bred plan for miskreditering af Luzhkov [Yuri – borgmester i Moskva og potentiel præsidentkandidat] ved hjælp af provokationer, der har til formål at destabilisere den socio-psykologiske situation i Moskva. I kredse tæt på Tatyana Dyachenko [Jeltsins yngre datter og personlige rådgiver – der har giftet sig til navnet Yumasheva] omtales den givne plan som “Storm i Moskva”. […] Som det bekræftes af vores kilder, venter der byen store chok. Gennemførelsen af larmende terrorhandlinger (eller forsøg på terrorhandlinger) planlægges i forhold til en række offentlige institutioner[.]
Artiklen høstede relativt lidt interesse. Det hemmelige politiske miljø i hovedstaden var ofte genstand for ekstraordinære påstande og konspirationsteorier. Efterfølgende begivenheder ville imidlertid få mange til at genlæse Zhilins indlæg med større interesse.
Tre uger efter Putin forlod sin stilling som direktør for FSB, kl. 20 den 31. august, detonerede en bombe i et indkøbscenter på Manezhnaya-pladsen i Moskva. En person døde, og mere end 30 blev såret.
Den 2. september 1999 påtog “Befrielseshæren i Dagestan” sig angiveligt ansvaret for eksplosionen og advarede om yderligere angreb.
Der er ingen beviser for, at en gruppe kaldet “Befrielseshæren i Dagestan” nogensinde har eksisteret. På trods af offentliggjorte påstande vidste ingen, hvem de var. Lokale embedsmænd fra FSB og Indenrigsministeriet udtrykte dengang tvivl. Den tjetjenske præsident Aslan Maskhadov havde ikke hørt om dem, og ingen af de kendte islamistiske ekstremister eller etablerede grupper var kendt for at omgås en gruppe med det navn.
Senere, i 2005, blev Rizvan Chitigov (alias amerikaneren) dræbt i Tjetjenien. FSB hævdede, at Chitigov både planlagde og udførte bombningen af Manezhnaya-pladsen og yderligere, at han var et CIA-aktiv. Chitigov havde ingen kendte forbindelser til nogen gruppe kaldet “Befrielseshæren i Dagestan”. Så hvorfor nogen fejlagtigt ville påtage sig ansvaret for en gruppe, der ikke eksisterede, forbliver et mysterium.
Klokken 22 om aftenen den 4. september 1999 i byen Buynaksk i Dagestan eksploderede en bilbombe foran en fem etagers boligblok. Lejlighederne husede russiske grænsevagters familier. 68 mennesker blev dræbt og cirka 150 såret.
Et andet anonymt opkald blev modtaget med en vag påstand om ansvar, som, usædvanligt for formodede terrorister, ikke navngav den gruppe, der tog æren.
Lidt efter midnat den 9. september 1999 detonerede en bombe i kælderen på Gyryanova Street 19, Moskva. 106 mennesker blev myrdet og 249 såret i eksplosionen, da bygningen kollapsede.
Byens borgmester, Yuri Luzhkov, reagerede ved at bebrejde terrorister uden nogen reelle beviser for, at nogen terrorgruppe var ansvarlig.
FSB-direktør Nikolai Patrushev, der havde erstattet Putin som leder af organisationen, sagde, at de havde indsamlet prøver fra eksplosionsstedet:
Man fandt [s]por af Hexogen (RDX) og TNT. Dette indikerer i sig selv, at eksplosionen bestemt ikke var en ulykke.
Premierminister Putin meddelte, at man ville afholde en national sørgedag den 13. september.
Den 13. september 1999 var præget af endnu en frygtelig eksplosion. En bombe detonerede i kælderen i et lejlighedskompleks på Kashirskoye Highway i Moskva. 124 mennesker døde og mere end 200 blev såret. Sorgens dag fik en endnu mere gribende betydning.
Premierminister Putin svarede og sagde:
Dem, der organiserede og planlagde denne serie af grusomme terrorangreb, har vidtrækkende planer. De satser på at skabe politiske spændinger i Rusland.
Samme dag, den 13., blev to bomber opdaget og sikret i pakhuset på Borisovskiye Prudy Street og i Kapotnya raion (distriktet). Kort efter bombningen meddelte formanden for Statsdumaen, Gennady Seleznyov:
Jeg har netop modtaget en besked. Ifølge oplysninger fra Rostov-on-Don blev et lejlighedskompleks i byen Volgodonsk sprængt i går aftes.
Volgodonsk-angrebet skete ikke den 12. september. Volgodonsk-tragedien ramte fire dage senere den 16. september. Seleznyov havde åbenbart fået avanceret viden om et påstået terrorangreb, der endnu ikke havde fundet sted.
Vladimir Zhirinovsky, lederen af Det Liberale Demokratiske Parti i Rusland (LDPR), mindedes senere, at Seleznyov modtog oplysningerne på en note, der blev overdraget til ham af et medlem af Dumaens sekretariat (embedsværk) og derefter læste højt på et møde i Dumarådet.
I de tidlige timer mandag den 16. september 1999 sprang en lastbilbombe uden for en lejlighed i Volgodonsk. Yderligere 18 mennesker blev slagtet, og cirka 200 blev såret. Igen tog ingen identificerbar terrorgruppe eller -person ansvaret.
Efter bombningen var Vladimir Zhirinovsky den eneste stedfortræder for statsdumaen, der udspurgte Seleznyov om den tilsyneladende forudgående viden. Han spurgte Seleznyov:
Se på det, der sker i vores land! Kan du huske det? [. . .] Du fortalte os mandag, at et hus i Volgodonsk var blevet sprængt i luften, tre dage før eksplosionen [. . .] Hvordan kunne det lade sig gøre: De rapporterer til dig, at klokken 11 blev et hus sprængt, men Rostovs regionale administration var ikke klar over, at du var blevet informeret om det? Alle lukker øjnene, tre dage senere er der en eksplosion.
Seleznyov kom aldrig med et meningsfuldt svar og døde i 2015 uden at have givet en overbevisende forklaring. I 2002 sagde han, at notatet henviste til en improviseret hændelse med en håndgranat, der fandt sted i Volgodonsk den 12. september 1999.
Denne mindre hændelse, som dårligt nåede de lokale nyheder i Volgodonsk, dræbte ikke nogen og “sprængte” ikke et lejlighedskompleks. Ikke desto mindre blev det den officielle begrundelse for Seleznyovs erklæring fra anklagemyndighedens kontor i Den Russiske Føderation.
Russiske statsembedsmænd fortalte utvetydigt det russiske folk, hvem de skulle bebrejde for angrebene. Uanset at de ikke havde fremlagt nogen beviser til støtte for deres påstand, anklagede de højlydt tjetjenske ekstremister. Præsident Jeltsin sagde, at alle transportforbindelser og grænseovergange ind og ud af Tjetjenien ville blive blokeret for at beskytte resten af landet mod yderligere grusomheder.
Alexandre Zdanovich, FSB-talsmand, sagde:
De mennesker, der organiserer disse missioner, som forbereder sprængstofferne, som leverer dem og har det overordnede ansvar for alt, hvad der er sket, befinder sig naturligvis i Tjetjenien. Jeg kan med den største sikkerhed sige, at jeg kan garantere jer, at de kommer fra træningslejrene Khattab og Basayev.
Således blev narrativet udlagt. Der var ingen beviser til støtte for den fortælling, som russiske embedsmænd kom med på det tidspunkt, og heller ikke i dag.
En af bombningens formodede bagmænd, Ibn al Khattab, benægtede enhver involvering. Hvis han var ansvarlig, gav hans benægtelse ingen mening.
Khattab havde tidligere truet med, at russerne ville blive udsat for eksplosioner, der “bragede gennem deres byer”. At tage ansvar for lejlighedsbombningerne ville derfor have demonstreret hans evne til at handle på sine trusler. Men i stedet for at glorificere sin store sejr sagde Khattab angiveligt:
Vi ønsker ikke at blive forbundet med dem, der dræber sovende civile med bomber og granater.
Og faktisk udtrykte mange overraskelse over, at de formodede terrorister bevidst dræbte fattigere, arbejdende russiske familier. Normalt gik de efter russiske regerings- eller militære mål. Der syntes at være en syg logik omkring Buynaksk-angrebet, men Moskva og Volgodonsk lejlighedsbombningerne var afvigende.
Det var det bevidste mord på civile, der forårsagede udbredt offentlig bestyrtelse. Nationen forenedes bag sine politiske ledere. Der blev oprettet kontrolposter over hele landet, lokale borgerpatruljer blev etableret, og frivillige arbejdede sammen med myndighederne om at gennemsøge kældre i boligblokke og andre potentielle mål.
Vladimir Putin fremstod som en stærk mand og sagde til Statsdumaen:
Vi er nødt til at bide tænderne sammen, jeg opfordrer jer til at være mere disciplinerede og årvågne, i handlinger, ikke ord.
Disciplinerede og årvågne handlinger sætter den rigtige tone for en rædselsslagen nation. Mens Rusland før havde oplevet terrorangreb i fredstid, havde det aldrig været udsat for noget som rækken af lejlighedsbombninger. At man specifikt gik efter almindelige russiske mænd, kvinder og børn, der sov i deres senge, i en så systematisk og barbarisk kampagne var helt ny.
Uden udsigt til at det ville ende, levede mange mennesker, især dem, der boede i det urbane Rusland, i en tilstand af frygt. I deres nød søgte de mod deres politiske ledere for frelse.
Ryazan-hændelsen
Natten til den 22. september 1999 omkring kl. 20.30 blev det lokale politi alarmeret om en mistænkelig gruppe og deres køretøj i den central russiske by Rjasan af en årvågen borger ved navn Alexei Kartofelnikov. Politiet reagerede og ankom til Novoselov Street 14/16 lige før kl. 21.30 og erfarede, at køretøjet og dets passagerer havde forladt stedet.
Kartofelnikov fortalte dem, at han havde set to mænd i selskab med en kvinde bære store sække ned i kælderen. Lederen af Ryazan-bombeholdet, Yuri Tkachenko, afvæbnede efterfølgende en 150 kg bombe med en detonator der var sat til at eksplodere kl. 5.30 om morgenen den 23.
Yuri Tkachenko var leder af ingeniør- og teknisk afdeling i Ryazan Public Security Police. Hans team bestod af 13 højtuddannede officerer, der regelmæssigt opdaterede deres ekspertise og hvert andet år skulle bestå russiske statstekniske eksamener for at demonstrere deres nuværende viden om national sikkerhed og bomberydning.
Den nat, hvor bomben blev fundet, kom Yuri Tkachenko med en erklæring til den lokale presse:
Der var tre poser, den i midten havde et hul. Der var et elektronisk ur indeni med ledninger, der stak ud fra det. Jeg stak hænderne ind og begyndte forsigtigt at tage ledningerne op af posen.
Beboerne blev evakueret og overnattede i en nærliggende oktoberbiograf. De fik ikke lov til at vende tilbage før den følgende dag. Ifølge beboernes vidnesbyrd besøgte Alexandre Sergeiev, direktør for Ryazan FSB, beboerne i biografen og sagde til dem:
I dag er din anden fødselsdag. Der var tre poser med sprængstoffer, der var timet til at eksplodere halv seks. I ville alle have været der, og I ville alle være blevet sprunget i luften.
Politiet i Ryazan fotograferede detonatoren og registrerede den som bevismateriale, inden de overgav sagsakterne til FSB. Politiets efterforskning førte til, at den lokale offentlige anklager erklærede hændelsen for en terrorhandling den aften, den 23. september. Vidneudsagn gjorde det muligt i vid udstrækning at udbrede fantom-billeder af de mistænkte i og omkring Ryazan, da myndighederne låste byen ned.
Den Russiske Føderations ministerium for civilforsvar, nødsituationer og eliminering af konsekvenser af naturkatastrofer (EMERCOM), ledet af Sergey Shoygu, meddelte:
[T]re poser med sukker blandet med Hexogen samt detonatorer blev fundet i en af beboelsesbygningerne på Novoselov Street.
Brugen af sukker i kombination med RDX (Hexogen) både fremmer antændelsen af RDX og er en relativt billig måde at øge eksplosionens kraft på.
Kort efter at Tkachenko havde demonteret enheden, cirka kl. 01.30 om morgenen den 23., tog den lokale FSB en 3 kg prøve af de mistænkte sprængstoffer fra til testning.
FSB sagde, at de gennemførte tre tests ved hjælp af en haglpatrondetonator, svarende til den, der blev fundet i Ryazan, men at de ikke var i stand til at detonere stoffet.
Al telefonkommunikation i Ryazan blev overvåget i et forsøg på at finde gerningsmændene. En telefonoperatør ved navn Nadezhda Yukhanova aflyttede et opkald bestemt til Lubyanka (Moskva hovedkvarter for FSB). Hun vidnede senere om, at FSB havde sagt:
Er kvinden sammen med dig? [. . .] Hvor er bilen? [. . .] Forlad Ryazan separat. Der er patruljer og checkpoints overalt.
Opkaldet, rapporteret af Yukhanova, sammen med lokale vidners visuelle identifikation gjorde det muligt for politiet i Ryazan hurtigt at lokalisere og tilbageholde to af de mistænkte. Der blev ikke foretaget nogen anholdelser, fordi de straks opdagede, at parret var FSB-officerer. Ryazan-politiet blev beordret til at frigive FSB-agenterne, idet den russiske regering bekræftede, at dens agenter plantede Ryazan-enheden.
Ryazan-undersøgelsen
Da de første nyheder om bombefundet i Ryazan nåede Moskva, kom premierminister Putin angiveligt med en bizar udtalelse. Han sagde, at det bedste ved begivenhederne i Ryazan var, at det viste, at offentligheden var opmærksom på faren:
Sækken med sprængstofferne blev bemærket, det betyder, at der er mindst én plusfaktor. Offentligheden reagerer på de begivenheder, der finder sted i vores land i dag, på den rigtige måde.
På det tidspunkt var der ingen der troede, at Ryazan-enheden var andet end en rigtig bombe. Det bedste ved Ryazan-hændelsen var helt sikkert, at beboerne i Novoselov Street ikke blev myrdet i deres senge? Hvorfor var Putin ikke glad for det? Hans udtalelse virkede meget mærkelig.
Situationen udviklede sig hurtigt. I en tale til Statsdumaen bekræftede indenrigsminister Vladimir Rushailo, at en bombe var blevet destrueret og en tragedie afværget:
Der træffes allerede positive foranstaltninger. Et eksempel er forhindringen af en eksplosion i et lejlighedskompleks i Ryazan.
Dette blev modsagt inden for en time af FSB-direktør Nikolai Patrushev. Han sagde:
Der var ikke nogen eksplosion. En eksplosion blev ikke forhindret. [. . .] Det var ikke godt arbejde, det var en øvelse. Der var ingen sprængstoffer, kun sukker.
Den 24. fulgte Patrushev op på dette med et tv-interview. Han gentog, at begivenhederne i Ryazan var en del af en øvelse for at “teste reaktioner”. Alligevel havde Sergej Sjojgu (EMERCOM), Vladimir Rushailo (indenrigsminister) og Vladimir Putin (premierminister) ikke henvist til nogen øvelse i de foregående 48 timer.
Som svar på Patrushevs erklæring udstedte Ryazan FSB deres egen erklæring, der grundigt distancerede sig fra den påståede træningsøvelse:”
Det er blevet oplyst, at plantningen af en eksplosiv dummy anordning den 22.09.99 var en del af en igangværende interregional øvelse. Denne meddelelse kom som en overraskelse for os og dukkede op på et tidspunkt, hvor FSB’s afdeling havde identificeret bopælene i Ryazan på dem, der var involveret i plantningen af den eksplosive anordning og forberedte sig på at tilbageholde dem.
FSB i Ryazan understregede, at de var ved at arrestere dem, de holdt ansvarlige for at “plante den eksplosive enhed.” De bemærkede, at træningsøvelses narrativet først dukkede op, efter at de blev beordret til ikke at arrestere de mistænkte. At en lokal FSB-afdeling åbent stillede spørgsmålstegn ved og tilsyneladende underminerede Lubyanka på denne måde, var uhørt. Det er klart, at Ryazan FSB ikke var villig til blot at gå med på træningsøvelseshistorien.
I et lokalt nyhedsinterview i Ryazan sagde den regionale guvernør, at han intet vidste om den påståede FSB-øvelse. Borgmesteren, Pavel Mamatov, udtrykte også sin vantro:
De har brugt os som forsøgskaniner. Testet Ryazan for lus. Jeg er ikke imod øvelser, jeg tjente selv i hæren, og jeg deltog i dem, men jeg har aldrig set noget lignende.
Den 24. september 1999 var den 2. tjetjenske krig allerede under vejs. De fulde konsekvenser af Ryazan-hændelsen var endnu ikke kendt nationalt, og det russiske folk var stadig optaget af, hvad de troede var en ond bombekampagne udført af tjetjenske terrorister.
I en tale i Astana, Kasakhstan, på en af sine første tv-transmitterede pressekonferencer, vidste den nye russiske premierminister, Vladimir Putin, præcis, hvad han skulle sige for at fange stemningen i nationen:
Vi vil følge terroristerne, uanset hvor de går. Hvis de er i lufthavnen, vil vi være der. Undskyld mig, men hvis de er på lokum, går vi derind og blæser dem væk. Det er alt, hvad der er at sige til det. Problemet er løst.
Hans image, som en hård, no-nonsense mand af folket, faldt i de russiske vælgeres smag. Endelig en leder, der ville gå efter de onde og sørge for deres sikkerhed.
Da den tjetjenske krig fyldte alle overskrifterne, var Ryazan-hændelsen stort set glemt. Men det skulle ændre sig.
Optrævlingen af Ryazan
I februar 2000, fem måneder efter Ryazan-hændelsen, gav bomberydnings ekspert, Yuri Tkachenko, et interview til journalisten Pavel Voloshin, hvor han klart fastholdt, at den analyse, han gennemførte, ved hjælp af en state-of-the-art (for 1999) MO-2 gasanalysator, afslørede tilstedeværelsen af sprængstoffet RDX (Hexogen). Han bekræftede igen, at detonatoren var væbnet og timet. Han var ikke i tvivl om, at Ryazan-enheden var en rigtig bombe.
Voloshin interviewede også den første politibetjent der ankom på stedet Andrei Chernyshev. Det var ham, der havde opdaget bomben. Han huskede, hvordan Novoselov Street hurtigt blev en bikube af aktivitet, da indenrigsministeriet og lokale FSB-agenter sluttede sig til undersøgelsen. Han var lige så tydelig omkring, at alle tilstedeværende den aften forstod, at bomben og det planlagte angreb var ægte:
Ingen tvivlede på, at situationen var kritisk. Jeg har stadig tillid til, at det ikke var en øvelse.
Volosins artikel forårsagede furore. Det var på dette tidspunkt, at FSB’s officielle historie ændrede sig endnu en gang.
Et par uger efter, at Voloshin offentliggjorde sit interview med Tkachenko og Chernyshev, modsagde lederen af efterforskningsafdelingen i Ryazan FSB, oberstløjtnant Yuri Maksimov, Voloshins artikel. Efter at have undladt at nævne det tidligere, hævdede FSB nu, at Tkachenko ikke havde brugt $ 20.000 MO-2 analysatoren, men en anden enhed kaldet Exprei.
Det var ikke muligt at ødelægge aflæsningerne af det forseglede vakuum på MO-2-analysatoren, men det var muligt at forurene Exprei. Dette er, hvad Maksimov hævdede, at Tkachenko havde gjort.
Maksimov hævdede, at den erfarne Tkachenko havde forårsaget en falsk Exprei-læsning, fordi han ikke havde vasket sine hænder efter at have håndteret RDX den foregående dag. Han beskyldte Tkachenko for at have lavet fejl. Maksimov sagde, at Tkachenko ikke havde båret gummihandsker, da de ikke var tilgængelige på grund af budgetbegrænsninger.
På trods af, at han standhaftigt havde opretholdt sin forklaring i flere måneder og kategorisk erklærede sin vished omkring Ryazan-enheden ved flere lejligheder, skiftede Tkachenko mening efter erklæringen fra sin øverste kommandant. Han ændrede sin forklaring efter at have mistet sit job som leder af ingeniør- og teknisk afdeling og være blevet forhørt af FSB. Tkachenko var enig med oberstløjtnant Yuri Maksimov. Han sagde, at han muligvis kunne have forurenet Exprei-analysatoren.
I marts 2000 var der stadig nogle uafhængige medier i Rusland, der var i stand til virkelig at stille spørgsmålstegn ved regeringen. Den 2. marts 2000 sendte NTV en offentlig debat i et program kaldet Independent Inquiry.
Under NTV-diskussionen læste FSB’s efterforskningsdirektør, Stanislav Voronov, en forberedt FSB-erklæring underskrevet af både indenrigsministeriet og FSB op:
En større operation, der involverede alle medlemmer af Den Russiske Føderation, blev planlagt i fællesskab af politiet og FSB. Operationen fik kodenavnet “Anti-Terror Whirlwind”. Det blev underskrevet af Patrushev og Rushailo
I en tale den 23. september 1999 syntes indenrigsminister Rushailo ikke at kende til den fælles øvelse, han angiveligt havde godkendt. Uforvarende eller ej vildledte han statsdumaen.
En NTV publikum deltager, Evgueni Savostianov, den tidligere direktør for Moskva FSB, kaldte hele øvelseshistorien “ubegribelig”. Han spurgte FSB-talsmand Alexandre Zdanovich, hvorfor FSB ikke havde informeret Rushailo.
Nå altså, under en øvelse kan ting nogle gange blive kaotiske.
Volosins artikel og NTV-debatten affødte spørgsmål fra flere stedfortrædere i statsdumaen. Stedfortræder Yuri Shchekochikhin fremsatte to forslag, der anmodede om, at Ryazan-hændelsen formelt blev undersøgt af anklagemyndighedens kontor. Vladimir Putin sagde, at den blotte antydning af FSB’s medvirken var “umoralsk”.
I april 2000 stemte statsdumaen for at afvise forslagene. Alle optegnelser vedrørende Ryazan-hændelsen blev forseglet i 75 år.
Vægten af indicier
I marts 2001 blev en række islamistisk ekstremistiske terrormistænkte dømt i forbindelse med Buynaksk-bombningen. Ingen fysiske, vidne eller retsmedicinske beviser placerede nogen af de anklagede på eksplosionsstedet. Alle beviser mod dem vedrørte generelle terrorhandlinger og udførelse af terrorisme.
Al omtale af RDX og hexogen blev fjernet fra det officielle narrativ, der fulgte efter bombningen af lejligheder i Ryazan-hændelsen. I 2002 hævdes bomberne at have været ammoniumnitrat- og aluminiumsbaserede. Det var som om de oprindelige fund aldrig havde eksisteret, og ingen nogensinde havde nævnt RDX (hexogen.)
Den formodede hjernen bag aktionerne Ibn al-Khattab blev angiveligt myrdet af FSB i 2002. En anden mistænkt, Yusuf Krymshamkhalov, blev i 2003 idømt livsvarigt fængsel for sin påståede rolle i Moskva-bombningerne, ligesom Adam Dekkushev blev det for sin formodede rolle i Volgodonsk-bombningen.
Retssagen mod Krymshamkhalov og Dekkushev blev ført i hemmelighed uden jury. Dommene var baseret på afhøringserklæringer indsendt til retten af FSB.
Til dato er der ingen beviser for, at nogen af de russiske lejlighedsbombninger blev udført af terrorister. Alle navngivne mistænkte er enten døde eller angiveligt fortsat på fri fod. Selv krymshamkhalovs og Dekkushevs domme var for aktiviteter i forbindelse med iværksættelse af terrorisme.
Der er ingen beviser for, at nogen af de russiske lejlighedsbomber blev plantet af terrorister. I modsætning hertil er beviserne for, at elementer inden for FSB orkestrerede angrebene, overvældende.
— FSB plantede en enhed i Ryazan, der oprindeligt blev afvæbnet af bomberydnings eksperter. Ryazan efterforskere opdagede, at bomben var ægte og identificerede sprængstoffet som RDX (Hexogen). Ryazan-embedsmænd fremlagde fysiske beviser for en timeranordning med en aktiv eksplosiv ladning. Først flere måneder senere, efter at han havde brugt nogen tid på at blive forhørt af FSB og havde mistet sit job, ændrede bomberydnings ekspert Yuri Tkachenko sin historie om det udstyr, han havde brugt. På intet tidspunkt indrømmede han, at enheden var andet end en rigtig bombe, kun at hans analyse kunne have været “forurenet”.
— Politiet i Ryazan, den lokale FSB, Ryazan beboerne og alle andre embedsmænd forstod, at enheden var en aktiv bombe med en fungerende timer indstillet til at eksplodere kl. 5.30.
— Spor af det samme RDX-sprængstof blev fundet ved andre lejlighedsbombninger. Dette blev bekræftet af direktøren for FSB, lederen af EMERCOM og andre russiske embedsmænd under den indledende undersøgelse. Ryazan-bomben syntes at være af samme konstruktion som de andre bomber, der blev brugt i lejlighedsbombningerne.
— Placeringen af Ryazan-bomben, der var rettet mod et fattigere, civilt samfund og anbragt for at vælte deres lejlighedskompleks, fulgte nøjagtig den samme målretnings- og offerprofil som de andre lejlighedsbomber, angiveligt plantet af terrorister. Selv Buynaksk-bombningen var rettet mod uskyldige familier.
— Den formodede terrorkampagne ophørte efter den midlertidige tilbageholdelse af FSB-agenterne i Ryazan. Der var ikke flere angreb. Afsløringen af FSB’s hemmelige træningsmetoder faldt netop sammen med afslutningen på den virkelige terrorkampagne. Det var først, da plottet blev opdaget, og historien om en påstået “træningsøvelse” dukkede op, at terrorkampagnen ophørte.
— Kampagnens formodede bagmand, Ibn al-Khattab, benægtede specifikt sin involvering og undgik chancen for at tage æren. Den eneste navngivne terrorgruppe, der angiveligt påtog sig ansvaret (Befrielseshæren i Dagestan), eksisterede ikke.
— En journalist rapporterede, at russiske stats embedsmænd havde fortalt ham om “højlydte terrorhandlinger”, der ville bringe “store chok” til Moskva to måneder før sådanne angreb fandt sted.
— Formanden for Statsdumaen modtog en note fra en stats embedsmand, der videregav nyheden om Volgodonsk-bombningen tre dage før det skete.
— Ruslands premierminister udtrykte reelt sin holdning om, at det bedste ved Ryazan-hændelsen var, at den viste, at det russiske folk levede i frygt.
— Russiske efterforskere og embedsmænd udtalte gentagne gange opdagelsen af tilstedeværelse af sprængstoffet RDX på stedet for lejlighedsbombningerne. Efter Ryazan-hændelsen, hvor bomberydnings eksperter igen registrerede RDX, ændrede FSB og andre statslige embedsmænd deres historie og hævdede, at RDX aldrig var blevet identificeret, hvilket grundigt modsagde deres egne tidligere udsagn.
— Historien om “træningsøvelsen” giver ingen logisk mening af fire hovedårsager.
— Bomben blev opdaget ved en tilfældighed takket være Ryazan-borgernes årvågenhed. FSB gemte bomben i kælderen, men alarmerede ikke myndighederne i Ryazan. De foretog ingen bestræbelser på at udløse det svar, de hævdede, at de ønskede at evaluere.
— FSB havde ingen agenter, der vidste, at en påstået træningsøvelse var i gang, involveret i Ryazan-reaktionen. Hvis bomben var en dummy-enhed (blot poser med sukker), som FSB hævdede, ville myndighederne i Ryazan næsten øjeblikkeligt have vidst, at det hele var et fupnummer. Derfor ville der ikke have været en reaktion på en terrorhændelse, men snarere en betydeligt mindre presserende efterforskning af en falsk bombetrussel.
— FSB hævdede, at formålet med den påståede Ryazan-øvelse var at uddanne russiske sikkerhedstjenester til at reagere effektivt på et terrorangreb og teste deres lydhørhed. Men russiske sikkerhedstjenester var allerede aktivt engageret i at reagere på virkelige terrorangreb. FSB testede og trænede tilsyneladende deres tropper til at kæmpe et slag, mens de var i færd med at bekæmpe det.
Hvis det var FSB’s mål at foretage en sådan vurdering, kunne den blot have vurderet de mange reaktioner, som de russiske beredskabs- og sikkerhedstjenester allerede var involveret i på det tidspunkt. FSB var selv en del af disse modsvar. Med hensyn til at forstå, hvordan russiske sikkerhedstjenester reagerer på terrorangreb, tilføjede FSB intet og havde intet at lære af den formodede Ryazan “træningsøvelse”.
— Natten til den 22. september 1999 var de eneste tre personer i Ryazan, der angiveligt vidste, at en live træningsøvelse var i gang, de tre FSB-officerer, der plantede enheden. Selv lederen af Ryazan FSB vidste intet.
Der er ingen beviser for, at Lubyanka FSB havde andre aktiver i Ryazan. Dens efterfølgende påståede vurdering af “svaret” kunne kun have været baseret på en analyse af kommunikationsaflytninger eller rapporter fra det lokale kontor. Men det lokale Ryazan FSB-kontor “evaluerede” ikke svaret. Det var en del af svaret.
De elementer i FSB, der var ansvarlige for at plante enheden, havde ingen aktiver på jorden i Ryazan, der var i stand til at overvåge den formodede træningsøvelse.
Hvem nød godt af de russiske lejlighedsbombninger?
Ryazan er ikke en “smoking gun”, der beviser FSB’s skyld, men da alle relevante optegnelser blev forseglet i 75 år af den russiske stat, er det heller ikke sandsynligt, at sådanne beviser vil blive afsløret. Den russiske politiske klasse ønsker bestemt ikke, at sagen skal undersøges nærmere.
Forud for lejlighedsbombningerne blev Vladimir Putin set som endnu en Jeltsin lakaj, der var bestemt til at gå ned sammen med skibet. Han havde stort set ingen offentlig profil, statsdumaen var imod ham, og chancerne for, at han vandt en folkeafstemning ved et nationalt valg, var reelt nul.
De russiske lejlighedsbombninger ændrede alt dette og gjorde Putin til en nationalhelt. De skabte legenden om Putin, den “store leder”. Han havde motivet til at begå forbrydelsen.
Vægten af indicier viser overvældende, at FSB orkestrerede en stærkt koordineret terrorkampagne for at ændre det russiske politiske landskab. Det ville have taget mange måneder at sammensætte sådan en plan. Putin var direktør for FSB i året op til de russiske lejlighedsbombninger. Han havde midlerne til at begå forbrydelsen.
Putin forlod FSB for at blive russisk premierminister, hvilket gjorde ham til det vigtigste omdrejningspunkt for offentlighedens opmærksomhed under en national krise. Denne krise ankom næsten lige så hurtigt som han gjorde, hvilket efterlod hans modstandere nærmest uden tid til at reagere. Putin var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og han udnyttede krisen til at tage magten. Han havde mulighed for at begå forbrydelsen.
Putin havde motivet, midlerne og muligheden for at beordre elementer inden for FSB til at udføre de russiske lejlighedsbombninger. Derefter nød han politisk godt af det koldblodige mord på mere end 300 russiske mænd, kvinder og børn. Mens nogle måske håber på, at en leder vil stå imod den nye globalistiske orden, er Putin ikke nogens tillid værdig.
Oversættelse: KIS-redaktionen.