Udgivet: 7 april 2023 Udgivet af: Kilderne i Såne Kommentarer: 0

Det der sker i Ukraine kan ikke forstås til fulde uden at kende til USA’s overordnede strategi om at dominere det eurasiske kontinent – ​​og knuse alle konkurrenter. Det skriver Terje Valen i en gæstekronik.

Den store elefant i rummet under Ukraine-konflikten bliver ikke ofte nævnt i de store massemedier. Uden at kende denne faktor er det dog ikke muligt at forstå, hvad der sker i Ukraine i dag.

USA’s strategi for at dominere det eurasiske kontinent blev formuleret efter Sovjetunionens opløsning og USA hjalp Jeltsin med at overtage ledelsen i Rusland. Strategien blev opsummeret af Zbigniew Brzezinski i bogen “The Great Chessboard” fra 1997 og fulgt op på, under Obamas valgkamp i 2009 med Second Chance, som dannede grundlaget for Obamas udenrigspolitik. Brzezinski blev derefter også Obamas vigtigste uformelle rådgiver.

Hovedtanken bag denne strategi var, at USA skulle regere hele verden. For at gøre det var de nødt til at tage kontrol over staterne på det eurasiske kontinent, så ingen stat dér blev stærk nok til at udfordre USAs hegemoni. Ideelt set skulle det foregå i et samarbejde på USAs egne præmisser. Hvis dette ikke lykkedes, ville USA skulle bevare sin magt på andre måder, herunder krig, kup, regimeskifte, undergravende aktiviteter og sanktioner. Alt dette kan findes i offentlige amerikanske dokumenter.

I Ukraine blev kup brugt til regimeskifte. Inde i landet blev der arbejdet intensivt af Soros’ ikke-statslige organisationer og samarbejde med de magtfulde nazistiske organisationer, der sikrede kuppet. Bagefter kom slægtninge til nazisterne fra hele verden dertil for at bekæmpe russerne i Donbass og derefter tog flere af dem hjem for at udbrede deres viden i Europa og andre steder.

USA og brugen af ​​reaktionære politiske tendenser

I det hele taget har USA været en mester i at uddanne og bruge folk fra sådanne reaktionære politiske kredse. I Afghanistan var det hjælp fra indsmuglede såkaldte radikaliserede islamister, som blev spærret inde af USA gennem koranskoler i Pakistan, der først klarede opgaven, og derefter startede USA en krig sammen med en række vasaller, herunder Norge(KIS-red: og Danmark). Det anslås, at efter at Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan, var der omkring 100.000 jihadister der. Mange af dem rejste ud af Afghanistan, og USA brugte dem i flere konflikter, i Nordafrika, i Bosnien, i Tjetjenien og andre steder.

I Irak var det direkte krig med amerikanske soldater, der forårsagede et regimeskifte. I Libyen var direkte krig og terrorbombninger plus samarbejde med jihadister på stedet, succesfulde. Voldelige jihadister blev brugt i Syrien, men da havde blandt andet Rusland erfaret, at USA ikke havde succes dér, selvom man med hjælp fra kurdiske soldater holdt den rigeste del af landet besat, og at jihadisterne stadig har besat Idlib. Dette var en del af USA’s strategi for at sikre verdensherredømmet. De stræber konstant efter at følge denne strategi. USA’s magt over Ukraine var ligeledes vigtig for yderligere aggression mod øst.

Den centrale strateg

Zbigniew Brzezinski var helt central i denne strategi. For at opnå hegemoni på det eurasiske kontinent mente han, at der var nogle afgørende forhold. Kina og Rusland måtte ikke få lov til at forene sig, og Iran måtte ikke få lov til at samarbejde med Rusland. Da Rusland havde oplevet hvad samarbejdet med USA betød i løbet af 1990’erne og de første år efter 2000, med det enorme sammenbrud i hele samfundet dér, fandt de ud af, at de ikke længere ville være en del af det. Med Putin ved roret rev Rusland sig ud af den sfære, hvor USA havde overherredømme. Men det var efter Brzezinski skrev skakbogen.

I bogen beskæftiger han sig også med Ukraine. Det er en af ​​de fire stater, som USA skal have kontrol over for at kunne dominere hele kontinentet, bortset fra Frankrig, Tyskland og Polen. Han skriver om de vigtigste spillere i denne skakturnering på det eurasiske kontinent. Der er fem geostrategiske aktører og fem geopolitiske knudepunkter. Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og Indien er de vigtigste geopolitiske aktører, naturligvis bortset fra USA. Storbritannien, Japan og Indonesien er vigtige lande, men er ikke kvalificerede til at nå topligaen. De kritisk vigtige hub-lande er Ukraine, Aserbajdsjan, Sydkorea, Tyrkiet og Iran.

Med Putin i spidsen forlod Rusland den sfære hvor USA havde hegemoni.

Da Brzezinski skrev sin bog, var Rusland stadig under USA’s kontrol, og han mente, at det kunne fortsætte, selvom landet blev formelt selvstændigt og udviklede sig i en demokratisk retning, det vil sige i praksis inden for USA’s eget system. Kina havde åbnet sig, og lederne i USA mente, at de også var på vej ind i USA’s system.

Angående Ukraine skriver Brzezinski, at der var et nyt og vigtigt rum på det eurasiske skakbræt. Med et uafhængigt Ukraine, der ikke samarbejder med Rusland, kan Rusland ikke blive en magtfuld spiller på skakbrættet. Derfor var det vigtigt, at Rusland ikke fik kontrol over landet. Det var også vigtigt at holde Aserbajdsjan med sine rige ressourcer uden for russisk kontrol.

USA´s vasaller i Europa

Med hensyn til Europa skriver Brzezinski, at det fungerer som et springbræt for yderligere udvidelse af demokratiet dybere ind i Eurasien, og at Europas ekspansion mod øst skulle konsolidere sin sejr i 1990’erne. Men først og fremmest, skriver han, er Europa USA’s væsentlige brohoved på det eurasiske kontinent. Det, der geostrategisk er på spil for USA i Europa, er enormt, eftersom Europa gennem NATO binder amerikansk politisk indflydelse og militær magt direkte til det eurasiske fastland, hvilket for eksempel Japan ikke gjorde i østen.

Derefter slår han fast, at det er en svaghed, at Europa ikke er en enhed, men forskellige stater med deres egne prioriteter. Derfor er den brutale sandhed, at Vesteuropa, og i stigende grad Centraleuropa, i høj grad er et amerikansk protektorat, hvor de allierede stater ligner vasaller og hyldestskyldnere. Så tilføjer han, at Europa i stigende grad er delt, fordi truslen fra Sovjetunionen er forbi, og nogle nationer ønsker at opgive deres roller som elever af USA. På grund af dette blev USA tvunget til at arbejde for at skabe forhold, der gjorde Europa mere forenet under amerikansk ledelse.

Han kom også tættere ind på Frankrig og Tyskland og mener, at USA skal hjælpe dem med at forene Europa mere. Den bedste kandidat til dette var Tyskland. De var veletablerede i Europa og var blevet harmløse – sandsynligvis på grund af USA’s synlige militære tilstedeværelse. Tyskland kunne blive den, der fremmede og måske førte til den formelle indførelse af Centraleuropa i EU og NATO.

“Amerikas centrale mål er at opbygge et Europa baseret på den fransk-tyske forbindelse, et Europa, der kan fungere, som vil være forbundet med USA og udvide omfanget af det kooperative demokratiske internationale system, hvorpå den effektive funktion af amerikansk global overherredømme afhænger.”

Udvidelsen af ​​det europæiske brohoved som et springbræt for demokrati, er direkte relevant for amerikansk sikkerhed. Det ville også hjælpe, hvis det lykkes dem at mobilisere Frankrig til NATO’s udvidelse mod øst. På grund af alt dette måtte USA arbejde tæt sammen med sit vasal Tyskland for at fremme Europas ekspansion mod øst. Amerikansk-tysk samarbejde var nødvendigt for at opnå dette.

Erobring af Østeuropa var længe centralt

Denne idé om at udvide NATO og EU mod øst var ikke ny for Brzezinski. Allerede i 1989 havde han afsluttet sin doktorgrad på en afhandling, hvor han mente, at al magt skulle bruges for at forhindre, at Rusland opstod som en stormagt. Det var også motivet for at presse på for et selvstændigt Ukraine og selvstændige baltiske stater med det formål senere at få dem ind i NATO. Det var en vigtig byggesten i hans geopolitiske koncept, at Vesten blev tvunget til at trænge ind i den energirige centralasiatiske region. For at opnå dette var Ukraine et “geopolitisk vendepunkt,- og en væv”.

Denna idé om att expandere Nato och EU mod øst var ikke ny for Brzezinski.

Det var vigtigt at isolere Rusland som en rival og derefter bringe landet i en position, hvor det blev økonomisk afhængigt af Den Internationale Valutafond og militært af NATO. Efter svækkelsen og destabiliseringen af ​​Rusland var det også vigtigt at forhindre Rusland i at have forbindelser til Vesteuropa og forhindre Rusland i at bygge olie- og gasledninger til Europa. Derudover skulle Kina og Iran holde sig udenfor.

Med det magiske ord “demokratisering af fossile ressourcer” burde USA kunne gøre dette. Brzezinski rejste derefter til Georgien, hvor han arbejdede i den gamle oliehovedstad i Aserbajdsjan, Baku, for BP-Amoco og Freedom House, en forskningsinstitution med hovedkontor i Washington. Med hensyn til Aserbajdsjan oplyste han, at der var en prop i flasken, som indeholdt adgang til skattene i området ved det kaspiske flodområde og Centralasien.

Det store skakbræt

For at vende tilbage til The Grand Chessboard, understreger han også, at essensen vedrørende udvidelsen af ​​Europa, var den linje, at ingen magt uden for det eksisterende transatlantiske system skulle have ret til at nedlægge veto mod deltagelse af enhver europæisk stat, der ville tilslutte sig EU eller NATO. Dette er blevet særligt aktuelt under den igangværende konflikt i Ukraine.

Til sidst peger han, i bogens kapitel 3, på de stater der udgør den kritiske kerne af europæisk, og derfor amerikansk sikkerhed. Det er Frankrig, Tyskland, Polen og Ukraine. Min kommentar er selvfølgelig, at dette ikke havde noget at gøre med USA’s sikkerhed, men med at sikre verdensherredømmet.

Med de amerikanske side-vejs-love fra 1999 og 2006, blev det Brzezinski skrev her, til officiel amerikansk politik på området, og det har det været lige siden. Han opdaterede sine tanker i bogen Second Chance fra 2009 og blev en uofficiel vejleder for præsident Obama, som fulgte hans politik.

Fra 4. december 2014 blev Brzezinskis tanker om amerikansk dominans af den eurasiske landmasse bekræftet som amerikansk officiel statsdoktrin i kongresresolution H. Res. 758 med et overvældende flertal for (10 stemmer imod) og ukritisk modtagelse af de europæiske vasaller i Europa. “Uansvarlig kongres erklærer krig mod Rusland”, skrev kongreslegenden Ron Paul på sin hjemmeside samme dag det skete. I november samme år blev der udgivet et U.S. Army-Training-and-Doctrine-Paper med titlen How to Win in a Complex World, 2020-2040. Dette omhandler intet mindre end “fuldspektret dominans” til lands, i luften og til vands. De vigtigste fjender blev identificeret som Rusland og Kina.

Det er denne politik, der har ført til situationen i Ukraine.

Baseret på dette forstår vi USA’s fem milliarder dollars og andre aktiviteter for at destabilisere Ukraine og den bitre kamp med Rusland om Ukraine. Obama udtalte også, at Rusland ikke længere var en styrke at regne med, og at han ikke skulle handle med Putin personligt. Vi forstår også baggrunden for kuppet i 2014 og alt hvad der er sket siden da. Det er USA’s påskud for at svække Rusland og bringe det under dets herredømme, for at fortsætte sin aggression mod øst.

Det har Putin nu sat en stopper for, uden at USA og NATO har kunnet gøre noget. At demonstrere imod at han gør dette, er direkte at støtte USA’s aggressionspolitik i området og USA’s planer om at besejre Rusland og underlægge sig yderligere lande mod øst. Men vi skal også tilgive dem, der har ført kampagne mod Putin. Folk har været fuldstændig uvidende om amerikansk geopolitik og er blevet marineret i amerikansk propaganda om, at det er Putin der er aggressiv. Det er næppe en simpel sag at få folk til at tage det til sig.

Terje Valen.

Artiklen er tidligere publiceret på tvalen.no.

Oversættelse: KIS-redaktionen

Foto: Marek Studzinski/ Unsplash

KIS-redaktionen