På trods af at eliten – herunder statsledere, prominente erhvervsledere og et bredt udsnit af kultureliten – årligt mødes i Davos, er det for mange først for nyligt blevet noget, man forbinder med navnet Klaus Schwab og hans NGO-organisation, World Economic Forum.
Klaus Schwab grundlagde World Economic Forum – “WEF” i 1971 som en fond, der hovedsaglig financieres af dens 1000 medlemsvirksomheder, disse er typisk virksomheder, der omsætter for mere end fem milliarder amerikanske dollars årligt, men også via offentlige tilskud og betalende mødedeltagere.
Hans mission er at: “forbedre verdens tilstand ved at engagere erhvervslivet, politiske, akademiske og andre ledere af samfundet i at forme globale, regionale og industrielle dagsordener” Men hvem er han i grunden? Og hvor kommer han fra? Denne artikel giver et indblik.
Artiklen er oversat og bragt med tilladelse fra Journalisten Johnny Vedmore, der oplyser, at der kommer en fortsættelse på fortællingen i det nye år. Johnny Vedmore er uafhængig, undersøgende journalist og musiker fra Cardiff, Wales. Hans arbejde har til formål at afsløre de magtfulde mennesker, der overses af andre journalister og at bringe nye oplysninger til sine læsere.
Hans oprindelige artikel er her delt i to.
Er virkelighedens Klaus Schwab en venlig gammel onkelfigur, der ønsker at gøre godt for menneskeheden, eller er han virkelig søn af en nazi kollaboratør, der benyttede sig af slavearbejdere og hjalp nazistiske bestræbelser på at udvikle den første atombombe? Johnny Vedmore undersøger sagen.
Af JOHNNY VEDMORE, 20. februar, 2021
Om morgenen den 11. september 2001 sad Klaus Schwab og spiste morgenmad i Park East Synagogue i New York City med rabbiner Arthur Schneier, tidligere vicepræsident for den jødiske verdenskongres og med tæt tilknytning til Bronfman og Lauder-familierne. Sammen så de to mænd en af de mest slagkraftige begivenheder for de kommende tyve år udfolde sig, da fly ramte World Trade Center-bygningerne. Nu, to årtier senere, sidder Klaus Schwab igen på forreste række i endnu et generationsdefinerende øjeblik i menneskehedens historie.
Schwabs synes altid at have et sæde på forreste række, når tragedien nærmer sig, og hans tilknytning til verdensændrende begivenheder skyldes sandsynligvis, at han er en af de mænd på jorden med de bedste forbindelser. Som drivkraften bag World Economic Forum, “den internationale organisation for offentlig-privat samarbejde,” har Schwab bejlet til statsoverhoveder, førende erhvervsledere, og eliten af akademiske og videnskabelige kredse i Davos regi i over 50 år. I den seneste tid har han også bejlet til manges vrede på grund af sin nyere rolle som frontmand for ”The Great Reset”, en omfattende indsats for at redefinere civilisationen globalt til udtrykkelig gavn for eliten i World Economic Forum og deres allierede.
Schwab understregede på WEF’s årsmøde i januar 2021, at tillidsskabelse ville være en forudsætning for ”The Great Reset’s” succes, hvilket signalerer en udvidelse af initiativets allerede massive PR-kampagne. Selvom Schwab opfordrede til opbygning af tillid gennem uspecificerede “fremskridt”, fremmes tillid nu en gang normalt af gennemsigtighed. Måske er det faktum, at vi kun kender ganske lidt til Schwabs historie og baggrund forud for hans grundlæggelse af World Economic Forum i begyndelsen af 1970’erne, årsagens til at så mange har afvist at stole på Mr. Schwab og hans motiver.
Ligesom det gælder for mange andre fremtrædende frontmænd for elite-sponsorerede dagsordener, er Schwabs online registrering blevet grundigt poleret, hvilket gør det vanskeligt at finde oplysninger om hans tidlige år samt familie forhold. Men eftersom han er født i Ravensburg i Tyskland i 1938, har mange i de seneste måneder spekuleret i, at Schwabs familie kan have haft forbindelse til Aksemagternes krigsbestræbelser, en forbindelse, der, hvis det blev afsløret, kunne true World Economic Forums omdømme og udløse en nærmere undersøgelse af påståede missioner og motiver.
I denne Unlimited Hangout undersøgelse udlægges den fortid, som Klaus Schwab har arbejdet for at skjule, i detaljer og afslører Schwab-familiens involvering, ikke kun i nazisternes bestræbelser på at udvikle en atombombe, men også i apartheid-Sydafrikas ulovlige atomprogram. Særligt afslørende er historien om Klaus ‘ far, Eugen Schwab, der førte den nazistisk støttede tyske afdeling af et schweizisk ingeniørfirma ind i krigen som en fremtrædende militær entreprenør. Dette firma, Escher-Wyss, anvendte slavearbejdere til at producere maskinel, der var afgørende henholdsvis for nazisternes krigsindsats, og også for deres indsats for at producere tungt vand til Nazisternes atomprogram. Flere år senere, sad en ung Klaus Schwab i bestyrelsen i det samme selskab, da man traf beslutningen om at udstyre det racistiske apartheid regime i Sydafrika med det nødvendige udstyr til at fremme deres bestræbelser på at blive en atommagt.
Klaus Schwab’s fortid gør ham til en dårlig talsmand for hans erklærede dagsorden for nutiden og fremtiden i World Economic Forum, som nu er en fremtrædende fortaler for nuklear ikke-spredning og ”ren” atomkraft . Men graver man endnu dybere ind i hans aktiviteter, bliver det klart, at Schwab’s virkelige rolle længe har været at “forme nuværende globale, regionale og industrielle dagsordener” for at sikre kontinuiteten i større, meget ældre dagsordener, der kom i miskredit efter Anden Verdenskrig, ikke kun nuklear teknologi, men også eugenik-påvirkede politikker vedrørende befolkningskontrol.
En schwabisk historie
Den 10. juli 1870 blev Klaus Schwabs bedstefar Jakob Wilhelm Gottfried Schwab, senere omtalt som Gottfried, født i et Tyskland i krig med sine franske naboer. Karlsruhe, den by, hvor Gottfried Schwab blev født, var beliggende i Storhertugdømmet Baden, regeret i 1870 af den 43-årige storhertug af Baden, Frederick I. Det følgende år ville den førnævnte hertug være til stede ved proklamationen af det tyske imperium, som fandt sted i Spejlsalen på Versailles-paladset. Han var den eneste svigersøn til den siddende kejser Wilhelm I og var som Frederik I en af de regerende herskere i Tyskland. Da Gottfried Schwab fyldte 18 år, ville Tyskland se Wilhelm II overtage tronen ved sin fars død, Frederik 3.
I 1893 forlod den 23-årige Gottfried Schwab officielt Tyskland og Karlsruhe, opgivende sit tyske statsborgerskab for at emigrere til Schweiz. På det tidspunkt blev hans profession registreret som værende det af en simpel bager. Her skulle Gottfried møde Marie Lappert, der var fra Kirchberg nær Bern i Schweiz, og som var fem år yngre. De giftede sig i Roggwil, Bern, den 27. maj 1898 og det følgende år, den 27. april 1899, blev deres søn Eugen Schwab født. På tidspunktet for deres søns fødsel var Gottfried Schwab avanceret efter at være blevet maskiningeniør. Da Eugen var omkring et år gammel, besluttede Gottfried og Marie Schwab at vende tilbage for at bo i Karlsruhe og Gottfried ansøgte om tysk statsborgerskab.
Eugen Schwab fulgte i sin fars fodspor og blev også maskiningeniør, og senere opfordrede han sine børn til at gøre det samme. Eugen Schwab fik senere arbejde på en fabrik i en by i Upper Swabia i Sydtyskland, hovedstaden i distriktet Ravensburg, Baden-Württemberg.
Fabrikken, hvor han ville skabe sig en karriere var den tyske afdeling af et schweizisk selskab ved navn Escher-Wyss. Schweiz havde mange langvarige økonomiske bånd til Ravensburg-området, hvor schweiziske handlende i begyndelsen af det 19. århundrede indførte garn og produkter til vævning. I samme periode indtil 1870 leverede Ravensburg korn, avlsdyr og forskellige oste til Rorschach dybt inde i de schweiziske alper. Mellem 1809 og 1837 boede der 375 schweizere i Ravensburg, selv om den schweiziske befolkning var faldet til 133 i 1910.
I 1830’erne etablerede dygtige schweiziske arbejdere en bomuldsfabrik med en indbygget blegnings- og efterbehandlingsfabrik, der ejedes og vedligeholdtes af Erpf-brødrene. Ravensburg hestemarked, der blev oprettet omkring 1840, tiltrak også mange mennesker fra Schweiz, især efter åbningen af jernbanelinjen i 1847 fra Ravensburg til Friedrichshafen, en by beliggende ved den nærliggende Bodensø på grænsen mellem Schweiz og Tyskland.
Rorsachs kornhandlere besøgte regelmæssigt Ravensburger Kornhaus, og i sidste ende førte dette grænseoverskridende samarbejde og handel også til, at en gren af Zürichs maskinfabrik, Escher-Wyss & Cie, åbnede i byen. Denne præstation blev mulig, da en toglinje, der forbandt schweizerne til det tyske rutenet, blev afsluttet mellem 1850 og 1853. Fabrikken blev oprettet af Walter Zuppinger mellem 1856 og 1859 og påbegyndte produktionen i 1860. I 1861 ses det første officielle patent fra producenterne Escher-Wyss i Ravensburg vedrørende “særlige faciliteter på mekaniske væve til båndvævning”. På dette tidspunkt blev Ravensburg grenen af Escher-Wyss ledet af Walter Zuppinger, og det var her, han udviklede sin tangentielle turbine, og hvor han udtog yderligere en række patenter. I 1870 grundlagde Zuppinger sammen med andre herudover en papirfabrik i Baienfurt tæt på Ravensburg. Han gik på pension i 1875 og viede al sin energi til at videreudvikle turbiner.
Grundlæggelsesdokument fra ”Escher-Wyss Ravensburg Factory”, dateret 1860.
Ved århundredeskiftet havde Escher-Wyss lagt båndvævningen til side og var begyndt at koncentrere sig om meget større projekter såsom produktion af store industriturbiner, og i 1907 søgte de en “godkendelses- og koncessionsprocedure” for opførelsen af et vandkraftværk nær Dogern am Rhein, hvilket blev annonceret i en Basel-brochure fra 1925.
I 1920 befandt Escher-Wyss sig i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Versailles-traktaten havde begrænset tysklands militære og økonomiske vækst efter den store krig, og det schweiziske selskab fandt afmatningen i de nationale byggeprojekter i nabolandene ubærlig. Moderselskabets filial af Escher-Wyss var placeret i Zürich og daterede tilbage til 1805 og virksomheden, som stadig havde stor fordel af et godt ry og en historie, der havde varet mere end et århundrede, blev anset for at være for vigtigt til at gå tabt. I december 1920 blev der foretaget en reorganisering ved nedskrivning af aktiekapitalen fra 11,5 til 4,015 mio. franske francs, som senere igen blev forhøjet til 5,515 mio. schweizerfranc. Ved udgangen af regnskabsåret 1931 tabte Escher-Wyss stadig penge.
Alligevel fortsatte det modige selskab med at levere store bygge- og anlægskontrakter op gennem 1920’erne som bemærket i den officielle korrespondance fra Wilhelm III, Prinsen af Urach til virksomheden Escher-Wyss og til kapitalforvalteren i Huset Urach, revisor Julius Heller skrevet i 1924. Dette dokument diskuterer “Generelle vilkår og betingelser for Sammenslutningen af tyske vandturbineproducenter til levering af maskiner og andet udstyr til vandkraftværker”. Dette bekræftes også i en brochure om “Betingelser for Sammenslutningen af tyske vandturbineproducenter til installation af turbiner og maskindele i det tyske rige”, trykt den 20. marts 1923 i en reklamebrochure fra Escher-Wyss for en universel olietryksregulator.
Efter Den Store Depression i begyndelsen af 1930’erne havde ødelagt den globale økonomi, annoncerede Escher-Wyss, “som følge af den katastrofale udvikling af den økonomiske situation i forbindelse med valutaens fald; er virksomheden [Escher-Wyss] midlertidigt ude af stand til at fortsætte sine nuværende forpligtelser i forskellige kundelande.” Til den schweiziske avis Neue Zürcher Nachrichten, afslørede selskabet også, at de ville anmode om en domstolsudsættelse. Avisen rapporterede den 1. december 1931, at “selskabet Escher-Wyss har fået en udsættelse af konkurs indtil udgangen af marts 1932, og at et trust selskab er blevet udnævnt som fungerende kurator i Schweiz.” Artiklen erklærede optimistisk, at “der bør være udsigt til fortsat produktion.” I 1931 beskæftigede Escher-Wyss omkring 1.300 ikke-kontrakt ansatte arbejdere og 550 funktionærer.
I midten af 1930’erne befandt Escher-Wyss sig igen i økonomiske problemer. Et konsortium blev denne gang bragt om bord for at redde det skrantende ingeniørfirma. Konsortiet blev delvis dannet af Federal Bank of Switzerland (som tilfældigvis blev ledet af en Max Schwab, som ikke har nogen relation til Klaus Schwab), og yderligere omstrukturering fandt sted. I 1938 annonceredes det, at en ingeniør i firmaet, oberst Jacob Schmidheiny ville blive den nye formand for bestyrelsen i Escher-Wyss. Kort efter krigens udbrud i 1939 blev Schmidheiny citeret for at sige: “Krigsudbruddet betyder ikke nødvendigvis arbejdsløshed for maskinindustrien i et neutralt land, tværtimod.” Escher-Wyss, og dens nye ledelse, så tilsyneladende frem til at profitere af krigen, hvilket banede vejen for deres transformation til en stor nazistisk militær entreprenør.
En kort historie om jødisk forfølgelse i Ravensburg
Mange ting ændrede sig i Tyskland da Adolf Hitler kom til magten, og historien om den jødiske befolkning i Ravensburg i den æra er trist. Det var dog ikke første gang man havde registreret, at antisemitisme havde vist sit grimme ansigt i regionen.
Placeret i centrum af Ravensburg, var der i middelalderen en synagoge, nævnt så langt tilbage som 1345, som betjente et lille jødisk samfund, der kan spores fra 1330 til 1429. Fra slutningen af 1429 og igennem 1430 blev jøderne i Ravensburg angrebet, og en forfærdelig massakre fulgte. I de nærliggende bosættelser Lindau, Überlingen, Buchhorn (senere omdøbt til Friedrichshafen), Meersburg og Konstanz var der masseanholdelser af jødiske beboere. Jøderne i Lindau blev brændt levende i Ravensburger blodbadet i 1429-1430, hvor medlemmer af det jødiske samfund blev beskyldt for rituelt at ofre babyer. I august 1430, i Überlingen, blev det jødiske samfund tvunget til at konvertere, 11 heraf adlød, og de 12, der nægtede, blev dræbt. Massakrerne i Lindau, Überlingen og Ravensburg indtraf med direkte godkendelse fra den regerende kong Sigmund, og eventuelle resterende jøder blev snart fordrevet fra regionen.
I 1559 fik Ravensburg dette forbud bekræftet af kejser Ferdinand I, og det blev eksempelvis stadfæstet i en 1804-instruks udstedt til by vagten, som lød: “Idet jøder ikke må deltage i nogen form for handel eller forretning her, må de ikke komme ind i byen med dette formål, andre, som ikke har fået tilladelse til et længere eller kortere ophold fra politikontoret, skal dog fjernes fra byen af politimyndigheden.”
Først i det 19. århundrede blev jøder igen i stand til lovligt at bosætte sig i Ravensburg, og selv på det tidspunkt forblev deres antal så lille, at en synagoge ikke blev genopført. I 1858 registreredes kun 3 jøder i Ravensburg, og i 1895 nåede dette tal sit højdepunkt med 57. Fra århundredskiftet til 1933 var antallet af jøder, der boede i Ravensburg, faldet støt indtil samfundet kun bestod af 23 mennesker.
I begyndelsen af 1930’erne boede der syv jødiske familier i Ravensburg, herunder Adler, Erlanger, Harburger, Herrmann, Landauer, Rose og Søndermann familien. Efter nationalsocialisterne kom til magten, blev nogle af Ravensburgs jøder i første omgang tvunget til at emigrere, mens andre senere blev myrdet i nazisternes koncentrationslejre. I tiden op til anden verdenskrig var der mange offentlige tilkendegivelser af had mod det lille samfund af jøder i og omkring Ravensburg.
Så tidligt som den 13. marts 1933, omkring tre uger før den landsdækkende nazistiske boykot af alle jødiske butikker i Tyskland, blev SA-vagter anbragt foran to af de fem jødiske butikker i Ravensburg hvor de forsøgte at forhindre potentielle købere i at komme ind. De satte skilte op på en butik med udsagnet “Wohlwert er lukket indtil efter arificering”. Wohlwert’s skulle snart blive “ariske” og det var den eneste jødisk ejede butik, der overlevede den nazistiske pogrom. De andre ejere af de fire store jødiske stormagasiner i Ravensburg; Knopf; Merkur; Landauer og Wallersteiner blev alle tvunget til at sælge deres ejendomme til ikke-jødiske købmænd mellem 1935 og 1938. I denne periode lykkedes det mange af jøderne i Ravensburg at flygte til udlandet, inden de værste nationalsocialistiske forfølgelser begyndte. Mens mindst otte personer fik et voldsomt endeligt, blev det rapporteret, at tre jødiske borgere, der boede i Ravensburg, overlevede på grund af deres “ariske” ægtefæller. Nogle af de jøder, der blev arresteret i Ravensburg på Krystalnatten, blev tvunget til at marchere gennem Baden-Badens gader under SS’s opsyn den følgende dag og blev senere deporteret til koncentrationslejren Sachsenhausen.
Rædselsvækkende nazi forbrydelser mod menneskeheden fandt sted i Ravensburg. Den 1. januar 1934 trådte ”Loven til forebyggelse af arvelige sygdomme” i kraft i Nazityskland, hvilket betød, at personer med diagnosticerede sygdomme som demens, skizofreni, epilepsi, arvelig døvhed og forskellige andre psykiske lidelser kunne steriliseres lovligt. På Ravensburg byhospital, der i dag hedder Heilig-Geist Hospital, blev der fra april 1934 udført tvangssterilisationer. I 1936 var sterilisering den oftest udførte medicinske procedure på det kommunale hospital.
I førkrigsårene i 1930’erne og op til den tyske annektering af Polen fortsatte Ravensburgs Escher-Wyss-fabrik, der nu blev forvaltet direkte af Klaus Schwabs far, Eugen Schwab,med at være den største arbejdsgiver i Ravensburg. Ikke alene var fabrikken en stor arbejdsgiver i byen, men Hitlers eget nazistparti tildelte også Ravensburg-grenen af Escher-Wyss titlen “National Socialistisk rollemodels firma”, mens Schwab stod ved roret. Nazisterne bejlede formentlig til det schweiziske firma i håbet om et samarbejde i den kommende krig, og deres tilnærmelser blev til sidst gengældt.
Escher-Wyss Ravensburg og krigen
Ravensburg var en anomali i krigstidens Tyskland, da det aldrig blev ramt af allierede luftangreb. Tilstedeværelsen af Røde Kors, og forlydender om en aftale med forskellige selskaber, herunder Escher-Wyss, betød at de allierede styrker var offentligt enige om ikke at gå efter den sydtyske by. Den blev ikke på noget tidspunkt under krigen klassificeret som et betydeligt militært mål, og derfor opretholder byen stadig mange af sine oprindelige træk. Men meget mørkere ting var under opsejling i Ravensburg, da først krigen begyndte.
Eugen Schwab fortsatte med at lede det “National Socialistiske rollemodels firma”, Escher-Wyss, og det schweiziske selskab bistod den nazistiske Wermacht med at producere signifikante krigsvåben såvel som grundlæggende våben. Escher-Wyss virksomheden var førende inden for stor skala turbineteknologi til vandkraftdæmninger og kraftværker, men de fremstillede også dele til tyske kampfly. De var også tæt involveret i langt mere dystre projekter, der foregik bag kulisserne, som, hvis de var blevet gennemført, kunne have ændret resultatet af Anden Verdenskrig.
Nazi embedsmænd foran Ravensburg Rådhus i 1938
Kilde: Haus der Stadtgeschichte Ravensburg
Vestlige militære efterretningstjenester var allerede på daværende tidspunkt vidende om Escher-Wyss’ medvirken og samarbejde med nazisterne. Der er tilgængelige optegnelser datidens vestlige militære efterretningstjenester, specifikt Record Group 226 (RG 226) fra data indsamlet af ”Office of Strategic Services” (OSS), som viser at de allierede styrker vidste besked om nogle af Escher-Wyss’ forretninger med nazisterne.
I RG 226 er der tre specifikke omtaler af Escher-Wyss, herunder:
- Fil nummer 47178, der lyder: Schweiziske Escher-Wyss arbejder på en stor ordre til Tyskland. Flammekastere sendes fra Schweiz under angivelsen ”Brennstoffbehaelter”. Dateret september 1944.
- Fil nummer 41589 viste, at schweizerne, en angiveligt neutral nation under Anden Verdenskrig, tillod opbevaringen af tysk eksport i deres land. Punktet lyder: Forretningsforbindelser mellem Empresa Nacional Calvo Sotelo (ENCASO), Escher-Wyss og Mineral Celbau Gesellschaft. 1 p. juli 1944; se også Rapport L 42627 om samarbejdet mellem spanske Empresa Nacional Calvo Sotelo og tyske Rheinmetall Borsig vedrørende den tyske eksport lagret i Schweiz. 1 p. august 1944.
- Sagsnummer 72654 hævdede: Ungarns bauxit blev tidligere sendt til Tyskland og Schweiz for at blive raffineret. Et regeringssyndikat byggede så en aluminiumsfabrik i Dunaalmas ved Ungarns grænse. Der blev sørget for elektricitet. Ungarn bidrog med kulminer, og der blev bestilt udstyr fra det schweiziske firma Escher-Wyss. Produktionen begyndte i 1941. 2 pp Maj 1944.
Men der var i særdeleshed et blomstrende felt indenfor hvilket, Escher-Wyss var førende, og det var udviklingen af ny turbine teknologi. Virksomheden havde udviklet en 14.500 HP turbine til Norsk Hydro industrianlægs strategisk vigtige vandkraftværk i Vemork, nær Rjukan i Norge. Det Norske Hydro anlæg, delvis drevet af Escher-Wyss, var det eneste industrianlæg under nazistisk kontrol, der var i stand til at producere tungt vand, en afgørende faktor for produktionen af plutonium til nazisternes atombombe program. Tyskerne havde lagt alle kræfter bag produktionen af tungt vand, men de allierede styrker var klar over de potentielt afgørende teknologiske fremskridt fra de stadig mere desperate nazister.
I løbet af 1942 og 1943 var vandkraftværket målet for delvist vellykkede britiske commando- og norske modstandsangreb, selvom produktionen af tungt vand fortsatte. De allierede styrker kastede mere end 400 bomber over anlægget, hvilket knap nok påvirkede produktionen på det spredte anlæg. I 1944 forsøgte tyske skibe at transportere tungt vand tilbage til Tyskland, men den norske modstandsbevægelse var i stand til at sænke skibet med hele lasten. Med hjælp fra Escher-Wyss var nazisterne tæt på at ændre krigsudfaldet og skabe en sejr for aksemagterne.
Tilbage i Ravensburg på Escher-Wyss fabrikken, havde Eugen Schwab haft travlt med at sætte tvangsarbejdere i arbejde i hans “National Socialistiske rollemodels firma”. I løbet af Anden Verdenskrig arbejdede næsten 3600 tvangsarbejdere i Ravensburg, blandt andet hos Escher-Wyss. Ifølge by arkivaren i Ravensburg, Andrea Schmuder, beskæftigede Escher-Wyss maskinfabrikken i Ravensburg mellem 198 og 203 civile arbejdere og krigsfanger under krigen. Karl Schweizer, en lokal Lindau historiker, udtaler at Escher-Wyss havde en lille særlig lejr for tvangsarbejdere på fabrikkens ejendom.
Ravensburgs udbredte brug af tvangsarbejdere gjorde det nødvendigt at oprette en af de største registrerede nazistiske tvangsarbejdslejre i værkstedet hos en tidligere tømrer i Ziegelstrasse 16. På et tidspunkt husede den pågældende lejr 125 franske krigsfanger, som senere i 1942 blev omfordelt til andre lejre. De franske arbejdere blev erstattet af 150 russiske krigsfanger, som ifølge rygter, blev behandlet værst af alle krigsfangerne. En af disse fanger var Zina Jakuschewa, hvis arbejdskort og arbejdsbog opbevares af United States Holocaust Memorial Museum. Disse dokumenter identificerer hende som en ikke-jødisk tvangsarbejder tildelt Ravensburg, Tyskland, i 1943 og 1944.
Eugen Schwab opretholdet pligtskyldigt status quo i krigsårene. Med unge Klaus Martin Schwab født i 1938 og hans bror Urs Reiner Schwab født et par år senere, ville Eugen jo have ønsket at holde sine børn udenfor fare.
Fortsættes……
Oversættelse: KIS-redaktionen.