Af David Bell – Brownstone Institute – 10.maj – 2023
Generalsekretæren for Verdenssundhedsorganisationen (WHO) forsikrer os om, at WHO’s “pandemiaftale” (eller “traktat”) ikke vil reducere dens medlemsstaters suverænitet. WHO stoler på at disse ord vil tjene som en distraktion fra virkeligheden. Dem, der driver denne evige sundhedsnøddagsorden planlægger at give WHO mere magt og medlemsstaterne mindre. Dette vil ske, når WHO udpeger en “Public Health Emergency of International Concern” (PHEIC), eller blot mener, at vi kan være i fare for en.
WHO’s foreslåede traktat har, sammen med de “synergistiske” ændringer til de internationale sundhedsregulativer (IHR), til formål at ophæve århundreders demokratiske reformer, der har givet enkeltpersoner suverænitet og i forlængelse heraf, deres stat. Ubehaget ved at se denne sandhed i øjnene og den kompleksitet den rejser, giver det dække der er nødvendigt for at presse disse ændringer igennem.
Sådan visner og dør demokratier og friheden.
Hvorfor det er svært at anerkende virkeligheden
Vores samfund i Vesten er bygget på tillid og en følelse af overlegenhed – vi byggede de institutioner der styrer verden, og de, og vi, er gode. Vi betragter os selv som humanitære, folkesundhedsforkæmpere, forenerne og antifascistiske frihedselskere. Vi mener, at vores system er bedre end alternativerne – vi er “progressive”.
Det kræver et ret stort skridt for komfortable, mellemindkomst venstreorienterede fagfolk at tro, at de institutioner og filantropiske organisationer vi har beundret hele vores liv, måske nu plyndrer os. Vores samfund er afhængige af, at have “pålidelige kilder” og WHO er en af dem. Blandt andre kan nævnes de store medieorganisationer. Hvis vores betroede kilder fortalte os, at vi blev vildledt og plyndret, ville vi acceptere dette. Men de fortæller os, at disse påstande er falske og at alt er godt. Det forsikrer WHO’s generaldirektør selv om. Enhver der mener at rige virksomheder og private sponsorer af WHO og andre sundhedsinstitutioner kun er interesserede i sig selv, at de kan vildlede og udnytte andre til deres egen fordel, er en konspirationsteoretiker.
Vi er alle i stand til at tro, at de rige og magtfulde fra tidligere tider i historien, ville udnytte masserne, men af en eller anden grund er det svært at tro på, at nutidens rige ville kunne gøre det samme. For at bevise deres velvilje, stoler vi på ordene fra deres egne reklamebureauer og de medier de støtter. På en eller anden måde er dette misbrug i stor skala, erkendt som en del af vores historie, – men nu er vi jo blevet klogere og oplyste.
I løbet af de seneste årtier har vi set individer akkumulere rigdom svarende til mellemstore lande. De møder vores valgte ledere bag lukkede døre i Davos. Vi bifalder så den storhed, de skænker de mindre heldige, og lader som om alt dette er fint. Vi ser på, hvordan virksomheder udvider på tværs af landegrænser, tilsyneladende hævet over de love der gælder for almindelige borgere. Vi tillod deres “public-private partnerships” at gøre internationale institutioner til leverandører af deres råvarer. Vi ignorerede denne omstændighed, fordi deres reklamebureauer fortalte os det, og vi blev apologeter for det indlysende autoritære, fordi vi ønsker at tro på, at de på en eller anden måde udfører dette arbejde i en “større sags tjeneste”.
Mens et skolebarn måske let gennemskuer denne facade til den omstridte grådighed bagved, er det meget sværere for dem med mange års politisk bagage og med et jævnaldrende netværk med omdømme og karriere, at indrømme, at de er blevet narret. De adfærdspsykologer som vores regeringer og institutioner nu ansætter, forstår dette. Deres opgave er at få os til at blive ved med at have tillid til de betroede kilder de sponsorerer. Vores udfordring er, at sætte virkeligheden over “de rette tanker“.
WHO´s nye form
Da WHO blev oprettet i 1946 for at hjælpe med at koordinere handlinger på store sundhedsproblemer, var verden ved at komme sig ovenpå det sidste store anfald af fascisme og kolonialisme. Begge disse samfundsmodeller blev i øvrigt “markedsført og solgt” på grundlaget: at centralisere magten for “et større gode”. De, der anså sig selv for overlegne, ville nemlig styre verden for de mindre værdige. WHO hævdede efter 2. verdenskrig at følge en anden linje.
Siden begyndelsen af år 2000, er WHO’s aktiviteter i stigende grad blevet dikteret af “specificeret finansiering“. Dets finansiører, som i stigende grad inkluderer private virksomheders interesser, fortæller WHO hvordan det skal bruge de penge, de giver. Privat ledelse er fint for private organisationer der promoverer deres investorers varer, men det er indlysende uforenligt med en organisation, der søger at påbyde medicin, lukke grænser og isolere mennesker. Enhver med en grundlæggende forståelse af historien og den menneskelige natur, vil genkende dette. Men disse beføjelser er præcis hvad ændringerne til de internationale sundhedsbestemmelser(IHR) og den nye traktat har til hensigt.
I stedet for at overveje alternative tilgange, forsøger WHO at censurere meninger der ikke passer til dets fortælling, ved offentligt at nedgøre dem der stiller spørgsmålstegn ved dets politik. Dette er ikke handlinger fra en organisation der repræsenterer “folket”, eller som giver tillid til WHO´s evne til at retfærdiggøre sine handlinger. Det er de træk, vi altid har forbundet med intellektuel svaghed og fascisme.
WHO’s indvirkning på befolkningens sundhed
I sine pandemiske influenza-anbefalinger i 2019, udtalte WHO, at man “under ingen omstændigheder” burde foretage kontaktopsporing, grænselukninger, ind- eller udrejsescreening eller karantæne af udsatte personer, i den igangværende pandemi. De skrev dette, fordi sådanne foranstaltninger ville forårsage mere skade end gavn, og uforholdsmæssigt skade fattige mennesker i verden. I 2020 støttede WHO, i samarbejde med private og nationale sponsorer, historiens største overflytning af værdier, fra lav til høj indkomst, ved at fremme de selvsamme foranstaltninger.
Ved at opgive sine principper, efterlod WHO millioner af piger til natlig voldtægt gennem børneægteskaber, øgede teenagegraviditeter og børnedødelighed, reduceret barndomsuddannelse og øget fattigdom og underernæring. På trods af, at de fleste af disse mennesker var for unge til at blive plaget af COVID og allerede havde immunitet, fremmede WHO milliarder af dollars i massevaccination, mens traditionelle indsatser mod malaria, tuberkulose og HIV/AIDS blev nedprioriteret . Vestlige medier har reageret på dette med tavshed eller tom retorik. At redde liv giver ikke nogen fortjeneste, men det gør det at sælge råvarer. WHO’s sponsorer gør hvad de kan for deres investorer, mens WHO gør hvad der skal til, for at holde pengestrømmen i gang.
WHO´s nye magtbeføjelser
IHR-ændringerne vil reducere suveræniteten for enhver WHO-medlemsstat, der undlader at aktivt afvise dem, hvilket giver en enkelt person (generalsekretæren) direkte indflydelse på medlemslandenes sundhedspolitikker og deres borgeres frihed. Det er, hvad dokumentet siger. Det er indiskutabelt. Medlemslandene vil “forpligte sig” til at følge WHO´s anbefalinger og ikke længere blot modtage forslag eller råd.
WHO har ikke en “politistyrke”, men Verdensbanken og IMF er “om bord” og kontrollerer meget af pengemængden. Den amerikanske kongres vedtog sidste år et lovforslag, der anerkendte, at den amerikanske regering bør henvende sig til lande, der ikke overholder IHR. Vi er ikke vidne til tandløse trusler og de fleste lande og deres folk vil ikke have noget valg.
Den virkelige styrke i WHO’s forslag, ligger i deres forslag om, at de kan udråbe ethvert sundhedsrelateret emne til at være en trussel. De foreslåede ændringer beskriver dette eksplicit, mens “traktaten” udvider anvendelsesområdet til “One-Health“, et kapret folkesundhedsbegreb, der indeholder alt hvad der opfattes som at kunne påvirke menneskers fysiske, mentale eller sociale velbefindende. Uvejr, dårlig høst eller udbredelse af ideer, der forårsager stress hos folk; hverdagsting, som mennesker altid har klaret, bliver nu grunde til at begrænse folk og påtvinge løsninger dikteret af andre.
I bund og grund producerer de der sponsorerer WHO, kriser efter eget ønske, og er indstillet på at blive rigere af andres elendighed, som de gjorde under COVID. Dette under dække af, at “holde os i sikkerhed.” Som WHO utroværdigt insisterer, “ingen er sikker, før alle er sikre”. En fjernelse af menneskerettigheder(IHR-ændringer) er derfor nødvendig. Adfærdspsykologien er også i anvendelse for at sikre, at vi adlyder.
At se fremtiden i øjnene
Vi bygger en fremtid, hvor overholdelse af autoritære diktater, vil give os de stjålne friheder tilbage, mens censur vil undertrykke uenighed. Mennesker der ønsker at se dokumentation og beviser og som husker historien eller insisterer på informeret samtykke, vil i WHO-sprog blive udpeget som højreekstremistiske massemordere. Vi er allerede trådt ind i denne verden. Offentlige personer der hævder noget andet, er formodentlig ikke opmærksomme eller har andre motiver.
Vi kan sagtmodigt acceptere denne nye sygdomsbesatte verden og nogle vil måske endda omfavne de lønninger og karrieremuligheder den giver. Eller vi kan slutte os til dem, der kæmper for enkeltpersoners simple ret til at bestemme deres egen fremtid, fri fra kolonialismens og fascismens falske “offentlige goder”. Vi kan i det mindste erkende virkeligheden omkring os.
David Bell
David Bell er Senior Scholar ved Brownstone Institute og læge og biotech-konsulent i global sundhed. Han er tidligere læge og videnskabsmand ved Verdenssundhedsorganisationen (WHO), programleder for malaria og febersygdomme ved Foundation for Innovative New Diagnostics (FIND) i Genève, Schweiz, og direktør for Global Health Technologies hos Intellectual Ventures Global Good Fond i Bellevue, WA, USA.
Oversættelse: KIS-redaktionen
Foto: Brownstone
KIS-redaktionen