Grand Jury – 3. del

Nedenstående tekst er en helt kort opsummering fra deltagerne i denne 3. del af høringen, angivet med et cirka tidspunkt for deres deltagelse, og hver indlægs hoved fokus.

Det er ganske kort, og der er langt mere at hente ved at gennemse hele videoen.

Rui Fonseca Castro kommer med en opdatering fra sagens foregående dag, hvor 3 ekspert vidner har forklaret om England, Wall street og City of London’s involvering, og hvordan disse institutioner har finansieret både 1. og 2. verdenskrig – på begge sider, og sammenhængen mellem organer som WHO, Bill og Melinda Gates Foundation og World Economic Forum, og deres “Young Global Leader” program.

Astrid Stuckelberger fortæller, at WHO for det første aldrig før Svineinfluenzaen i 2009 har brugt PCR-testen til at påvise sygdom.

Det næste der er anderledes vedrørende Covid-19 pandemien er selve måden, hvorpå man har forbigået selve identifikation og validering af udbruddet – f.eks. om sygdommen er luftbåren, kemisk, et giftstof eller andet, ligesom man normalt ville kortlægge spredning og smitsomhed.

Normalt ville et bredt internationalt team af eksperter beskrive og validere sygdommen, inden den kunne udråbes som pandemi, hvilket i sig selv tager en rum tid. Man har således aldrig fastslået smitsomheden eller case “0” – Kina påstår, at de har foretaget den validering, men igen; normalt ville man foretage denne analyse igen og igen.

Hun påpeger også, at Sars-Cov-1 varede i 8 måneder, hvorefter udbruddet var overstået. Havde man sammenlignet denne udvikling med Sars-Cov-2, ville man logisk set have vidst, at det ikke gav mening at udvikle en vaccine, hvilket ville tage længere tid end selve udbruddet.

Astrid Stuckelberger anfægter også måden hvorpå, man har anvendt PCR-testen – dybt i næsen, hvilket ikke er set før, og hun spekulerer, om dette kan have været en vaccination i sig selv, idet dette er proceduren, når man vaccinerer kvæg.

Det anføres også, at der er tale om en vis grad af inhabilitet, eftersom der er foretaget penge transaktioner mellem hovedaktørerne i pandemien.

Dernæst omtaler hun [21:19], at WHO forbereder en ny forfatning, der kan tages i brug i forbindelse med pandemier fremover, hvilket vil sætte borgernes rettigheder ud af kraft.

Advokat Virginie de Araujo Recchia fra Frankrig spørger [21:52], om ingen af WHO medlemslandene har anfægtet brugen af PCR-testen, hvortil Astrid Stuckelberger svarer, at det virker som om, der har været forsøg på dette, men at der ikke foreligger nogen information.

Advokat Ana Garner fra USA spørger [26:07], om Astrid er klar over, at Tanzania’s præsident bad WHO om at forlade landet, efter at have brugt PCR-testen på en ged og en Papaya frugt og begge testede positive, og at han forsvandt og blev fundet død kort efter? Astrid svarer, at der er flere præsidenter, der synes at være kommet galt afsted, hvis de har stillet sig kritisk. Muligvis endda opfinderen af PCR-værktøjet Kary Mullis, der fastslog, at PCR er et interessant værktøj til at studere det, vi allerede ved er tilstede, men at det ikke kan bruges til at fortælle noget om smitte.

Virginie de Araujo Recchia påpeger [29:39], at Christian Drosten selv i en rapport fra 2014 har erklæret, at PCR værktøjet ikke kan bruges i test sammenhænge – Drosten vidste, at PCR brugt med et for højt antal cyklusser ville producere falske positive.

Adspurgt, om forskellene i procedurer mellem Sars-Cov-1 og Sars-Cov-2 i sig selv antyder kriminelle hensigter, svarer Astrid Stuckelberger [33:50], ja, den virkelige forbrydelse er, at folk dør – ikke af en sygdom, som vi ikke helt har identificeret, men af de gen-ændrende injektioner, der i sig selv er imod alle konventioner, der handler om at bevare af det menneskelige genom intakt.

Ulrike Kämmere lægger ud med at svare på Reiner Fuellmich’s spørgsmål om, hvorvidt PCR-testen kan påvise smitte – og hun siger, at selv under optimale forhold er dette ikke muligt.

PCR er et værktøj, der bruges af forskere til at opformer RNA, og alle forskere ved, at det har sine begrænsninger, og også at det ikke er en god ide at anvende det til massetestning. PCR kræver grundighed i alle trin af processen, hvilket ofte ikke bliver overholdt ved massetestning, hvor forkert temperatur eller kontaminering kan udløse falske positive resultater. Men selv korrekt håndteret er det ikke i stand til at påvise infektion.

PCR-testen siger ikke noget om, hvorvidt en person smitter, og den definerer heller ikke hvilken sygdom, man har, hvis man tester positiv – man skal vide, hvilken sygdom man leder efter. Det vil sige, at der skal forekomme symptomer.

Dr. Bryan Ardis adresserer de mange dødsfald man så i starten af pandemien, særligt på plejehjem og hospitaler, og påviser en sammenhæng mellem behandlingsprotokollen og symptomerne.

I starten hørte man læger udtale, at de aldrig havde set en virus opføre sig som denne; startende i lungerne og resulterende i nyre- eller hjertesvigt på 3-5 dagen dagen for indlæggelse.

Han fortæller også, at man på plejehjem f.eks. i England har benyttet en “Den sidste del af livet behandlingsprotokol”, der var ensbetydende med at behandle ældre mennesker med Morfin og Midazolam, hvilket formentlig har taget livet af en del ældre. Behandlingsprotokollen er beskrevet på The National Institute for Health and Care – NICE’s webside.

John O´Looney fortæller om måden, hvorpå man har talt Covid-19 dødsfald blandt andet på plejehjem, hvor alle dødsfald er blevet talt som Covid-19 dødsfald, selv når det drejede sig om terminal cancerpatienter.

Han fortæller også om sin egen erfaring med hospitalsindlæggelse kort før jul 2022, hvor man ville behandle ham med Remdesivir, på trods af en negativ Covid-19 test.

Dr. Shankara Chetty fortæller om den behandlingsprotokol, han har udviklet og anvendt – personligt, på over 10.000 patienter med gode resultater. Han har ikke mistet en eneste patient, og det har ikke været nødvendigt at anvende respiratorer eller ty til hospitalsindlæggelse.