Retur til Middelalderen

KIS-redaktionen:

Vi bringer nedenstående artikel fra Brownstone Institute som på en meget fin måde opstiller analogien eller lignelsen om man vil, mellem den katolske kirkes enerådende magt i Middelalderen og vor tids politikeres forsøg på at etablere et kommende pavedømme som det tilsyneladende er planlagt at give de samme beføjelser og uindskrænkede magt.

Det er en sammenligning som giver god mening idet den perspektiverer de politiske, sundheds- og lovmæssige tiltag som vi har oplevet i gennem de sidste par år.

Denne proces er imidlertid startet for meget længere tid siden, – men det er et andet kapitel af selv samme historie…….

Af Gigi Foster, Paul Frijters, Michael Baker,   27. juni 2022.

Ledere i Vesten har haft meget travlt de sidste 12 måneder med at etablere internationale institutioner, reguleringer og teknologier, der legitimerer, formaliserer og forankrer de beføjelser, de har fået under periodens lockdowns.

De har igangsat deres centralbanker med at udtænke protokoller til implementering af nye digitale valutaer, der forenkler overvågningen af deres befolkningers finansielle transaktioner; vaccinebaserede ID-systemer ( såsom EU’s digital COVID Certificate, Hong Kong Health Code og Australiens Digital Passenger Declaration), der gør sporing af enkeltpersoner på tværs af og inden for lande lettere; og CO2-budgetter og sociale kreditsystemer, der kan bruges til at vurdere, hvem der skal være rejseværdige og indehavere af en rimelig levestandard, og hvem der ikke skal.

Vestlige politikere gik langt over grænsen i COVID-perioden ved at suspendere normale frihedsrettigheder og kontrollere folks daglige liv. Deres autoritarisme var så ekstrem, at dens legitimitet set i bakspejlet, skulle cementeres i vestlige øjne via et permanent sæt af internationalt koordinerede kommando- og kontrolstrukturer. Disse giver et bolværk mod udfordringer i og uden for retssystemet, beskytter ryggen af COVID-æraens politikere og fremmer tilmed deres karrierer: Deres genvalgsudsigter forbedres, fordi vælgerne er mere tilbøjelige til at blive ved med at sluge den ideologiske salgstale, hvis det ses at være understøttet af en global konsensus.

De nye globale institutioner, håber politikerne, vil hjælpe med at sikre, at flokken forbliver dybt lydig over for deres ledere, er optaget af selvforagt og fortsætter med at være på vagt over for ethvert medmenneske, med hvem de i stedet for kunne have organiseret modstand.

Denne nye vestlige orden, der etableres af vores ledere, er beslægtet med en religiøs orden, som bevarer den neo-feudale ideologi, der blev voksen under COVID, samtidig med at masserne holdes splittet og i en tilstand af selvhad.

For at oprette en ny religion skal du først have en tiltalende ideologisk historie. Så har du brug for et præstedømme. For det tredje har du brug for et passende hovedkvarter til pavedømmet. De to første har været lette, men den tredje viser sig at være et problem.

Lad os se, hvor vi er med hver af disse tre.

I middelalderen var den fremherskende ideologi, at alle var syndige, og at djævelen lurede i os alle, en historie, der førte til konstant selvforagt og en splittet bondestand. Forenede kunne de have stået, men splittede var de let bytte for de velhavende. Det 21. århundredes eliter søger en moderne ækvivalent til middelalderens syndhistorier.

Som det viser sig, har de et næsten pinligt stort antal syndhistorier at vælge imellem, da legioner af fanatikere byder på passende formål. Kandidatsynd-baserede ideologier omfatter wokeness, hvor alle er i fare for at blive påvirket af alle andre; gentagne klimanødsituationer, hvor alles handlinger er til fare for alle; og utallige sundhedskriser, hvor alle er en potentiel mikrobiel-spreder til alle andre.

Eliten kan vælge deres foretrukne nye ideologi, selvom de er nødt til at vælge en. Folkemængder er nemme at lede, men de er også ustadige og kan let glemme deres programmering. Den religion, som eliten udvælger til at binde deres befolkninger med, skal være godt indlejret for at være nyttig.

På præstedømmefronten er der ingen mangel på grupper, der kan rekonstitueres som præster. De bedste kandidater til at udfylde de ledige præstedømmestillinger er de bullshittere, der allerede er indlejret i de fleste moderne organisationer: dem, der er forbundet med ord som “bæredygtig”, “etisk”, “safe space”, “diversitet”, “sundhedsbevidst”, “inklusiv” og andre anodyne, dydssignalerende floskler, der identificerer en marketingmedarbejder, der har udviklet sig til en bølle.

De sælger allerede ideen om, at nuværende arbejdere er en trussel for andre og kræver regelmæssige indgreb som ubevidst bias-træning og andre former for selvflagellering. Laget af bullshittere, der findes i næsten alle store vestlige organisationer, kæmper for at blive håndhævere af enhver ideologi, der vil cementere deres job.

Så ideologien og præsteembedet er i princippet klaret. Flaskehalsen i opbygningen af en ny vestlig religiøs orden er pavedømmet. Det, der er brug for, er ikke en kopi af det moderne pavedømme i Rom, der har relativt begrænset reel magt over de mange romersk-katolikker i verden i dag, men en kopi af pavedømmet, der var en sand magt at regne med i middelalderens Europa: et ideologisk kraftcenter med enorme skatteindtægter, der dominerede markederne for uddannelse, sundhed og spirituelle tjenester. De uddannede og udsendte præster, overvågede centrene for læring, organiserede læsning og skrivning, havde et stort system af hospicer, organiserede forskellige krige (inklusive korstogene) og så videre. Det gjorde mange ting som vi nu ville betragte som dårlige, men også ting, de fleste ville betragte som gode, såsom at tage sig af de syge og holde viden om tidligere civilisationer i live i klostre og biblioteker. Det er den slags potent pavedømme der kræves for at cementere en ny vestlig religion.

Lokale præster har brug for et pavedømme af hensyn til koordinering og samhørighed og for at forhindre dem i at løbe fra de ideologiske forbehold. Forestil dig, at en lokal præst glemmer sin plads og begynder at være seriøs omkring etik eller bæredygtighed ( eller den virkelige betydning af et andet nyligt kapret og udryddet ord) og begynder at stille spørgsmålstegn ved f.eks. skatteunddragelse og hyppige rejser for dem på toppen. Det kan man ikke have!

Efterhånden som ny information dukker op fra tid til anden, kan man heller ikke antage at den automatisk vil blive indarbejdet i ideologien positivt, medmindre der er et pavedømme til at fortolke den og udstede vejledning. Hvor en sådan vejledning ikke er tilstede eller tilstrækkelig klar, kan folk strømme til en region med “afslappede præster”, hvilket ville underminere hele religionen. Det kan man heller ikke have!

Hvor kan eliten så etablere et religiøst hovedkvarter, hvorfra de kan udøve reel autoritet som et middel til at holde de lokale præster i stram snor? Deres tanker er indtil videre gået til WHO World Health Organisation i håbet om, at dette valg ville slå tre fluer med ét smæk. Det ville normalisere og gummistemple misbruget af akutte sundhedsbeføjelser under lockdowns; det ville automatisk vælge en bestemt historie som den nye ideologi; og det ville cementere et nyt sundhedsbaseret internationalt bureaukrati, der kunne få magt over lokale sundhedsbureaukrater såvel som alle andre, der rejser under “sundheds”-fanen.

Alt “bæredygtigt”, “etisk” eller “sikkert” kunne samles under det generelle “sundheds” banner. Pavedømmet kunne udstyres med et par betroede hænder ( Anthony Fauci og lignende), som ville føre tilsyn med nomineringen af ideologiske detaljer, der kræves af de politiske eliter, såsom passende undtagelser for dem selv og deres venner. De ville også tage ansvar for at organisere inkvisitioner for at neutralisere og eliminere ideologiske modstandere. Manuskriptet til, hvordan WHO ville kunne blive en ny slags middelalderlig romersk-katolsk kirke, skriver næsten sig selv.

Det nylige forsøg på at underminere national suverænitet via WHO er det primære bevis på koordinering langs disse linjer blandt eliterne. Dette forsøg kan og bør skilles ad for at finde ud af, hvem der finansierede forsøget, hvem der skrev den foreslåede lovgivning, hvilke nationale regeringer der støttede det, hvem inden for disse regeringer der støttede det, og så videre. Dette er den første konkrete manifestation af fremkomsten af en globalistisk elite, der giver forskere en reel mulighed for at se, hvem “de” er, og hvordan “de” organiserer og koordinerer.

Alligevel har WHO en fatal fejl, når det kommer til at være hovedkvarter for et nyt vestligt pavedømme: det dækker hele verden og er derfor medfinansieret af mange regeringer, hvoraf nogle ikke har nogen interesse i wokeness og andre vestlige ideologier, der splitter vestlige befolkninger. Disse regeringer repræsenterer befolkninger, der har haft nok erfaring med kolonialisme til at genkende og afvise den “fornyelse”, som Vesten bevæger sig hen imod.

Dette er hovedårsagen til, at forslaget om, at WHO skulle tilrane sig ideologisk kommando og kontrol over sundhedspolitikken rundt om i verden, blev stoppet i sine spor: det blev fuldstændig forkastet af afrikanske lande. Mens Vesten kan prøve igen senere, betyder WHO’s struktur, at enhver vellykket beslutning også efterfølgende kan omgøres, hvilket ikke er opskriften på et velfungerende pavedømme.

Den vestlige elite har således brug for alternative kandidater i tilfælde af, at WHO ikke kan presses til handling. De behøver ikke at kontrollere præstedømmer i Afrika eller i store dele af Asien: det er deres egne befolkninger, der skal holdes på stien, snarere end hele verden. I denne forstand var WHO’s gambit lidt af et overgreb, der kombinerede behovet for kontrol over hele Vesten med en tilbagevenden til kolonialismen. Hvad der ville passe bedre som et nyt ideologisk hovedkvarter, i det mindste i begyndelsen, er en organisation, der hovedsageligt når ud til de vestlige kernebefolkninger og allerede har en kommando-og-kontrolstruktur. Fortrinsvis ville det være noget, der allerede var afhængig af vestlige politikere, der ligesom kardinaler kunne vælge de fremtidige paver.

Noget som NATO ville passe ganske fint.

NATO har stort set trillet tommelfingre de sidste 30 år og har været desperat efter en ny mission. Ukraine-krisen har givet det et midlertidigt nyt liv og har ført til, at hidtil uafhængige europæiske lande (som de irriterende tidligere afvigere i Skandinavien, Sverige og Finland) er kommet ind som håbefulde nye medlemmer. Dens geografiske dækning er nu næsten perfekt afstemt med det ønskede nye pavedømmes. Det eneste, der er brug for, er at gå fra en organisation, der er opsat på at “holde os i sikkerhed fra krig” til én, der er indstillet på at “holde os sikre fra alting”.

Et lille skridt for NATO, et kæmpe spring for vestlige politiske eliter.

NATO, eller en organisation, der ligner NATO meget med hensyn til dets omfang og lederskab, kan snart blive iklædt et nyt ideologisk pavedømmes kappe og givet en hvis direkte kontrol over de vestlige landes mange små præstedømmer, herunder som minimum bullshit-industrierne og de mindre sundhedsbureaukratier. Dette nye internationale ideologiske system vil kunne danne en urolig alliance med de vestlige landes toppolitikene, som oprindelig oprettede alliancen, men naturligvis uundgåeligt vil blive mere rivaliserende med dem over tid. Ligesom i middelalderen ville kirke og magthavere være allierede ideologisk med et fælles sæt af ofre ( det store flertal af mennesker), men rivaler, når det kom til ressourcer og den ultimative loyalitet fra disse ofre.

Hvad skal vi forvente af et sådant system? En overordnet sundhedsstruktur, der promulgerer en strøm af splittende og forstyrrende overtro, ville for det første i høj grad reducere produktiviteten hos lokale sundhedsudbydere. Vi har allerede set reduktioner i den forventede levealder i lande, der indførte lockdowns, og en lignende forringelse af folkesundheden bør forventes i kølvandet på fremtidig overtro, der omsættes til sundhedsområdet. Fald ville ligeledes kunne forventes inden for mental sundhed og den økonomiske produktivitet i private virksomheder, da det at blive overvåget og nedgjort af et nyt præstedømme er en stor hæmsko for produktivitet og konkurrenceevne.

Forringelse af befolkningens sundhed og effektivitet vil ikke betyde meget for de politikere, der har brug for et nyt pavedømmes ideologiske indflydelse for at cementere deres holdninger, men det vil på længere sigt have betydning for deres landes styrke. Mens eliten vil nyde godt af sådan et nyt pavedømme, er prisen en svækkelse af både de enkelte befolkninger og nationer.

Hvilke kræfter er i stand til at bryde denne destruktive nye ideologi? De to ledende kandidater er konkurrence og nationalisme. Verden bevæger sig langsomt ind i militære og økonomiske magtblokke, hvor en blok består af Kina og Rusland og en anden blok Vesten. Selv inden for den vestlige blok vil de lande og regioner, der formår at nægte det nye pavedømme, trives i forhold til de andre, og tiltrække de dynamiske, energiske, frihedssøgende individer i befolkningerne. Den jalousi, som dette vil kunne skabe, kan være en reel udfordring for de nye ideologier.

Hvad kan den nye oplysningsbevægelse gøre ved dette scenarie? I mange vestlige lande, inklusive de store EU-lande, er svaret “ikke meget på kort sigt.” Interesserne, der skubber hen imod konsolideringen af nødbeføjelser, er enorme, herunder mainstream-medier og de vigtigste politiske partier. Men i andre europæiske lande som Schweiz er svaret “dette scenarie vil sandsynligvis blive undgået helt.” Det skyldes, at sådanne lande allerede har fanget den aktuelle situations virkelighed og bevidst holder sig ude af vestlige superstrukturer, herunder både NATO og EU.

Den vigtigste slagmark på kort sigt vil sandsynligvis være USA. Amerikanernes føderalistiske strukturer vil modstå fremkomsten af et nyt sekulært pavedømme. Men hvis NATO begynder at blive brugt som sæde for nye paver, vil det amerikanske sikkerhedsetablissement blive meget fristet til at slutte sig til de andre magtfulde amerikanske interesser – Big Tech, Big Pharma, globalisterne og wokeness bevægelsen – som presser hårdt på for ideologisk sejr.

De modiges og de fries øjne i Vesten er rettet mod USA!

Gigi Foster, seniorforsker ved Brownstone Institute, er professor ved School of Economics ved University of New South Wales, efter at have sluttet sig til UNSW i 2009 efter seks år på University of South Australia.

Paul Frijters er professor i velfærdsøkonomi ved London School of Economics: fra 2016 til november 2019 ved Center for Economic Performance, derefter ved Institut for Socialpolitik.

Michael Baker har en BA (økonomi) fra University of Western Australia. Han er uafhængig økonomisk konsulent og freelancejournalist med en baggrund i politiskforskning.

Kilde: A New Western Religion Takes Shape ⋆ Brownstone Institute

Oversættelse: KIS-redaktionen.