Udgivet: 24 februar 2023 Udgivet af: Kilderne i Såne Kommentarer: 0

Af Søren HansenKlimarealisme – 19. februar 2023

Tyskkyndige har længe kunnet glæde sig over de små videoer fra Klimaschau, hvor et par aktuelle nyheder om klimaet ugentligt blev taget op fra en klimarealistisk synsvinkel. Man er nu oppe på over 140 udgaver, og en oversigt kan findes her. Nu er der godt nyt, idet folkene bag Klimaschau er begyndt at udsende en engelsksproget version ved navn World Climate News også på YouTube.

I deres første engelsksprogede video er et af emnerne afsmeltningen af Antarktis, som jo skal føre til de katastrofale havstigninger i løbet af de næste 50-100 år (med mindre, naturligvis, at vi får bygget nok vindmøller i Danmark).

Videoen nævner, at den tyske klimaforsker Stefan Rahmstorf fra Potsdam-Instituttet for Klimafølge-forskning har udtalt, at havniveauet kan stige op til 1,9 meter inden århundredets afslutning. IPCC er mere forsigtig og talte i sin 6. Vurderingsrapport fra 2021 om en stigning på 53 cm.

Der er nu nye forskningsresultater, med klimamodel-beregninger, hvor man forudser at havet omkring Antarktis formentligt slet ikke vil blive varmere, og at områder af kontinentet endda vil blive koldere. Derfor vil afsmeltningen fremkaldt af havvandet kun være en tredjedel af, hvad man tidligere regnede med.

De nye beregninger viser også, at der vil falde mere sne i Antarktis, og den totale mængde indlandsis vil forblive uforandret igennem resten af århundredet. Det forhold alene vil reducere havstigningerne med 25%.

Så alt i alt er vi nu nede på en stigning på 33 cm, langt fra Potsdams alarmist-forudsigelser og tæt på de satellitbaserede målinger vi ser i dag (3,5 mm/år). I det tilfælde bliver der ikke mere ”acceleration” resten af århundredet.

Andre forskere (som ikke omtales i videoen) har også kigget på sagen, og når frem til næsten de samme resultater. Fig. 1 viser temperaturændringen fra perioden 1950-1980 og til perioden 1984-2014. Her ser man klart, at bortset fra den Antarktiske Halvø og udløbet af gletsjerne i Vestantarktis er kontinentet generelt blevet lidt koldere.

NASA har udarbejdet overslag over det årlige istab fra indlandsisen, og når frem til et tal på 147 gigatons pr. år. Med det tempo vil det tage 200.000 år, før indlandsisen er væk. Inden da er vi nok for længst løbet ind i den næste istid eller to.

Havisens udbredelse omkring Antarktis er heller ikke blevet reduceret de seneste 40-50 år. Den var faktisk stigende frem til 2015, men har siden da taget nogle større udsving, men holder stadigvæk samme niveau som for 50 år siden, se fig. 2.

Varmen i Vestantarktis er bl.a. tydelig ved udløbet af Thwaites-gletsjeren. Ny forskning viser, at den flere gange har trukket sig tilbage i forhold til nu, og det længe før menneskene begyndte med udledninger af CO2.

Forskerne bag artiklen er åbenlyst utilpasse ved deres observationer, og de får så deres computere til at regne på indflydelsen af den antarktiske iskappes tykkelse. Forklaringen på den manglende afsmeltning og temperaturstigning skulle således være, at isen er alt for tyk. Derfor kommer klimakatastrofen bare lidt senere. Her bliver det hele let forvrøvlet, fordi den antarktiske opvarmning vil først komme, når isen er blevet væsentligt tyndere, men hvordan skulle den blive det inden for en overskuelig fremtid, vi taler om tykkelser op til 4 km?

Temperaturen er jo altid under frysepunktet. Modellerne er i øvrigt uenige, nogle af dem får som resultat, at der netto bliver afkøling med en tyndere iskappe og mere CO2, i stedet for opvarmning.

Det vides jo, at der er vulkaner under isen i Vestantarktis, og udbrud fra dem kan sagtens føre til, at der midlertidigt kommer mere gang i gletsjerne, f.eks. Thwaites. Når udbruddet er overstået, vender isen tilbage pga. mere snefald og den generelle bitterlige kulde, der hersker på kontinentet.

Forklaringen på situationen kunne sagtens tænkes at være den, som Javier Vinós har fremført. Han mener at størstedelen af energitilførslen fra Solen rammer Jorden ved Ækvator og derefter er det hav- og luftstrømme, der transporterer energien nordpå og sydpå mod polerne. Jo længere væk fra Ækvator man kommer, desto større er energitabet ud i Verdensrummet ved stråling. I den kolde luft nær polerne er der ingen vanddamp til stede, alt vand vil være fortættet til skyer eller faldet ned som regn. Derfor er drivhuseffekten her ganske ringe, der er kun CO2, som jo har en drivhuseffekt, der udgør en tiendedel af vanddampens. Derfor kan udstrålingen foregå frit over polerne.  

Nu kan vi se, hvorfor Arktis er varmet mere op end Antarktis. Der har simpelthen været mere effektive strømme af varmt vand eller luft, der søger nordpå (bl.a. Golfstrømmen), end der søger sydpå. Det forklarer også, hvorfor den Antarktiske Halvø er opvarmet så meget, jfr. fig. 1, den rager langt mod nord (den er længere væk fra Sydpolen, end det nordlige Island er væk fra Nordpolen), og må tilfældigvis ligge i et område, hvor der er en effektiv sydgående strøm gennem eller over Atlanterhavet.

Mange ting i Jordens klima falder på plads, som Vinós overbevisende beskriver, hvis man dropper den ensidige fokus på modeller med CO2 som den eneste styrende drivkraft.

Kilde – Klimarealisme

Foto: 66-North

KIS-redaktionen