Udgivet: 26 november 2022 Udgivet af: Kilderne i Såne Kommentarer: 0

KIS-redaktionen: I mediedækningen af konflikten og krigen i Ukraine, anlægger den vestlige presse en meget tankevækkende ensartet og propagandistisk fremstilling. De færreste mennesker ved hvad der er gået forud for Ruslands beslutning om intervention i Ukraine og det er tilsyneladende de store nyhedsfabrikkers agenda, at vi skal forledes til at tro at Rusland og Putin er selveste “mørkets kræfter”. Men det forholder sig heldigvis således, at det er muligt at erhverve sig en en mere differentieret forståelse af hvad det er der sker. De uafhængige journalister som befinder sig i området når dog sjældent ud i mainstream og benytter sig derfor af alternative kanaler til at give befolkningerne mulighed for at se tingene fra flere sider. En af disse journalister er Eva Bartlett.

Eva Karene Bartlett er en canadisk-amerikansk journalist, der har brugt årevis i felten og dækket konfliktzoner i Mellemøsten, især i Syrien og Palæstina (hvor hun boede i næsten fire år). Hun var modtageren af ​International Journalism Award for International Reporting i 2017, givet af Mexican Journalists’ Press Club (stiftet i 1951). Hun var den første modtager af Serena Shim Award for Uncompromised Integrity in Journalism. Se hendes udvidede biografi på hendes blog In Gaza. Hun tweeter fra @EvaKBartlett og har Telegram Channel, Reality Theories. Eva kan også træffes på evabartlett@hotmail.com.

Vi bringer her en artikel oprindeligt publiceret i New York magasinet CovertAction Magazine. Det har specialiseret sig i at afsløre falske og proxy anlagte krigshændelser i verden. Denne krig i Ukraine fuldt sponsoreret af USA og andre lande i Vesten, er ingen undtagelse. Den oversatte artikel fra engelsk til norsk er udgivet på Steigan.no og vi bringer her en dansk oversættelse af KIS-redaktionen.

Af Eva Bartlett – 19. november 2022

Tilsværtet, stigmatiseret og løjet om i vestlig mediepropaganda, blev det mest russisktalende folk i Donbass-regionen slagtet i tusindvis, i en brutal krig. En “etnisk udrensning” rettet mod dem af det nynazistiske regime i Kiev, som USA indsatte efter at CIA væltede Ukraines lovligt valgte præsident ved et kup i 2014.

Selvom befolkningen i Donbass havde bedt om russisk militær hjælp til at forsvare sig mod de stadig mere morderiske militærangreb fra ukrainske regeringsstyrker, som dræbte mere end 14.000 af deres befolkning, nægtede den russiske præsident Vladimir Putin at gribe ind. I stedet forsøgte han at mægle til indgåelse af en fredsaftale mellem de stridende parter.

Men USA og Storbritannien konspirerede i al hemmelighed for at sabotere fredsforhandlingerne og overtalte præsident Zelensky til at ignorere fredsaftalerne, Minsk I og II, som den ukrainske regering tidligere havde underskrevet, og som var blevet kontraunderskrevet af Rusland, Frankrig og Tyskland.

Da Putin indså at USA og dets NATO-allierede aldrig ville tillade fredsforhandlinger at lykkes, sendte Putin endelig tropper ind i Ukraine den 24. februar. Russiske tropper rykkede ind for at støtte og forstærke de undertallige og dårligt bevæbnede specialstyrker i Donbas, som havde forsvaret deres land mod angreb fra Kyiv-regeringen i næsten otte år.

Stemmer fra frontlinjerne i Øst-Ukraine

I oktober 22 tog jeg til en frontlinje-forpost i Folkerepublikken Donetsk (DPR), 70 meter fra de ukrainske styrker i Avdeevka (nordvest for Donetsk), ifølge de Donbas-kommandører jeg talte med der.

For at nå til den position tog jeg sammen med to andre journalister til et møde med to befalingsmænd i Pyatnashka – en enhed af frivillige krigere, inklusive abkhasiske, slovakiske, russiske, ossetiske og andre nationaliteter samt lokale folk fra Donbas.

Derfra kørte de os så langt de kunne hvorefter vi gik resten af ​​vejen, flere minutter gennem krat og grøfter for endelig at ankomme til deres sandsæk-træ-og cement befæstede forpost.

Den har skiftet hænder gennem årene idet ukrainske styrker nogle gange har besat den. Donbas styrkerne kontrollerer den nu.

En soldat og enhedschef der går under kaldenavnet “Vydra” (Odderen), var en tidligere DPR-minearbejder som havde boet i Rusland med sin familie. I 2014 vendte han tilbage til Donbas for at forsvare sin mor og slægtninge, som stadig er der. Han talte om forposten.

“Vi gravede og byggede det her med vores hænder. Flere gange gennem årene har ukrainerne indtaget disse positioner. Vi skubbede dem tilbage, men de stormede os igen… Nuvel, vi har kæmpet mod hinanden i otte år nu.”

Artilleriild er den største fare de står over for. “Du kan gemme dig for en snigskytte, men ikke for artilleri, og de bruger store kalibre.”

“Vydra,” en enhedschef for Pyatnashka-krigerne. [Kilde: Foto med tilladelse af Eva Bartlett]

Hans opholdsrum er fugtigt og trangt, med en lille improviseret seng, med endnu et lille værelse og seng til andre ved forposten.

På et skilt står der: “Hvis der opstår kanonild, så gå i dækning.” Den slags skilte man ser overalt i Donetsk og byerne i Donbas, på grund af Ukraines uophørlige beskydning af civile boligområder. I en frontlinjeforpost, hvor indkommende artillerigranater er normen, er skiltet lidt absurd, tydeligvis en joke.

Et ortodoks ikon er placeret lige oven på skiltet. Ukrainske nationalister hænger plakater op og sprøjter nazistisk graffiti og dødsslogans på; men disse krigere ærer deres tro.

En plakat med DPR-flaget har teksten: “Vi har aldrig lidt nederlag, og det er tydeligt, at dette er blevet afgjort ovenfra. Donbas er aldrig blevet tvunget i knæ, og det vil ingen nogensinde få lov til”.

Det eneste der pynter på stedet, er dåser med tun og kød, instant-nudler og vaskepulver. De lever på et eksistensminimum og der er intet glamourøst ved det; De melder sig frivilligt fordi, som de fortalte mig, at det er deres land som de ønsker at beskytte.

Måske er det overraskende for nogen, men da Vydra blev spurgt om han hader ukrainere, svarede han eftertrykkeligt nej, – han har venner og slægtninge i Ukraine.

“Vi har intet had til Ukraine. Vi hader de nationalister der kom til magten. Men almindelige ukrainere? Hvorfor skulle vi hade dem? Mange af os taler ukrainsk. Vi forstår dem og de forstår os. Mange af dem taler også russisk.

Jeg har været involveret i sport i lang tid og har dyrket wrestling. Så jeg har mange venner i Dnepropetrovsk, Kharkov, Kirovograd, Odessa, Lvov, Ivano-Frankivsk og Transcarpathia.

Jeg har slægtninge i det vestlige Ukraine, og vi kommunikerer stadig. Ja, de siger én ting på gaden, men når vi snakker sammen siger de: ‘Jamen, det skal du, for SBU lytter.’

Ukraine råber om demokrati men sætter folk i håndjern uden grund. Min tante kom i problemer, fordi de fandt mit billede på Skype.

Og jeg er på webstedet Myrotvorets” [kill list]. [KIS-redaktionen: her var et link til en artikel fra rt.com men den er censureret i hele EU]

Han talte om Ukraines beskydning fra 2014, hvor befolkningen i Donbass var ubevæbnede og ikke forventede at blive bombet af deres eget land.

»Da artilleriet ramte byen Yenakievo, øst for Gorlovka, var vi forsvarsløse. Vi gik med jagtrifler og fakler for at bekæmpe dem. De fleste af de våben vi havde senere blev taget fra os. Vi var nødt til at gå til slagmarken uden våben for at få fat i våben.”

Adspurgt om han var bekymret for at ukrainske styrker ville kunne tage Donetsk, sagde han “nej, selvfølgelig ikke, det lykkedes ikke i 2014, og det vil det heller ikke nu”.

Adspurgt om han havde en besked til soldater fra den ukrainske hær, svarede Vydra uden tøven:

“Gå hjem! Vi har sagt det siden 2014: Gå hjem. Utvetydigt siger vi at vi ikke vil have dem her. Men vi vil ikke slå dem ihjel. Jeg taler ikke om nationalister, jeg taler om ukrainske soldater, som er indkaldt eller tvangshvervet til den ukrainske hær. Drenge, gå hjem, enten overgiv dig eller gå. Dette er vores land. Vi tager ikke af sted, vi skal ingen steder.”

Jeg spurgte hvordan han havde det med at blive behandlet og beskrevet som undermenneske, at blive kaldt dehumaniserende navne, en del af de ukrainske nationalisters hjernevaskepropaganda. Som jeg skrev tidligere:

“Ukrainske nationalister erklærer åbent at de ser russere som undermennesker. Skolebøger giver denne forskruede ideologi videre. Videoer viser omfanget af denne mentalitet: At lære børn, ikke kun at hade russere, men også se dem som ikke-menneskelige, og hjernevaske dem til at tro, at det er acceptabelt at dræbe indbyggere i Donbas. Den ukrainske regering finansierer selv nynazistiske indoktrineringslejre for unge.”

“Det er stødende,” sagde Vydra, “vi er kede af det: Det er syge mennesker. Vi er nødt til at helbrede dem, langsomt.”

Jeg spurgte, om han mente, at venskab mellem ukrainere og russere ville være muligt.

»Det vil tage år for ethvert venskab. Tag Tjetjenien, en region i Rusland, det var i krig. Men langsomt, langsomt… Vi skal alle leve sammen. Vi er ét folk.” Nu er de tjetjenske krigere faktisk en af ​​de mest effektive styrker, der kæmper sammen med Donbass og russiske soldater for at befri Donbas-områder fra ukrainske styrker.

Han åbnede lynlåsen i en bukselomme og viftede stolt med et lille plastikhylster med børnetegninger, som også indeholdt ikoner af Kristus samt helgener og bønner…

“Dette er meget personligt, – det er min skytsengel. Jeg har lagt det i plastik, – jeg har ikke engang mit ID i plastik. Jeg har haft den i lommen siden februar. Jeg har været på alle mulige hot spots i krigen. Et barn tegnede dette, vi modtager mange breve fra børn. Det er meget rart at se på dem når det er svært og vi er under beskydning.”

Han læste op fra et brev:

“Vi venter på dig. Tak fordi du satte dit liv på spil for at forsvare Donbas. Yulia og Ira.”

“Jeg ved ikke engang, hvem Yulia og Ira er,” sagde han og smilede.

Han viste ikonerne og sagde: “Dette er Sankt Ushakov, vores store kommandør. Dette er Jesus Kristus, vores himmelske beskytter. Dette abkhasiske ikon fik jeg af nogle af gutterne. Dette er en bønnebog. Og her er en bøn,” sagde han og viste en bedeside.

“Disse ord støtter mig når tiden bliver meget svær. Når der er kraftig beskydning kan det fortsætte i flere timer. Så mens du sidder der, så læs dette.

Især for de yngre fyre på 22 og 23 år som lige er gået ud af college er det svært. Det er nyt for dem.”

Kommandører taler om geopolitiske årsager til Ukraines krig

Udenfor, siddende foran et ortodoks banner og en bunke indsamlet ammunition – inklusive vestlig – talte to troppechefer, “Kabar” og “Kamaz”, om det større geopolitiske billede. [Se video]

“Amerika kører showet her,” sagde Kabar. ”Det bygger udenrigspolitik ud fra, hvordan indenrigspolitikken er bygget op, hvilket er gennem konflikter med eksterne lande. De er vant til at bevise deres magt over for deres folk gennem terrorisme rundt om i verden og anstifter til brande i Syrien i øst. De spillede det radikale islams kort der.

Og nu spiller de fascismekortet. De ser ikke sig selv på den anden side af det gode. De har brug for krig, blod, grusomhed, og de fik Europa med på vognen.

De har dog overset en vigtig pointe: Rusland har siden Sovjetunionens dage aldrig trukket sig tilbage i større krige. De tog Europa og pressede dem til at slagte Rusland, og de satte Rusland i en sådan position, at det er nødt til at sikre sine nationale interesser. Europa er nødt til at forstå dette, være opmærksom på historien og holde op med at blive ledet af USA.”

«Kabar,» en kommandør av Pyatnashka-krigerne. [Kilde: Foto med tilladelse fra Eva Bartlett]

Da han blev spurgt om sine følelser overfor ukrainere, reagerede “Kabar” på samme måde som Vydra.

“Vi giver ikke hele det ukrainske folk skylden. Ukrainerne er vores venner, de er vores slægtninge. De er blevet ramt af ondskab og det er ikke deres skyld, almindelige mennesker er ikke skyld i dette. Vi vil befri dem fra fascismen, vi vil vise dem broderskab, og vi vil få venner ved det.

Dette er en god mulighed for os til at besejre det onde. Gud har æret os med denne ret til at bekæmpe det onde.”

Da Kamaz blev spurgt om hvorfor han kæmper, svarede han at dette er hans hjemland, han er født her og at han har en søn som han ikke ønsker skal arve Ukraines krig mod Donbas.

“Jeg er selv græsk af nationalitet. Ukrainere er slavere og de er vores brødre. Jeres bedstefædre kæmpede skulder ved skulder med vores bedstefædre, mod nazisme og fascisme. Vi er her for at fuldende det så vores børn kan leve et normalt og lykkeligt liv. Vi kæmper for fremtiden.”

Han talte videre om Amerikas konstante behov for krig.

“Vi har set det i Syrien og Jugoslavien. De ødelagde alt for derefter at sætte alting op på deres egen måde så folket må underkaste sig, næsten som slaver.”

Jeg spurgte, om han mente at fred mellem Ukraine og Rusland var mulig.

“Ja, muligvis, hvorfor ikke? Men i øjeblikket siger Ukraines præsident, at der ikke vil være nogen forhandlinger.

Forhandlinger er mulige, men det tror jeg ikke sker med denne præsident. Når han kommer til fornuft vil han ikke være i stand til at forhandle, for han tog imod mange penge”.

Inden vi forlod forposten, fik vi en lille snak med befalingsmændene. En hundehvalp prøvede at få en ung soldats opmærksomhed. En anden hvalp løb rundt mellem vores fødder. Forpostkommandørerne og soldaterne tager sig alle af hundene. Deres tilstedeværelse tilføjede et noget surrealistisk præg til scenen: en forpost, der rutinemæssigt blev bombet, hvor livet kunne ophøre med at eksistere når som helst, og disse glade, velplejede hvalpe løb rundt som hunde almindeligvis gør.

Vestlige medier vendte op og ned på virkeligheden, glorificerede nazister og dæmoniserede forsvarere

Mens mange i Vesten tror, ​​at denne konflikt startede i februar 2022, er de, der har fulgt begivenhederne siden 2014, klar over, at efter Maidan-kuppet og massakren i Odessa og fascismens fremgang i Ukraine mod det ukrainske folk, ønskede Donbas-republikkerne at tage afstand fra Ukraines nazister og fascisme.

De ofre, som befolkningen i Donbas-republikkerne har udholdt, især dem, der kæmper for at beskytte deres familier og deres kære, har været, og er fortsat enorme.

Ligesom heltene fra den syriske arabiske hær blev udskældt, er Donbas-styrker også blevet udskældt af vestlige medier, selvom begge forsvarer deres hjemlande mod terrorstyrker trænet og finansieret af Vesten. Terrorister er givet frihed til at begå endeløse grusomheder mod civile i Donbas.

Disse forsvarere hvoraf mange lever under trange forhold i skyttegravene, valgte ikke krig, de reagerede på den for at beskytte deres kære og deres fremtid. Trods mere end otte års krig fra Ukraine bevarer de deres menneskelighed.

Original artikel oversat fra engelsk til norsk af Hans Snøfjell.

Oversat til dansk af KIS-redaktionen

Foto: Eva Bartlett

KIS-redaktionen

Leave a Comment